Jehovas vidner går fremad
EFTER at have læst om Jehovas vidner i nutiden kan vi ikke lade være med at tænke på Paulus’ ord til Timoteus: „Derfor påminder jeg dig om at opflamme den nådegave fra Gud, som du fik ved min håndspålæggelse. Thi Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds ånd. Skam dig derfor ikke ved at vidne om vor Herre, ej heller ved mig, hans fange; men vær med til at lide ondt for evangeliet ved den kraft, Gud giver.“ (2 Tim. 1:6-8) Disse ord passer også på vore forhold i dag. Jehovas vidner har sandelig ikke vist fejhed, men snarere kraft og kærlighed og besindighed. De har arbejdet ihærdigt og har lidt ondt for evangeliet! Jehovas vidner vil ikke holde sig tilbage, men fyldt med nidkærhed vil de fortsætte i dette enestående arbejde med at udbrede evangeliet.
Der er millioner af mennesker af alle nationaliteter som lægger mærke til Jehovas vidners nidkærhed; fredag den 9. april 1971 var 3.453.542 mennesker samlet i Jehovas vidners rigssale for at fejre mindet om Jesu Kristi død. De værdsætter det han gjorde for menneskeheden. De 1.590.793 af dette antal var Jehovas vidner som alle deltog i forkyndelsen af den gode nyhed sidste år, og et lignende antal havde et privat hjemmebibelstudium så de kunne forberede sig til at tage imod Guds ufortjente godhed gennem hans søn, Jesus Kristus. Nu da disse er begyndt at gøre fremskridt i åndelig henseende, vil du da hjælpe dem med at forblive på den rette vej? I årets løb har Jehovas vidners 27.154 menigheder holdt 1.190.748 offentlige møder, bibelske foredrag, til hjælp for alle disse næsten 31/2 million mennesker. Det er sandelig også storslået at 13.846 specialpionerer og missionærer, samt 81.655 almindelige pionerer og mange hundrede tusind menighedsforkyndere hjælper disse nye i sandheden til at lære Guds ord at kende og derefter tage del i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Samtidig har zone- og sektionstjenere ydet en udmærket tjeneste for menighederne, idet de har sørget for åndelig hjælp som vi alle har brug for. Desuden har zonestævnerne og sektionsstævnerne vist sig at være til virkelig vederkvægelse for Guds folk over hele jorden. Alt i alt blev der gjort en glimrende indsats for at forkynde evangeliet „ved den kraft, Gud giver“.
Watch Tower Society er også meget taknemmelig over at Jehovas vidner af hjertet har givet rundhåndede materielle bidrag — kroner 49.153.299,67 — som en hjælp til at missionærerne kan forblive i deres tildelte distrikter og specialpionererne i deres tjeneste, samt til at betale zonetjenernes og sektionstjenernes udgifter i forbindelse med at rejse rundt til menighederne. Vi værdsætter jeres gaver meget, brødre! Jeres bidrag har også været en hjælp i det store arbejde Watch Tower Society foretager i forbindelse med at bygge nye trykkerier og udstyre dem med maskiner til trykning af blade og andet læsestof som fortæller om den gode nyhed om Guds rige.
Betelfamiliernes medlemmer glæder sig meget over deres privilegier på afdelingskontorerne, og stiller sig villigt til rådighed for at lære at gøre rent, lave mad, vaske tøj, udføre kontorarbejde, betjene sættemaskiner og trykkemaskiner, indbinde bøger og afsende dem til alle dele af jorden. Det samlede arbejde der udføres på de 93 afdelingskontorer er enormt. Overalt hvor Jehovas vidner befinder sig ønsker de at leve op til deres indvielse til at gøre Guds vilje, hvilken opgave de så end får betroet.
