Vind livets sejrspris ved aktiv træning nu

1. Hvordan ser Jehova og Jesus Kristus på de lunkne, og hvorfor?

JEHOVA og Kristus Jesus hader de lunkne. (Sl. 119:113; Hos. 7:8) Jo vist, disse vil gerne opnå livets sejrskrans. De vil gerne være sammen med Jehovas vidner, men de er lunkne i deres indstilling. De vil være med, hvor der foregår noget spændende. De elsker at feste, men de giver ikke anledning til noget, der er værd at feste for. Fordi de hverken er varme eller kolde, vil Kristus Jesus udspy dem af sin mund. (Åb. 3:14-16) De vil tabe løbet.

2-4. Hvad må vi gøre og have, og hvad kræves der for at vinde?

² Løberne i fortidens lege i Korint vidste, at de måtte lægge alle deres kræfter i kampen. En græsk løber fuldførte engang de fireogtyve stadier. Han holdt ud lige til det sidste og kom ind som nummer ét. Da sejrskransen blev sat på hans hoved, sank han død om. Han havde nået sit mål. Han havde sejret! Men hvordan forholder det sig med os? Lader vi løbet komme i første række, så vi kan holde ud lige til enden? Jesus formanede os til at søge Jehova Guds rige og hans retfærdighed først. (Matt. 6:33) Kun såfremt vi gør det, kan vi vinde. Lad intet, hverken familie, forretning, fornøjelser, ønsker eller noget andet, hindre dig i at kæmpe kampen til ende, thi alt sådant vil bringe din sejr i fare.

³ Træf en fast beslutning om at holde ud i kampen lige til den endelige sejr. Hvad kan det nytte, at en løber har et stærkt legeme, hvis hans vilje er svag? Han vil løbe med uforstand eller ligne en dårlig bokser, der under træningen slår i luften i stedet for til boksebolden. (1 Kor. 9:26) Han vil uvægerligt tabe, for han har ikke den fornødne udholdenhed. Beslutsomhed er nødvendig, hvis man skal være udholdende. Det må være dig en hjertesag at være med i løbet, og hjertet må være stærkt og fast og trøstigt i tillid til Jehova. (Sl. 112:7, AS) Du må ønske af hele dit hjerte at kæmpe kampen til ende. Ja, vær urokkelig besluttet på at overvinde alle hindringer! Gør du det, er du allerede mere end halvvejs gennem løbet. Som løber må du vide, hvilket tempo der kræves. Skal der løbes over en kort distance eller over en lang? Er det et hastighedsløb eller et udholdenhedsløb? En mesterbokser eller bryder må have et godt hoved. Det duer ikke, at han er stærk som en tyr, hvis han ingen forstand har. Sådan er det også med os. Det er ikke nok at have gode ben, hvis man har et dårligt hoved. Vi kan ikke nøjes med at spadsere fra hus til hus, nej vi har et stærkt sind, og i vore prædikener rammer vi rigtigt med Bibelen. Løb forstandigt! Brug din bibelkundskab og din forstand, så du kan vinde løbet og opnå sejr. Opbyg dig selv og udrust dig med kundskaben fra Guds ord. „I har hørt om Jobs udholdenhed og set, hvordan Jehova lod det ende.“ — Jak. 5:11, NW.

⁴ Jesus sagde, at „den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst“. (Matt. 10:22) Vil du holde ud? Hvis ikke, taber du. Gør Paulus’ ord til dine: „Jeg er overbevist om, at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højder eller dybder eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, der er i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 8:38, 39, NW.

5. a) Hvorfor vil planløs og periodisk træning ikke føre til sejr? b) Hvad var årsagen til, at Ezekias vandt sejr?

