Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g74 22/12 s. 6-7
  • Sæt Dem nogle meningsfyldte mål

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Sæt Dem nogle meningsfyldte mål
  • Vågn op! – 1974
  • Lignende materiale
  • I unge — har I „de mere vigtige ting“ som mål?
    Rigets Tjeneste – 1987
  • Hvordan kan jeg nå mine mål?
    Vågn op! – 2010
  • Sæt dig åndelige mål til pris for din Skaber
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2004
  • Hvordan du når dine åndelige mål
    Rigets Tjeneste – 2006
Se mere
Vågn op! – 1974
g74 22/12 s. 6-7

Sæt Dem nogle meningsfyldte mål

HVIS vi ønsker at gøre fremskridt og leve et indholdsrigt og meningsfyldt liv, må vi sætte os nogle mål. I stedet for modstandsløst at følge impulser og tilskyndelser må vi „svømme imod strømmen“; og for at kunne dét må vi sætte os nogle mål der kan motivere os til at gøre det.

Det første menneskepar, Adam og Eva, havde meningsfyldte mål. Det var deres Skaber, Jehova Gud, der havde sat dem. Han havde befalet: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ Dette påbud gav dem en hensigt med livet. Sørgeligt nok værdsatte de ikke de privilegier og muligheder som disse mål repræsenterede, de tabte dem af syne, og derved satte de livet og alle dets velsignelser over styr. — 1 Mos. 1:28; 3:1-19.

De fleste af os har naturligvis vores daglige rutine. Familieforsørgeren står op, vasker sig, klæder sig på, spiser og tager på arbejde. Husmoderen går i gang med sine pligter i hjemmet, og børnene tager af sted til skole. Men udfører vi disse daglige funktioner på en måde som om vi blev trukket af sted imod vores vilje, eller gør vi det ivrigt og med glæde, som for at nå et mål der er værd at stræbe efter? Og hvordan udnytter vi den fritid vi har efter at have ordnet de nødvendige pligter?

Der er simpelt hen ikke tid nok til alt det vi kunne tænke os at gøre. Hvis vi derfor ikke sætter os nogle mål, kan vi risikere at det mindre betydningsfulde fortrænger det mere betydningsfulde. I mange tilfælde er der ikke plads til begge dele, men man må vælge. Dette er også en af grundene til at man har givet rådet: „Hav aldrig for travlt til at bede.“

For kort tid siden blev en kristen forkynder overrasket da han fik at vide at en af hans venner var tilsluttet en spansktalende menighed og at en anden ven hørte til en fransktalende menighed. Han anede ikke at de kunne tale disse sprog, for deres modersmål var ellers engelsk. Hvordan havde de lært disse sprog? De havde sat sig det mål at lære at tale dem for at kunne være til større gavn. På mindre end et år kunne de tale de pågældende sprog flydende, og sådan havde de forøget deres muligheder for at hjælpe andre.

Selv om motivet til det måske ikke er af religiøs art, kan man have stort udbytte af at sætte sig som mål at lære et andet sprog. Det at lære et andet sprog forøger tænkeevnen, og derfor beriger det livet. Det kan også blive til nytte på andre måder — for eksempel på ens arbejdsplads, hvor det måske endda kan betyde lønforhøjelse.

Blandt andre meningsfyldte mål som nogle har sat sig kan nævnes det at lære maskinskrivning efter blindskriftsystemet, eller stenografi. Ved at sætte sig den slags mål og arbejde hen imod dem har mange udnyttet tid som de ellers ville have spildt, og til sidst har de tilegnet sig en færdighed som viste sig at være anstrengelserne værd.

Det at få regelmæssig motion er et mål som mange kunne sætte sig, medmindre de ikke i forvejen er fysisk aktive. Et regelmæssigt træningsprogram er gavnligt både for sindet og legemet, det kan give større sundhed og velvære og gøre én mindre modtagelig over for forkølelse og lignende. Ved at følge et motionsprogram på blot ti minutter om dagen — for eksempel radioens gymnastikprogrammer kan man opnå gode resultater.

Er Deres arbejde meget rutinepræget, sådan at De gør det samme dag efter dag, på samme måde og i samme tempo? Det kan naturligvis være kedsommeligt og gøre én træt af det hele. Hvorfor ikke sætte sig et mål som kan gøre det mere interessant eller udbytterigt? Findes der en måde hvorpå produktiviteten kan øges? Eller kan De forbedre arbejdets kvalitet? Kunne De blive hurtigere til det ved at gøre det samme med færre bevægelser? Hvis man sætter sig nogle af den slags mål bliver arbejdet mere interessant, humøret stiger og rent materielt kan udbyttet også stige, både for en selv og arbejdsgiveren.

En husmoder kunne sætte sig som mål at arbejde mere effektivt, sådan at arbejdet var fra hånden på mindre tid og med mindre anstrengelse, hvilket vil give mere tid til læsning eller hobby. Hun kunne også have det mål at variere sin madlavning og ind imellem glæde familien med en kulinarisk overraskelse. Måske finder De det svært at nå at skrive alle Deres breve. Det er let at forsømme brevskrivningen hvis man både skal nå sine daglige pligter, se fjernsyn og føre længere telefonsamtaler. Ved at sætte sig nogle mål i forbindelse med at besvare breve og skrive takkekort, „god bedring“-kort eller lykønskninger kan man blive til stor glæde for andre og vil også selv føle større glæde og tilfredshed. — Ap. G. 20:35.

I dag er der mange der betaler høje renter af lån de har optaget, blot fordi de ikke har som mål at nøjes med at leve efter deres indkomst. Hvor meget klogere ville det ikke være at gennemtænke sin økonomiske situation, afgøre hvor meget der kan bruges til føde, klæder, husly, fornøjelser og så videre, lægge et budget og derefter gøre en virkelig indsats for at holde sig inden for budgettet. På den måde ville der blive flere penge til rådighed, fordi man ville spare renterne. Og tænk på hvor mange bekymringer man ville spare sig!

Både indviede kristne og andre kan have stor gavn af at sætte sig personlige mål. At have nogle mål i forbindelse med personligt studium, bibellæsning, overværelse af menighedsmøder og tid til at dele Bibelens gode budskab med andre, kan hjælpe en til at anvende sin tid på en god måde. Og mål i forbindelse med de egenskaber der er en frugt af Guds ånd — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse — kan bidrage til ens åndelige vækst.

Men glem aldrig at kampen kun er halvt vundet ved at man sætter sig et mål, ja egentlig er det kun det første skridt. Sagen skal følges op, der må sættes noget ind på det. Det kræver målbevidst selvdisciplin, og i begyndelsen kommer man måske til kort. Men bliv alligevel ved med at prøve, giv ikke alt for hurtigt efter for Deres egne tilbøjeligheder eller for andres påvirkning, som måske nok er velment men ikke altid er et udtryk for visdom. Når De én gang har sat et mål, så hav det til stadighed for øje, medmindre De med tiden opdager at det var sat for højt eller ikke kunne gennemføres. Den kristne apostel Paulus gav engang et godt råd i forbindelse med at yde bidrag til medkristne der havde brug for hjælp: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte.“ Hvis De har sat Dem et klogt mål som er værd at stræbe efter, gør da som De har besluttet, hold Dem til målet! — 2 Kor. 9:7, New World Translation.

Lad Dem ikke føre med af strømmen. Sæt Dem nogle kloge mål, og få et rigere, mere meningsfyldt og mere indholdsrigt liv.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del