„Vagttaarnet“, dets navn og opgave
HVORFOR kaldes dette blad for „Vagttaarnet“? Har navnet nogen bibelsk baggrund og betydning? Hvad er hensigten med dette blad? Fylder det et behov, som ikke dækkes af de hundreder af andre blade, som i en stadig strøm tilflyder aviskioskerne? Vagttaarnet står alene på sit felt, og dets værdi er umålelig i penge. Hvilke kendsgerninger beviser, at det forholder sig således?
Bibelen omtaler mange gange tårne. Det var høje bygningsværker, og de var opført forskellige steder, hvor de trådte skarpt frem blandt det gamle Israels øvrige arkitektur. Tit fandtes de i vingårde, således som Jesus viser det i lignelsen om vingårdsmanden. (Es. 5:2; Matt. 21:33) Tårne, hvorfra man havde god udsigt over omgivelserne, byggedes bag befæstede byers mure såvel som oppe på selve murene for at tjene som udkigsposter og særlige forstærkede fæstningsværker. (2 Kong. 17:9; 18:8; 2 Krøn. 26:9, 10, 15) Bogstavelige tårne anvendtes som tilflugtssteder, og Jehova Gud omtales derfor som et stærkt tårn for dem, der stoler på ham. — Dom. 9:51, 52; Salme 61:4; Ords. 18:10.
Vægtere var posteret på tårnene for at holde udkig og forhindre overraskende angreb af fjender eller for at udråbe vigtige nyheder, efterhånden som de iagttog dem fra deres udkigsposter, det være sig gode eller dårlige nyheder. (2 Kong. 9:17) Det var deres pligt at være årvågne og spejde og advare. For det forbilledlige Teokrati gjaldt det imidlertid, at „dersom Jehova ikke vogter byen, våger vægteren forgæves“. — Salme 127:1.
Denne forbindelse mellem Jehova Gud og vægterne i vagttårnet var dog endnu vigtigere i de mænds tilfælde, som var udset til at holde udkig efter budskaber fra Herren og advare mod farer, som truede den israelitiske nations åndelige velfærd. Forståelse af de pligter, som påhvilede de i bogstavelige tårne posterede vægtere, hjælper os til at forstå det ansvar i forbindelse med tjenesten, som påhvilede de mænd, der var sat til vægtere på den mere betydningsfulde åndelige front. Habakkuk var en af disse, og han sagde: „På mit vagttårn vil jeg stå, på min post på tårnet, spejdende for at se, hvad han vil tale til mig, hvilket svar han vil give på min bøn.“ — Hab. 2:1, Mo.
Vægterens opgave
Vægterens opgave defineres mere indgående for os i Ezekiels tilfælde. Selv om han ikke stod i noget bogstaveligt vagttårn på nogen bymur, taler Jehova alligevel til ham på følgende måde: „Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: Du skal visselig dø! og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed og sin vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl. Og når en retfærdig vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, og jeg lægger anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin synd, og den retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din sjæl.“ — Es. 3:17-21.
Ikke alene garanteres vægterens egen frelse ved, at han trofast udfører de ham pålagte pligter, men der åbner sig også en lejlighed til liv for de gudløse, som giver agt på vægterens advarsel. Jehovas barmhjertige løfte lyder da: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra jeres onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus? . . . Og når jeg siger til den gudløse: Du skal visselig dø! og han omvender sig fra sin synd og gør ret og skel, idet han giver pant tilbage, godtgør, hvad han har ranet, og følger livets bud uden at øve uret, så skal han leve og ikke dø; ingen af de synder, han har gjort, skal tilregnes ham; han har gjort ret og skel, visselig skal han leve.“ — Es. 33:11, 14-16.
Nutidens vægtere
I vore dage indtager gejstligheden inden for kristenhedens ortodokse religioner stillingen som vægtere for nationernes åndelige velfærd. På grund af deres uddannelse burde de i deres stillinger være højt hævet over vor tids begær og fordomme, så at sige befinde sig i et højt vagttårn, der hævede dem over de verdslige stridigheder og gav dem lejlighed til at få et klart udsyn over tingene, uhindret af de mange former for partiskhed og ensidig indstilling, som nu i tiden gør mennesker blinde. De burde være i stand til at betragte begivenhederne ud fra de bibelske profetiers synsvinkel og lægge mærke til de betydningsfulde tildragelser, der udgør en advarsel om en sig nærmende fare eller fremtræder som et for sindet og hjertet opmuntrende tegn på kommende bedre tider. De burde være modtagelige for Guds ledelse, vågne for hans forskrifter, hurtige til at kundgøre hans ord.