⁵ Træner vi planløst, vil vi tabe. Forkynd ikke i ny og næ, for gør du det, vil du løbe usikkert. Det gjorde Paulus ikke. Du må træne regelmæssigt for at kvalificere dig. Du kan ikke løbe og holde op, løbe og holde op igen, og så fremdeles. Det er ikke en pludselig energiudfoldelse her og en hvilepause der, der vil give dig sejren. Tror du, du kan indvinde den tabte tid ved at spurte af sted og udfolde en voldsom aktivitet en kort tid for atter at trække dig tilbage og ikke vise dig i ugevis? Det kan du ikke. „Løbet står ikke til den hurtige, eller kampen til den stærke.“ (Præd. 9:11, AS) Assyreren Sankerib havde den overlegne hærstyrke, men det var den omringede kong Ezekias, der stolede på Jehova, som vandt sejr. Husker du den gamle fabel om haren og skildpadden? Haren for af sted, men det var skildpadden, der vandt løbet. Men vent lidt! Du ved jo godt, at Jehovas urokkelige ord er mere værd end menneskefabler. Hvorfor vandt Ezekias? Var det, fordi han var hurtig? Eller fordi han var stærk? Nej, han vandt, fordi han gav sig selv i Jehovas hånd og gav udtryk derfor i bøn. Derpå accepterede han det svar, Jehova gav. Gennem sin profet Esajas sagde Jehova til Ezekias: „Jeg værner og frelser denne by for min og min tjener Davids skyld!“ (Es. 37:35) Den nat ihjelslog Jehovas engel fjendehæren 185.000 assyrere. (2 Kong. 19) I vor kamp er det ikke bare et enkelt stød, der slår fjenden ud. Vi må blive ved med at sende mange og velrettede stød. Vi kan altså ikke bare bruge en bestemt remse af skriftsteder og den samme prædiken i vidnearbejdet. For variationens skyld må vi bruge mange forskellige og smidige prædikener og blive ved med at bruge dem på rette måde til angreb og forsvar af den gode nyhed.

6. Hvem skal vi ikke frygte? Hvorfor? Hvem bør vi frygte?

⁶ Det er en regel, at den, som tager del i en boksekamp eller styrkeprøve, må være frygtløs. Vi må ligeledes være frygtløse i vor vidnegerning, have tillid til vor åndelige styrke og til, at vi forkynder sandhedens ord på rette vis. Ligesom Paulus ofte taler om at løbe, nævner han også det at deltage i en dyst. (1 Kor. 9:26; 1 Tim. 6:12; 2 Tim. 4:7) Husk: forkynd, og du vil møde modstand! Hvad gør du, når du møder modstand? Bliver du bange og går i stå? Det vil diskvalificere dig, og du vil ikke få lov at være med i dysten. Jehova siger: „De feje og utro og . . . alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl . . . den anden død.“ (Åb. 21:8) Nærer du menneskefrygt, vil det lede i snare, og du vil miste livets sejrskrans. (Ordsp. 29:25) „Jehovas frygt er visdoms begyndelse.“ — Sl. 111:10, AS.

7. Hvad kan vi lære af den omstændighed, at kampene vindes eller tabes af hele holdet?

⁷ De gamle sportskampe blev vundet af et hold eller tabt af et hold, ikke af den enkelte deltager. På et hold var der både spydkastere, diskoskastere, brydere, springere, nævekæmpere og løbere. Den teokratiske organisation er et stort hold. Hver især er vi kun en lille del af det. Den ene kan ikke klare sig uden de andre. „Legemet består jo heller ikke af ét lem, men af mange.“ (1 Kor. 12:14-26) Lad os kun tænke på holdets samlede indsats. Når løbet er vundet og sejren vor, er det hele holdet, der har vundet den, og ikke den enkelte. Lad al ære og ros gå til holdets leder, Kristus Jesus. Hver enkelt bør vise hensyn, én for alle og alle for én. Så har vi det helt rigtige samarbejde. Der er mange dele i et stort maskineri. For at det kan fungere upåklageligt, skal der smøring til. Jehovas ånd og den dermed følgende enhed er for vor organisation, hvad olie er for et maskineri.

8. Hvorfor er dårlige bekendtskaber så dårlige?

⁸ En anden kampregel forbyder slet omgang. Venner fra den gamle verden bliver ved at hænge på hos nogle. Andre hænger i dårskab på hos deres venner fra den gamle verden. Paulus formaner: „Lad jer ikke lede vild! Slet omgang fordærver gode sæder.“ (1 Kor. 15:33) Selv i organisationen er der nogle, som har den gamle verdens vaner. De virker som surdej. Surdejen gennemsyrer hele dit liv, og såfremt du ikke ophører med at have samkvem med slette mennesker, vil du tabe løbet. (1 Kor. 5:9, 10; 6:9, 10) Det er en afbrydelse af træningen og vil volde åndelig muskelslaphed. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt en mand er en „flink fyr“. „En flink fyr“ kan være godt selskab, men er han teokratisk selskab? Hvis ikke, så undgå ham. Løb kun sammen med dem, som er med i løbet. Husk det gamle ordsprog: „Krage søger mage.“ Måske husker du den gamle historie om bondens svane, der altid svømmede sammen med tranerne. Tranerne ødelagde bondens høst, så han besluttede sig til at skyde dem. Han dræbte tranerne og med dem den skønne svane, hans præmiesvane. Kom ikke til at undgælde sammen med andre i Harmagedonslaget i lighed med denne, skønne, men uheldige svane.

