Repetition af stof fra Den Teokratiske Skole
Følgende spørgsmål vil blive behandlet mundtligt på Den Teokratiske Skole i ugen fra 29. december 2003. Tilsynsmanden for Den Teokratiske Skole leder en 30 minutters mundtlig repetition af det stof som har været gennemgået i ugen fra 3. november til 29. december 2003. [Bemærk: Hvis der ikke er kildehenvisninger efter spørgsmålene, må man selv undersøge emnet for at finde svarene. — Se Den Teokratiske Skole — til gavn for kristne forkyndere, side 35-37.]
TALEEGENSKABER
1. Hvorfor er det så vigtigt at vi bruger Bibelen i forkyndelsesarbejdet? [be, s. 145, § 2 og rammen.] Det Bibelen siger, vil gøre større indtryk på åndelige „får“ end noget som helst vi kan finde på at sige. Det man ser med egne øjne i Bibelen, gør et særligt indtryk.
2. Hvilken betydning har den sammenhæng et skriftsted står i, for hvordan man skal lægge op til det? [be, s. 148, § 5] Sammenhængen viser hvilken person der er ophavsmand til det man vil citere. Det er for eksempel ikke alle salmer der er skrevet af David, og ikke hele Ordsprogenes Bog der er skrevet af Salomon. Sammenhængen kan også vise hvem ordene var henvendt til, hvilket emne udtalelsen gjaldt, og hvordan forholdene var da den bibelske beretning blev skrevet.
3. Hvorfor er det vigtigt at betone de rette ord når man læser op fra Bibelen, og hvordan kan man lære at betone rigtigt? [be, s. 151, § 2 og rammen.] Når man betoner de rette ord, træder ræsonnementet klart frem og bliver let at opfatte. Når man analyserer et skriftsted, må man spørge sig selv: ’Hvilke ord skal jeg betone for at opnå det jeg gerne vil?’
4. Hvordan kan vi følge Paulus’ tilskyndelse til at ’behandle sandhedens ord på rette måde’ når vi underviser andre, og hvorfor er det vigtigt? (2 Tim. 2:15) [be, s. 153, § 2 og rammen.] At ’behandle sandhedens ord på rette måde’ indebærer at vores forklaring af skriftsteder må være i overensstemmelse med Bibelens lære som et hele. Det betyder at vi må tage sammenhængen i betragtning og undgå private fortolkninger der bygger på personlige opfattelser eller menneskers filosofi. Det har betydning fordi det er Guds vilje at folk ’kommer til nøjagtig kundskab om sandheden’. (1 Tim. 2:3, 4)
5. Hvordan ’ræsonnerede Paulus ud fra Skrifterne’? (Apg. 17:2, 3) [be, s. 155, § 5, til s. 156, § 1] Paulus omtalte nogle træk af Jesu liv og tjeneste, påviste at disse var blevet forudsagt i De Hebraiske Skrifter og drog så en klar konklusion. Han citerede skriftsteder, trak ord eller udtryk frem og viste derefter hvad de betød.
OPGAVE NR. 1
6. Når vi under udarbejdelsen af et foredrag bruger vores vigtigste studieredskab, Bibelen, hvorfor er det da vigtigt at (1) se på versenes sammenhæng, (2) slå krydshenvisningerne efter og (3) bruge en bibelordbog? [be, s. 34, § 3, til s. 35, § 2] (1) Når man undersøger sammenhængen, vil man lettere kunne forstå meningen med et skriftsted og få nogle detaljer med som kan gøre fremstillingen mere levende. (2) Krydshenvisninger kan øge forståelsen og pege på opfyldelsen af en bibelprofeti eller et aspekt af Lovpagten. Andre krydshenvisninger refererer måske blot til en tilsvarende tanke eller til en biografisk eller geografisk omstændighed. (3) En bibelordbog kan hjælpe én til at finde skriftsteder om det emne man undersøger, og give et indtryk af det „mønster af sunde ord“ Bibelen indeholder. (2 Tim. 1:13)
7. Hvordan kommer sand loyalitet til udtryk, og hvem skal man være loyal over for? [w01 1/10, s. 22, 23] Eftersom loyalitet er synonymt med loyal hengivenhed, vil gerninger der udspringer af loyalitet, være til gensidig gavn for parterne. Hvis nogen viser os loyal hengivenhed, må vi til gengæld vise dem loyal hengivenhed. David havde mærket Jehovas loyale hengivenhed og følte sig derfor tilskyndet til at tilbede og prise ham. (Sl. 138:2) Loyalitet over for Jehova indbefatter at man er loyal over for hans skrevne ord og hans organisation. Vi må også være loyale over for vores ægtefælle, venner og familie i troen.
