Liberia forbereder sig på vækst

En fortsættelse af rapporten fra den rejse, præsidenten for Vagttaarnsselskabet, N. H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel, for nylig foretog i Afrika.

MILTON HENSCHEL var steget af den Pan American-maskine, vi havde taget plads i hjemme i New York, og han skulle nu videre med en anden forbindelse for at besøge Jehovas vidner i Sierra Leone. Det var min plan at besøge brødrene i Monrovia, Liberia, og derfor blev jeg i maskinen og fløj videre til Roberts Field, en lufthavn, der ligger ca. 85 km uden for denne by, som er landets hovedstad. Efter at vi havde lagt Dakar bag os, kom vor maskine ind i en storm, og det mest imponerende fyrværkeri, jeg nogen sinde har set, udfoldede sig neden under os. Store flade-lyn sprang fra sky til sky, og zig zag-formede ildkiler for igennem skyerne og ned på jorden. Det var et pragtfuldt syn, og vi iagttog det i en halv time. Stewarden sagde, at lynene ofte slår ned i flyvemaskinen, men da vi var ca. 5500 meter over havoverfladen, slap vi denne gang.

Maskinen ankom til sit bestemmelsessted efter midnat, og der var ti brødre for at tage imod mig; de var kommet i en lastvogn, som de havde lejet. Da vi kørte igennem en af Firestones gummiplantager, kunne vi i skæret fra billygterne se, at der hang små skåle på træstammerne til opsamling af træernes saft, hvoraf der laves gummi. Samtalen med brødrene gjorde turen til Monrovia interessant, og vi ankom trætte og søvnige klokken to om morgenen.

Stævnet begyndte klokken 9 næste morgen i rigssalen, som er missionærhjemmets forhal, og der var 36 til stede. Da de var gået ud i forkyndergerningen, havde jeg et møde med missionærerne for at tale med dem om deres problemer. Der tiltrænges et umådeligt arbejde i Liberia, og disse missionærer ønskede at være med til det.

Liberia er Afrikas eneste negerrepublik, og alle dens politikere fra præsidenten og nedefter er efterkommere af amerikanske negre, der vendte tilbage til Liberia for at danne deres egen regering, efter at slaverne var blevet frigivet i de Forenede Stater. De har haft godt held med sig i dette.

På grund af det missionærarbejde, der blev gjort blandt landets oprindelige indbyggere, spiller religion en stor rolle for regeringen. Præsidenten er præst, og han prædiker stadig for sin menighed. Mange embedsmænd var præster, før de blev sat på deres nuværende poster.

I løbet af de sidste ti år er der sket betydelige forbedringer i byen Monrovia. Nogle gader er blevet brolagt, der er blevet indlagt vand og opført mange bygninger. Et af regeringens sidste nye bygningsværker er Centennial Pavilion, en smuk bygning, der ville være en pryd for ethvert land.

For cirka seks år siden sendte Vagttaarnsselskabet farvede missionærer til Liberia, og siden har arbejdet været i stadig fremgang. I øjeblikket er der to gode menigheder, een i Monrovia og den anden i Kap Palmas, som tilsammen har nået en rekord på 67 forkyndere af det gode budskab. I 1952 blev der sendt to missionærer mere dertil, for at de kunne hjælpe med arbejdet; og mens jeg var der, blev der oprettet et afdelingskontor.

Der er blevet udført et stort arbejde i byerne Monrovia og Kap Palmas, men nu er tiden kommet, da forkynderne også må ud i de mindre byer, landsbyer og „bushen“ med Rigets budskab. Der blev truffet arrangementer til, at dette arbejde kan udføres i år og i tiden fremover. Det kræver, at forkynderne lærer de oprindelige indbyggeres dialekter, og derfor blev missionærerne opfordret til at gøre en kraftig anstrengelse for at lære mindst een af de mest udbredte dialekter. Nogle af de indfødte heltidsforkyndere kender disse dialekter, men det vil være nødvendigt, at de bliver oplært i endnu et halvt år sammen med missionærerne, før de er så modne med hensyn til kundskab om Jehovas hensigter og så dygtige til at forkynde, at de kan udføre arbejdet i „bushen“ iblandt stammerne. Alle de indfødte brødre er ivrige efter at blive i stand til det.

Onsdag aften var vort stævne vokset fra 36 deltagere til 76, og det gjorde det nødvendigt for os at bruge missionærhjemmets gård til vore møder. Med mellemrum blev konventets møder forstyrret af mindre grupper såkaldte kristne, der gik syngende gennem gaderne og samlede penge ind. Deres sang, slag på kedler og trommer og deres uhyggelige musik lød imidlertid mere som hedenskab end som kristendom.

Den offentlige forkyndelse

Hele torsdag den 20. november var vi travlt optaget af at organisere det liberianske afdelingskontor og holde stævne. Til eftermiddagens og aftenens møder brugte vi den smukke Centennial Pavilion. Det var en stor glæde at høre mange af de indfødte brødre tale ved møderne, og deres demonstrationer var interessante, underholdende og belærende.