9. Hvad må vi udvise for ikke at blive forkastet?

⁹ Paulus skrev, at „enhver, der tager del i en idrætskamp, udviser selvbeherskelse i alle ting. . . . men jeg tyranniserer mit legeme og fører det som en træl, for at ikke jeg, efter at jeg har prædiket for andre, af en eller anden grund selv skal blive forkastet“. (1 Kor. 9:24-27, NW) Kampdeltagerne i fortiden viste selvbeherskelse i hele deres adfærd, i deres liv, i deres spisevaner, i deres omgang med andre, i deres nydelse af vin og i fornøjelser. De undgik alt, hvad der kunne skade eller modvirke deres træning. Således må vi teokratiske kampdeltagere også hver især vise selvbeherskelse, for at kunne vinde sejr.

10, 11. Hvilken regel er den vigtigste? Hvilken er den sidste, og hvilken forbindelse er der mellem de to?

¹⁰ Vi vil slutte vor betragtning af reglerne og deres virkning med at fremhæve den vigtigste af alle reglerne, kærlighed. Paulus sagde, at hvis vi ikke ejer kærlighed, er vi 1) som et rungende malm eller en klingende bjælde, 2) som intet og 3) som nogle, der ikke har fået det ringeste udbytte. (1 Kor. 13:1-3) Jesus fastsatte denne regel, da han bød: „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind og med hele din styrke . . . Du skal elske din næste som dig selv. Noget andet bud større end disse gives ikke.“ — Mark. 12:30, 31, NW.

¹¹ Indse dog, at der er ingen tid at spilde. (Ef. 5:16; Åb. 10:6) Lær reglerne nøje at kende og lær, hvordan de skal anvendes. Før dem ud i praksis. Overhold reglerne, og du vil vinde sejr og undgå ulykke. Den sidste regel er altså, at vi skal overholde alle løbets eller idrætskampens regler, således som Jesus sagde: „Hvis I elsker mig, vil I holde mine befalinger!“ (Joh. 14:15, NW) Vi må følge alle reglerne, for vi kan ikke ustraffet overtræde en eneste af dem.

Fremtrædende kampdeltagere, der vandt

12-14. Hvordan viste Jesus sig som en enestående og sejrrig kampdeltager, og hvilken belønning fik han?

¹² Vi kan ikke forlade dette emne om deltagelse i de teokratiske kampe uden at omtale nogle af Jehovas mest fremtrædende forkæmpere for troen, frygtløse stridsmænd og udholdende løbere.

¹³ Den største af alle kampdeltagere på Jehovas hold er vor leder, Jesus Kristus. Eftersom han er vort forbillede, vil vi først betragte ham. (1 Pet. 2:21) Den første store forhindring, han mødte under sit løb, var tilbudet om, at han kunne få alle denne verdens riger i eje. Jesus fortsatte støt sit løb ved at give Djævelen følgende svar: „Gå bort, Satan! Thi der står skrevet: „Det er Jehova din Gud, du skal tilbede, og det er ham alene, du skal yde hellig tjeneste.““ (Matt. 4:10, NW) En anden forhindring, som Satan opstillede på Jesu løbebane, var Peter og hans jordbundne og gudløse tænkemåde. Peter tog Jesus til side og gjorde kraftige indvendinger mod den fortræd, der truede Jesus, og sagde til ham: „Vær god mod dig selv, Herre.“ Fik dette Jesus til at standse op? Han svarede: „Vig bag mig, Satan! Du er mig en anstødssten.“ (Matt. 16:22, 23, NW) Dengang Jesus blev ført for Pilatus, kæmpede han også for troen, da han sagde til ham: „I denne hensigt er jeg blevet født, og i denne hensigt er jeg kommet til verden, at jeg skulle vidne om sandheden.“ — Joh. 18:37, NW.