Men opfylder de disse høje krav, der stilles vægtere? Når de taler om de nuværende vanskeligheder, som krig og den fallerede moral fremkalder, får deres foreslåede lægemidler dem da ikke til mere at minde om politikere og socialrådgivere end om Guds tjenere? Er de ikke blinde for tidernes tegn? Tavse, når det drejer sig om at forkynde et upopulært advarselsbudskab? Sover de ikke over for den praktiske bibelske sandhed, at Kristi rige er menneskenes eneste håb? Men de skal nok være vågne, når det drejer sig om at fremme deres egne interesser, fremme deres egen kirkes sag, forøge deres egen betydning, styrke deres popularitet eller forhøje deres indkomster! Man kan sige, hvad man vil, men en ærlig undersøgelse viser dog, hvor godt beskrivelsen af forrige tiders utro vægtere passer på dem: „Blinde er alle dets vogtere, intet ved de, alle er stumme hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker søvn; grådige er de hunde, kender ikke til mæthed. Og sådanne folk er hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin vej, hver søger sin fordel.“ — Es. 56:10, 11.
På den anden side finder man ved en ærlig undersøgelse, at der også er en gruppe, som kan ligestilles med den trofaste vægter Ezekiel, der fuldførte sin opgave: „Hører du et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig.“ Hvad er det for en gruppe, der i vor tid står som en trofast vægter og ikke tøver med frimodigt at forkynde Guds budskab, selv om det indeholder en upopulær advarsel? Det er Jesu Kristi salvede efterfølgere, der nu findes på jorden, og som i harmoni med skriften kaldes Jehovas vidner. (Matt. 24:45-47; Es. 43:10-12, AS) De retter sig efter den guddommelige befaling om ikke at være en del af denne verden, og de stiller sig derfor neutrale over for dens anliggender. (2 Tim. 2:4; Jak. 4:4) De taler Guds ord, ikke menneskers. De ser på Guds vej, ikke menneskers.
Følgende eksempel belyser dette: Når Jehovas vidner giver agt på de nuværende forhold, ser hvorledes selviske pralhalse og gudsbespottere skyder op af jorden som paddehatte, lægger mærke til den tiltagende kriminalitet, og ser, hvordan det skorter på uselvisk kærlighed, betragter alle forfølgere og pagtsbrydere og erkender, at denne forlystelsessyge verden hyklerisk påtager sig et ydre skin af gudfrygtighed, men ikke har nogen sand kærlighed til Gud, så indser de trofaste vidner, at alt dette udgør de forudbebudede tegn på „de sidste dage“. (2 Tim. 3:1-5; Jak. 5:1-6) Når de ser, hvorledes menneskeheden må nedsluge koncentrerede doser af krig, hungersnød, pest, jordskælv, grusom forfølgelse af kristne og mislykkede politiske forsøg på at styre verden gennem internationale sammenslutninger, så kører de ikke frem med den forslidte frase om, at historien gentager sig. De har deres øjne åbne for bibelens profetier og ser derfor i disse ting en opfyldelse af profetierne. (Matt. 24:3-21; Luk. 21:25, 26) De har øjne, som ser, og ører, som hører, sind, som fornemmer, og tunger, som er ivrige efter at tale. (Matt. 13:14-17; Ef. 1:18) Dertil kommer, at de bliver oplyst, så de kan se, at de nuværende vanskeligheder snart skal give plads for en kommende ny verden af retfærdighed. — Luk. 21:28-32.