For tredive år siden, i januar 1942, afsluttede broder Rutherford sin jordiske tjeneste, og der måtte foretages ændringer i ledelsen af Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania og andre indregistrerede selskaber som Jehovas vidner benyttede sig af. De resterende medlemmer af det styrende råd for Jehovas vidner blev ikke modløse, men fortsatte trofast bestræbelserne for at gøre Jehovas vilje, og det ses tydeligt at Jehova ved hjælp af sin hellige ånd har ledet og styret ’den tro og kloge tjenerskare’ og har velsignet dens synlige styrende råd helt op til vor tid.
Noget af det første det styrende råd traf beslutning om i 1942 var at indføre den teokratiske skole på betelhjemmet i Brooklyn, hvilket førte til at den teokratiske skole det følgende år blev påbegyndt i alle Jehovas vidners menigheder. I 1943 oprettede Selskabet så Vagttårnets bibelskole Gilead med det formål at oplære missionærer og sende dem ud til jordens fjerneste egne. I 1942 havde Selskabet femogtyve afdelingskontorer rundt om på jorden og den gode nyhed om Riget blev forkyndt i fireoghalvtreds lande. Efter tredive år under Jesu Kristi ledelse har Selskabet nu oprettet treoghalvfems afdelingskontorer og udbredt arbejdet med at forkynde Rigets gode budskab til 207 forskellige lande og områder.
I de forløbne tredive år har Jehovas vidners styrende råd haft den glæde at udarbejde over tres indbundne bøger, deriblandt tredive årbøger, og at sørge for fremstilling af 230.530.314 eksemplarer af Bibelen og forskellige bibelstudiebøger. I samme periode fik de også fremstillet 532.179.367 brochurer på hver 32 eller 64 sider. Disse er i stort omfang blevet brugt ved hjemmebibelstudier over hele jorden på mere end 160 sprog. I løbet af de sidste tre årtier er der blevet trykt og uddelt 2.206.704.870 eksemplarer af Vagttårnet, foruden 1.973.204.860 eksemplarer af Vågn op! Jehovas vidners verdensomspændende organisation har med andre ord på blot tredive år sørget for at 4.942.619.411 publikationer er blevet trykt til brug i Jehovas vidners evangeliseringsarbejde.
Jehovas vidners styrende råd fortsætter med at tilvejebringe åndelig føde, ikke blot til resten af ’den tro og kloge tjenerskare’, men også til en stor skare af mennesker som står foran Jehovas trone.
Nu ser vi med stor forventning frem til et nyt år, idet vi er Jehova taknemmelige for den styrke vi har og idet vi glæder os over at vi endnu har nogen tid til at forkynde den gode nyhed før enden kommer. Hvor er det vidunderligt som Jehovas kristne vidner at kunne tænke på denne opgave i forbindelse med Peters ord: „Ham elsker I uden at have set ham; på ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og forherliget glæde, idet I når troens mål, jeres sjæles frelse.“ (1 Pet. 1:8, 9) Det er rigtigt at Peter talte til de salvede, men den store skare af indviede kristne vidner for Jehova der står foran hans trone, føler på samme måde som de salvede gør. De elsker også Guds søn, Jesus Kristus, og ved at vise kærlighed til ham viser de inderlig kærlighed til Faderen, Jehova. De er alle besluttede på at være Jehovas kristne vidner i hele den tid der ligger foran, på at gøre hvad der end skal gøres for at aflægge et større vidnesbyrd til ære og pris for Jehovas navn.
Da afdelingstjenerne over hele verden indsendte deres årlige rapport bad de om at de kærligste hilsener fra brødrene i deres område måtte blive overbragt alle deres medarbejdere over hele verden, og dette kan vi bedst gøre gennem denne hilsen til alle Jehovas trofaste tjenere. Denne inderlige kristne kærlighed findes i alle kristne menigheder. Vi mærker alle enheden blandt Jehovas kristne vidner over hele verden. De vil fortsat råbe med høj røst, og sammen vil de adlyde befalingen: „Sig blandt nationerne: ’Jehova, selv er blevet konge.’“ — Sl. 96:10, NW.