¹⁴ Kort tid efter befandt Jesus sig fuldstændig alene, uden ledsagere. Han løb den sidste strækning helt alene, ladt i stikken af sine tilhængere, men han forblev trofast lige til enden. Han satte alt ind på løbet, selve livet. Hans klæder blev revet af ham, og han blev naglet til pælen med en tornekrans på hovedet. For alle så det ud, som om Jehova fuldstændig havde forladt ham. I Satans og hans jordiske redskabers øjne døde Jesus som en forbryder. Hastigt ændrede Jehova billedet lige for øjnene af Satan. Inden tre dage var gået, belønnede Jehova Jesus med en opstandelse til evigt liv, og nogle få uger senere steg han til himmelen for at sætte sig ved sin Guds og Faders højre hånd. — Sl. 110:1; Joh. 20:17.

15. Hvilket eksempel på en sejrrig deltager var Stefanus? Paulus?

¹⁵ Stefanus var så vidt vides den første af Jesu Kristi efterfølgere, der trofast fuldendte sit løb, efter at Jesus havde afsluttet sit. Han kæmpede sin sidste kamp i kløerne på sine fjender. Selv mens de stenede ham til døde, forkyndte han. Han løb og vandt sejrskransen. Døden fravristede ham ikke belønningen. En anden sejrvinder var Paulus, som tog mange forhindringer, der blev stillet for ham på hans løbebane. Læg mærke til hans beretning i 2 Korinter 11, versene 23 til 27. Han siger her, at han har „tit været i fængsel, fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. Af jøderne har jeg fem gange fået „fyrretyve slag på ét nær“. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder“. Senere tilføjede Paulus: „Løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.“ — 2 Tim. 4:7.

16, 17. Hvorledes godtgjorde de tre hebræere og Samson, at de var på det sejrende „hold“? Hvad førte det til for hver af dem?

¹⁶ På et endnu tidligere tidspunkt har vi eksempler på mennesker, der viste en enestående tro på Jehova, nemlig Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Disse tre trofaste hebræere fik befaling til at bøje sig for og tilbede en guldbilledstøtte, der stod opstillet på dalsletten Dura. Ville de nægte at gøre det, selv om det betød, at de ville blive kastet i den gloende ovn? De havde begyndt på løbet, og de ville fortsætte, så med største sindsro sagde de til kongen: „Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“ Deres frygtløse trods gjorde kongen rasende. Han befalede, at ovnen skulle gøres syv gange hedere end ellers, og at de tre mænd skulle kastes i den. De veg ikke en hårsbred, de nægtede at bøje sig — de blev på kampholdet. Så tog man dem og kastede dem i den brølende ild i den ekstra ophedede ovn. Som en belønning fra Jehova kom de uskadte ud af flammerne. Sejren var deres på grund af deres tro og udholdenhed. — Dan. 3:1-27.

¹⁷ Lad os ikke glemme Samson. I sine fjenders vold måtte Samson dreje kværnen i fangehuset, til hans hår atter var vokset ud. Han tænkte på den forsmædelse, de fjendske filistre, der stak hans øjne ud, havde tilføjet hans Gud, Jehova, og ham selv, mens deres hån og spot og piskeslag regnede ned over ham. Hans følelser arbejdede i ham, til de nåede kogepunktet, og han brændte efter at hævde og herliggøre Jehovas navn. Han vidste, at han ville sætte livet på spil under den sidste kamp. Til ophøjelse af Jehovas navn lagde han af hele sit hjerte alle kræfterne i den sidste dyst i filisternes tempel, hvor filisterne festede for deres gud Dagon. Han vidste, kampen ville koste ham livet. Men alligevel sagde han: „„Herre Jehova, kom mig i hu og giv mig kraft kun denne ene gang, o Gud, og lad mig hævne mig på filisterne for det ene af mine to øjne.“ Så stemmede Samson imod de to midtersøjler, hvorpå huset hvilede solidt, og fik tag i dem, den ene med højre og den anden med venstre hånd. Og Samson sagde: „Lad min sjæl dø sammen med filisterne.“ Derpå bøjede han sig med kraft, og huset styrtede sammen over de ypperste fyrster og alle folkene derinde, således at dem, han dræbte ved sin egen død, var flere end dem, han havde dræbt i sin levetid.“ — Dom. 16:28-30, NW.