Bladet „Vagttaarnet“
Men hvad har alt dette at gøre med bladet Vagttaarnet? En hel del, thi Vagttaarnet er nutidens vægterklasses officielle stemme. Ligesom bogstavelige tårne var beliggende på udsigtspunkter, som frembød en vidtstrakt udsigt, således er Vagttaarnet grundlagt på selve visdommens tinde, Guds ord, bibelen. Det hæver sig op over partistridigheder, fordomme, begærlighed, propaganda, partiskhed, nationale eller racemæssige fordomme, og det er frigjort for indflydelser, som kan ændre eller forkvakle dets synspunkt. Dets syn er ikke begrænset eller snævert, men tager tværtimod alt i betragtning og er tilmed vidtskuende nok til at spejde ind i fremtiden ved hjælp af de nedskrevne inspirerede profetier. Vagttaarnet betragter nutidens forhold og begivenheder i lyset af Guds ord, og det er modtageligt for Jehovas budskab og hurtigt til at kundgøre hans sandheder og domme. Jehova giver vægterklassen følgende befaling: „Råb højt, spar ikke din strube, løft din røst som basunen, forkynd mit folk dets brøde.“ (Es. 58:1) Som en røst eller et talerør for vægterklassen har Vagttaarnet udbasuneret deres synder, som bekender sig til at tjene Gud, og for tiden hæver det sin røst på fem og tredive sprog og høres overalt blandt jordens nationer.
Betragtet i dette lys kan Vagttaarnet siges at stå som en vægter på sin udkigspost, årvågen over for alt, hvad der sker omkring det, rede til at give agt på tegn, som varsler fare, hurtig til at udpege vejen til evigt liv i en ny verden. Det kundgør nyhederne om Jehovas rige, der er blevet oprettet ved, at Kristus er blevet sat på tronen i himmelen, advarer om, at vi lever i denne gamle verdens sidste dage, råber ud, at Jehovas krig ved Harmagedon hastigt nærmer sig, bringer åndelig føde til medarvingerne til Riget, opmuntrer retsindige mennesker ved at vise dem de herlige udsigter til evigt liv på en paradisisk jord, og trøster os med løftet om opstandelsen for de døde. Vagttaarnet gør alt dette med en tillidsfuld klang i stemmen, fordi dets tale er grundet på Guds ord. Det er ikke en blind og døv vægter, men forsøger at holde sig i harmoni med Gud ved at granske hans ord og være modtagelig for hans ledelse. Det har stadig øjnene åbne for profetierne, så det ved, hvad det skal spejde efter i verdensbegivenhederne, og således at det forstår betydningen af det, det ser. Det søger ikke i egen kraft at udlægge profetierne, men henleder opmærksomheden på forholdene, som de virkelig er, og fremlægger dem side om side med profetierne. På den måde kan De selv overbevise Dem om, hvor fuldstændigt profetierne og begivenhederne stemmer overens, og hvor nøjagtigt Jehova tyder sine profetier. — 2 Peter 1:20, 21.
Dette blads opgave er derfor at holde hele sin opmærksomhed skarpt og vedholdende fæstet på bibelens sandheder, på de verdensbegivenheder, som opfylder dens profetier, og på religiøse nyheder i al almindelighed. Tid efter anden vil det nedbryde religiøse usandheder, således at bibelske sandheder kan bygges op i deres sted. Et sådant tosidet arbejde er befalet i skriften og er til gavn for alle mennesker med den rette hjertetilstand. (Jer. 1:10; Hebr. 12:5-13) Vagttaarnet hævder imidlertid ikke at være inspireret, heller ikke slår det sine udtalelser dogmatisk fast. Det opmuntrer sine læsere til omhyggeligt og kritisk at undersøge dets indhold i skriftens lys. Dets opgave er at hjælpe andre til at kende Jehova og hans hensigter med menneskeslægten og at forkynde Kristi oprettede rige som vort eneste håb.
Jehova Gud er sit folks lærer, men vi må „stå på vagt“ for at kunne opfange hans undervisning. „Så lad os ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru.“ Og til dem, der sover, må de vågne råbe: „Nu er det på høje tid at vågne op!“ (Es. 54:13; Rom. 13:11, KJ; 1 Tess. 5:6) Hvis De har sovet med hensyn til tidernes tegn, fordi De ikke har givet agt på verdensbegivenhederne i lyset af bibelens profetier, da bør De adlyde befalingen og vågne op og våge. Lad Vagttaarnet hjælpe Dem med at give agt på og rette Dem efter de formaninger, som leder til liv, thi det er dets opgave.
Vagttaarnet svarer til sit navn og opfylder sin mission. Det står alene på sit felt, og dets værdi kan ikke måles i mønt. Det forkynder Guds visdom, som er „mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den“. En sådan visdom er „et livets træ“. Vagttaarnet vinker ad Dem, for at De kan gribe fat i denne visdom og vinde liv i en ny verden uden ende. — Ords. 3:13-18; 8:10, 11; Ef. 3:21, KJ.
(The Watchtower, 15. august 1950)