Er du et åndeligt menneske?
ER DU et åndeligsindet menneske eller er du et kødeligsindet menneske? Dette er et spørgsmål som alle der hævder at være Jehova Guds tjenere gør klogt i at stille sig selv. Hvorfor? Det fremgår af en udtalelse af apostelen Paulus som vi finder i Første Korinterbrev 2:14, 15. Her siges der at „et fysisk [sjæleligt, kødeligt] menneske tager ikke imod det der hører til Guds ånd, thi det er dårskab for ham, . . . Det åndelige menneske ransager imidlertid alle ting“. — NW.
Ganske vist henviser udtrykket „det åndelige menneske“ i Første Korinterbrev 2:15 først og fremmest til dem af Kristi efterfølgere der har et himmelsk håb, men i en vis forstand kan man godt sige at alle der tjener Gud i sandhed, er åndelige mennesker. Sådanne trofaste mænd i fortiden som Abel, Noa, Abraham og den lange række af trofaste hebraiske profeter og konger, kan siges at have været åndelige mennesker selv om de havde et jordisk håb.
Hvad kendetegner det „åndelige menneske?“
Det „åndelige menneske“ som apostelen Paulus talte om, er ikke en der hele dagen går omkring med et skinhelligt eller religiøst udtryk i ansigtet. Absolut ikke! Han bærer ikke sin åndelighed til skue. Han ved at de skriftkloge og farisæerne, som modstod Jesus Kristus, ikke var åndelige mennesker. Måske blev de regnet for at være det, fordi de offentligt fremsagde lange bønner og fordi de bar iøjnefaldende religiøse fromhedstegn. Men netop disse ting afslørede at de i virkeligheden var kødelige, uåndelige mennesker og hyklere, fordi deres eneste mål var at blive set af mennesker. — Matt. 6:5; 23:5.
Helt anderledes er det „åndelige menneske“. Han tilbeder oprigtigt Jehova Gud „i ånd og sandhed“, hvilket er den eneste acceptable måde. Han har tro, han ved at Gud er til, at Gud lever, for hele den synlige skabning er et talende vidnesbyrd om hans eksistens. (Joh. 4:24; Rom. 1:20) Da han ved at Gud „lønner dem, der søger ham“, har han indviet sig til at tjene Gud og følge i Guds søns, Jesu Kristi, fodspor. — Hebr. 11:6; Matt. 16:24.
Skaberen er meget virkelig for det „åndelige menneske“. Ligesom Moses lever et sådant menneske sit liv som om han ’ser den usynlige’. (Hebr. 11:23-28) Da Gud er så virkelig for ham stoler han på Jehova af hele sit hjerte og ikke på sin egen forstand. Han lader sig lede af Gud på alle sine veje. Han glæder sig derfor over samfund med Gud i bøn. Han erkender hvilken dyrebar forret det er at tale med Gud og forstår samtidig at han altid behøver Guds hjælp. Derfor tager han sig tid til at begynde og slutte hver dag med pris, taksigelse og bøn til sin himmelske Fader. Han har heller aldrig så travlt med at spise at han ikke først kan takke Gud for hvert måltid og bede om Guds velsignelse over det. — Ordsp. 3:5, 6; Fil. 4:6, 7.
Ja, det åndelige menneske er sig sit „åndelige behov bevidst“. Han forstår at mennesket ikke skal „leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund“. I stedet for at gøre mad, klæder, husly og verdslige fornøjelser til sin første interesse, fortsætter han med først at søge „Guds rige og hans retfærdighed“. Han føler ligesom salmisten der sagde: „Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den.“ Han føler sig også tilskyndet til at komme sammen med andre åndeligsindede mennesker. — Matt. 5:3 (NW); 4:4; 6:25, 33; Sl. 119:97; Rom. 1:9-12.
Det er derfor det åndelige menneske „køber“ sig tid fra sine andre beskæftigelser for at studere Guds ord. Han ikke blot læser Guds ord, Bibelen, hver dag, men han ønsker også at forstå det han læser. Han tager imod tilbud om hjælp og finder at de trykte hjælpemidler som Vagttårnets selskab har udgivet og som uddeles af Jehovas kristne vidner, er af den største værdi når det gælder om at få forståelse af Guds ord og hensigter. Derfor benytter han sig også af vidnernes menighedsmøder hvor man har lejlighed til at forøge sin forståelse af Guds ord. — Ap. G. 8:30-35; Hebr. 10:23-25.
Noget andet som kendetegner det åndelige menneske er hans håb. Det er ikke et blindt håb. Nej, han har et sikkert håb, et der er som et stærkt sjælens anker, baseret på Guds løfter og bekræftet af det Gud har gjort i fortiden som berettet i hans ord. Det åndelige menneske ved at Gud ikke kan lyve. På grund af dette håb bliver han ikke voldsomt foruroliget over at ondskab og vold tager til eller fordi fremtiden tegner mørk. Han ved at meget snart ’vil Guds rige komme og da skal Guds vilje ske på jorden som i himmelen’. — Matt. 6:10; Hebr. 6:18, 19.
„Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med,“ siges der, og derfor finder det åndelige menneske glæde i at tale om ting der har tilknytning til Guds ord og hensigter. Når han er sammen med andre selskabeligt, eller når han arbejder sammen med andre ved bygningen eller rengøringen af en rigssal eller i førstævnearbejde, sørger han taktfuldt for at samtalen drejer sig om opbyggende åndelige emner. — Matt. 12:34.
Det åndelige menneske vandrer med Gud
Et menneske kan godt være idealistisk og ædelt og alligevel ikke være et åndeligt menneske. Hvordan det? Fordi det at være et åndeligt menneske indebærer mere end at have medmenneskets vel på sinde sådan som humanisten har.
Det åndelige menneske ved at budet om at elske sin næste som sig selv kun er det andet bud, og at det første og vigtigste bud går ud på at „du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke“. — Mark. 12:29-31; Luk. 6:31
Ja, det åndelige menneske vandrer med Gud, har sin opmærksomhed vendt mod Gud. Et sådant menneske ser først hen til Guds ord og lader sig hellere lede af det end blot af menneskelige ræsonnementer. Han passer sit arbejde, „ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker“, men „i ærefrygt for Herren“, „som for Herren“. Derfor giver han ikke kun kejseren hvad kejserens er, men er endnu mere optaget af at give Gud hvad Guds er. Til Gud giver han sin absolutte hengivenhed. — Kol. 3:22, 23; Matt. 22:21; 2 Mos. 20:5 (NW).
Det åndelige menneske som tilsynsmand
Det åndelige menneske taber ikke de kristne principper af syne i forholdet til sine medkristne. Det åndelige menneske vil især passe på at lade sig lede af de kristne principper hvis han har det ansvar at føre tilsyn med andre kristne. En der er tilsynsmand i Guds menighed har måske desuden en ansvarsfuld stilling i forretningsverdenen. Hvis han derfor hele dagen har at gøre med mennesker der ikke alene drives af rent selviske hensyn men også er hurtige til at udnytte enhver imødekommenhed eller venlighed der vises dem, vil han måske en dag opdage at det påvirker ham selv og får ham til at blive hård og kort for hovedet.
Medmindre han passer meget på, begynder han måske at behandle sine medkristne på samme måde, mennesker som uselvisk tjener Gud. Hvor uklogt, hvor ubetænksomt og ukærligt! Sørger du for at undgå et sådant fejlgreb? Tænk på hvor meget Jesus skulle nå at udrette på blot nogle få år. Hvis han kun havde været optaget af effektivitet, mon han så næsten udelukkende ville have valgt jævne galilæere til at være sine apostle? Og hvilken tålmodighed han viste over for dem!
Den der i dag er tilsynsmand for en menighed, et stævne eller en stævneafdeling, gør klogt i at følge Jesu eksempel i denne henseende. Selv om det naturligvis ligger dig på sinde at få tingene gjort, vil du ikke behandle dine brødre på en barsk og brysk måde som om du var en skånselsløst effektiv chef for et forretningsforetagende, vel? Derfor, selv om du måske har mange ting at tænke på, ligesom apostelen Paulus havde, må du ikke glemme behovet for at udvise forståelse. (2 Kor. 11:29) I stedet for at udstede knappe og skarpe befalinger, hvorfor så ikke hellere tale til dine brødre i en venlig tone og sige: „Du ville vel ikke være så venlig at gøre dette? Kunne jeg få dig til at ordne dette her?“ Naturligvis vil de gerne det! De ønsker at gøre alt hvad de kan for at fremme Jehovas arbejde, for de gør det af kærlighed. Og vil det ikke være bedre at begynde dagen med at betragte dagens skriftsted og kommentaren til det, end udelukkende at være optaget af om hver enkelt nu melder sig til arbejdet til tiden?
Skulle dine kristne brødre være lidt langsomme til at „komme i gang“ eller udviser de dårlig dømmekraft, indtag da ikke utålmodigt den holdning at de burde vide bedre. Nej, skønt du selv er et eksempel med hensyn til nidkærhed og effektivitet, bør du ikke jage med andre eller forvente at de skal gøre lige så meget som du selv. Husk hellere på, når du omgås dine brødre, at lægge Guds hellige ånds frugter for dagen. Læg især vægt på kærlighed, venlighed og mildhed. — Gal. 5:22, 23.
Kunne kristne som er åndelige mennesker, udvise større åndelighed end de somme tider gør? Der er en tendens til at nogle, når de er optaget af Guds arbejde, lader det kødelige menneskes tænkemåde lede deres forhold til deres kristne brødre, især hvis de har fået et ansvar og andre tjener under dem. Her er apostelen Paulus’ ord betimelige: „Så beder vi jer i øvrigt, brødre, og lægger jer på sinde i Herren Jesus: at ligesom I har lært af os, hvordan I bør vandre og tækkes Gud, som I jo allerede gør, at I da må gøre yderligere fremgang.“ — 1 Tess. 4:1.
Er du et åndeligt menneske, alt dette taget i betragtning? Det er godt hvis du kan svare ja til det spørgsmål. Dog står spørgsmålet tilbage: Kunne du være mere åndeligsindet? Både du selv og uden tvivl også andre vil være lykkeligere hvis du gør fremskridt i den retning!