18. I hvilken særlig styrkeprøve viste David sig at være en uforfærdet kampdeltager?

¹⁸ En anden uforfærdet kampdeltager var David. Selv i sin ungdom var han et billede på selve frygtløsheden. Han lod sig ikke skræmme til at forlade kampen. Han var frimodig i Jehova. Goliat havde udfordret den almægtige Gud og hans folk, og den unge David kogte af retfærdig harme over denne krænkelse af hans Gud, Jehova. Han spurgte vredt: „„Hvem er vel denne uomskårne filister, at han vover at håne den levende Guds slagrækker?“ . . . Men David sagde til Saul: „Din træl har vogtet sin faders småkvæg; og kom der en løve eller en bjørn og slæbte et dyr bort fra hjorden, løb jeg efter den og slog den og rev det ud af gabet på den; kastede den sig så over mig, greb jeg den i skægget og slog den ihjel. Både bjørn og løve har din træl dræbt, og det skal gå denne uomskårne filister som en af dem; thi han har hånet den levende Guds slagrækker!““ Frygtløst meldte David sig til kampen. Skønt han var ganske ung, gik han modigt denne storskryder, kæmpen Goliat, i møde. David råbte til filisteren: „Du kommer imod mig med sværd og spyd og kastevåben, men jeg kommer imod dig i hærskarers [Jehovas], Israels slagrækkers Guds, navn, ham, du har hånet.“ Læg mærke til modsætningen: En kæmpe iført rustning, en trænet kriger, stående over for en ganske ung knøs i hyrdeklæder kun udrustet med en slynge og nogle få sten! Men flygtede David fra kamppladsen? Var han bange for at miste livet? Trak han sig ud af slaget? Uden den mindste skælven i stemmen råbte han: „I dag giver [Jehova] dig i min hånd; jeg skal slå dig ned og hugge hovedet af dig . . . for at hele jorden kan kende, at der er en Gud i Israel.“ (1 Sam. 17:26, 34-36, 45, 46) Med slyngen i hånden sigtede David uden at fejle mod kæmpens pande. Han ramte plet! Jehova gav David sejr. Kæmpen faldt død om. På grund af sin frygtløshed og sin kærlighed til Jehova nævnes David blandt dem, der opnåede Jehovas godkendelse. (Hebr. 11:32-34) Sejrskransen er ham vis.

19. Hvorfor opregnede Paulus nogle af disse sejrende kampdeltagere i Hebræerne 11?

¹⁹ Paulus nævnte nogle af disse sejrrige forkæmpere for troen under sin omtale af Jehovas vidner i fortiden for at opmuntre os på denne dag til at løbe med udholdenhed og vinde sejr, således som de gjorde. Til gavn for os skrev Paulus: „Så lad da også os, fordi vi har så stor en sky af vidner omkring os, aflægge alt det, som tynger, og synden, som så let besnærer os, og lad os med udholdenhed løbe det løb, der ligger foran os, mens vi intenst retter blikket mod vor tros leder og fuldender, Jesus.“ — Hebr. 12:1, 2, NW.

20-22. Hvilken færd fører til død, og hvilken fører til, at man vinder sejrsprisen, liv i Guds nye verden?

²⁰ Nu er spørgsmålet: Vil du være blandt de aktive kristne, der løber således, at de opnår livets sejrskrans? Eller vil du være en af de uvirksomme pagtsbrydere eller en af de lade, der viljeløst lader sig føre hen til deres egen undergang i en evig død? (Rom. 1:28-32) Vær ikke uvirksom og lad, for doven til endog at tage næring til dig, for så vil du dø. (Ordsp. 19:24; 14:14) Husk, hvis du ikke aktivt er for Jesus, er du imod ham og vil lide samme skæbne som hans fjender. (Matt. 12:30) Har du forvildet dig bort fra den afstukne, løbebane ud i uvirksomhedens hængedynd? Så tag dig sammen, vend om og få fast grund under fødderne igen! Den mest spændende og den sidste af alle styrkeprøver, Harmagedonslaget, er lige foran os. Lad os alle ved vor aktivitet „kæmpe en hård kamp“ for troen og sejre. — Jud. 3, NW.

²¹ Måtte vi alle ved synet af det sejrende riges oprettelse i himmelen og med Jehovas ransagende blik hvilende på os beslutte os til at sky inaktivitet og undgå døden. Lad os i stedet ved vor aktivitet vinde sejrskransen, LIV i den nye, verden under Jehovas rige.