Det offentlige foredrag blev holdt klokken 19.30, og emnet var „Det er på tide at lære Guds vej at kende“. Alle brødrene blev meget glade, da de fik at vide, at 403 havde overværet foredraget, deriblandt en hel del af regeringens embedsmænd. Fem og fyrre af dem lyttede ved højttalerne udenfor, skønt salen ikke var helt fuld. De var for generte til at komme ind i en så smuk sal. Det skete for øvrigt også undertiden ved kredsens møder i rigssalen. Efter foredraget blev der stillet en mængde spørgsmål, og en del af de tilstedeværende opgav deres adresse, så de kunne få flere oplysninger. Uden tvivl vil det resultere i mange nye bibelstudier.

Det blev ordnet sådan, at radiospeakeren havde et interview med mig fredag aften over regeringens radiostation. Han stillede en del spørgsmål angående hensigten med mit besøg i Monrovia og vort arbejdes udbredelse og fremgang. Hans sidste spørgsmål, der drejede sig om, hvad jeg havde sagt i det offentlige foredrag, gav mig en god lejlighed til at opsummere foredraget og påpege, at Guds rige er menneskets eneste håb. Denne radiostation sender langs hele kysten, og der blev sagt, at den har mange lyttere. Senere havde jeg lejlighed til at tale længe med stationens leder om vort budskab.

Det var nu på tide, at vi tog ud til Roberts Field. Jeg skulle nå maskinen, der mellemlandede der ved midnat, for at komme med til Johannesburg. Den nyudnævnte landstjener, broder Klinck, og jeg kørte til lufthavnen i en station wagon. Da vi var ankommet dertil, talte vi sammen næsten til midnat om mange detailler i forbindelse med missionsarbejdet i Liberia, og da fik vi at vide, at vor maskine var tre timer forsinket. Vi brugte ventetiden til at få nogen søvn, og så erfarede vi, at maskinen ville være halvanden time mere forsinket.

Klokken 4.30 hørte vi den store DC-6 drøne oven over os. Vi gik udenfor, og da vi så de klare stjerner på den skyfrie himmel, indstillede jeg mig på, at jeg i løbet af en times tid ville være på vej til mit bestemmelsessted. Men med eet blev det meddelt over højttaleren, at maskinen ikke ville lande, men flyve direkte til Accra. Senere blev det fortalt os, at der hang en fem meter høj tåge over landingspladsen, hvilket umuliggjorde landingen. Næste maskine på denne rute kom fire dage senere.

Det var ikke bare mig og de seks andre, der havde ønsket at komme med maskinen, der var skuffede, men også sytten passagerer i flyveren, som skulle have været af på Roberts Field. De kom nu med til Accra og kunne først komme tilbage to dage senere.

Eftersom jeg havde fuldført det arbejde, jeg var kommet til Monrovia for at gøre, så jeg ingen grund til at køre de 85 kilometer tilbage, særlig i betragtning af, at det var umuligt at få hotelværelse i Monrovia, og der ikke var noget ledigt værelse på missionærhjemmet, hvor jeg kunne arbejde. Derfor tog jeg imod Fan Americans indbydelse til at blive på flyvestationen på deres regning. Der var roligt og stille, og skønt det var meget varmt, kunne jeg udføre en del arbejde, jeg havde med mig, og sende det hjem.

Tirsdag kom nogle brødre ud for at sige farvel til mig. Det gav os lejlighed til at tale sammen i nogle timer om opførelsen af et nyt missionærhjem og en ny rigssal. I de forløbne fire dage havde brødrene været travlt optaget af at se på grunde, indhente tilbud og lægge planer. Vi talte nu om det, og der blev til sidst truffet bestemmelse angående missionærernes og afdelingskontorets husrum. Vi spiste til middag sammen, og klokken ni om aftenen tog de af sted. Jeg regnede med at skulle rejse ved midnat. Denne gang landede maskinen, og vi startede kort efter.

Jeg glædede mig til at hilse på brødrene i Accra, selv om myndighederne, der nægter alle repræsentanter for Vagttaarnsselskabet adgang til landet, ikke ville give mig opholdstilladelse. Brødrene havde ventet mig fire dage tidligere, men da jeg nu ankom klokken tre om morgenen, var landstjeneren og en del brødre fra kontoret der. Jeg havde den glæde at tale med dem i tre kvarter om situationen i Accra.

Aviserne var fulde af beretninger om Mr. Knorr, der ikke kunne få lov at komme ind i landet, og de ønskede at vide hvorfor. Det var en stor glæde for mig at høre, at brødrene i disse dage havde haft et vidunderligt stævne. Otte tusinde brødre fra alle dele af landet havde været forsamlet i Accra, og der var blevet aflagt et enormt vidnesbyrd. Ved det offentlige foredrag var der 15.000 til stede, og landstjeneren talte over samme emne, som jeg ville have brugt, så de hørte, at Riget er verdens eneste håb.