8. Hvad viser at Jehova nøje overholder tiden? (Dan. 11:35-40; Luk. 21:24) [si, s. 284, § 1] Da Jehovas engel gav synet angående „nordens konge“ og „sydens konge“, brugte han flere gange udtrykket „den fastsatte tid“. Mange andre skriftsteder viser at Jehova er præcis og fuldfører sine hensigter nøjagtig til tiden.
9. Hvad skal man have i tanke når man efter et dybtgående studium udvælger hvilke oplysninger man vil bruge i et foredrag? [be, s. 38] Brug kun oplysninger der bidrager med noget væsentlig til din fremstilling af emnet. Pas på at det du siger, ikke er forældet, men stemmer med vores sidst udgivne publikationer. Vær forsigtig med at hente stof fra kilder uden for den kristne menighed. Glem aldrig at det er Guds ord der er sandheden, og at det er Jesus der indtager nøglepositionen i gennemførelsen af Guds hensigt. (Joh. 17:17; Kol. 2:3) Du må tilstræbe at genspejle Guds tænkemåde. (Ordsp. 2:1-5)
10. Hvorfor er Jesu udtalelse om „Noas dage“ aktuel for os i dag? (Matt. 24:37) [w01 15/11, s. 31, § 3, 4] I dag er de kristne også forkyndere af retfærdighed, og de tilskynder også folk til at ændre sind. (2 Pet. 3:5-9) Noa adlød Jehova trods modstand og vanskeligheder. Noa og hans familie vidste ikke præcis hvornår Gud ville lade Vandfloden komme over jorden, men troen på det Gud havde sagt, holdt dem oppe gennem mange år, hvor de var travlt optaget af at forkynde og arbejde. (Hebr. 11:7)
DEN UGENTLIGE BIBELLÆSNING
11. Hvordan viser Paulus’ brev til Filemon at en kristen har pligt til at hjælpe andre til at blive kristne, ikke til at ændre samfundet? (Filem. 12) Paulus omtaler Onesimus, en bortløben træl, som „mit eget barn, som jeg er blevet fader til“ og som „en elsket broder“. (Filem. 10, 16) Paulus erklærede ikke Onesimus for en fri mand efter at han på baggrund af Paulus’ forkyndelse var blevet en kristen. I stedet sendte Paulus ham tilbage til den retmæssige ejermand under den eksisterende romerske samfundsordning, hvor det var tilladt at eje trælle. [w98 15/1, s. 30-31; w63, s. 104-108]
12. Hvad er forskellen mellem de tre situationer der beskrives i Hebræerbrevet 2:1; 3:12 og 6:6 ved henholdsvis „glide bort“, „frafald“ og „er faldet fra“? [w99 15/7, s. 19, § 12; w86 1/6, s. 14, § 16, 17; w81 15/3, s. 14, § 8] At „glide bort“ fra sandheden kræver ingen anstrengelse og begynder måske i det små med ønsket om nogle flere materielle ejendele, at man har en verdslig omgangskreds eller har spekulationer over visse skriftsteder. „Frafald“ er ondt og betyder at man ’stiller sig borte fra’ eller ’fjerner sig fra’ menigheden. „Er faldet fra“ vil sige at man bevidst har forkastet sandheden og har nået det punkt hvor der ikke er nogen vej tilbage, noget som kun Jehova og Jesus kan afgøre.
13. Hvad må man tage sig i agt for med hensyn til brugen af udtrykket „hvis Jehova vil“? (Jak. 4:15) [cj, s. 171, § 1, 2] Vi må undgå at bruge udtrykket som en kliché blot for at gøre indtryk på andre eller for at retfærdiggøre beslutninger vi har truffet. Uanset hvilke kristne forpligtelser det drejer sig om, som for eksempel at sørge for sin familie, må vi sikre os at det vi gør, stemmer med Jehovas vilje, og vi bør i hjertet være besluttet på at gennemføre det.
14. Hvad vil det sige at ’vente og altid have Jehovas dags nærværelse i tanke’, og hvordan kan vi gøre det? (2 Pet. 3:12) [w97 1/9, s. 19-20] Det vil sige at vi holder os parate til og ivrigt ser hen til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åb. 16:14) Det kan vi gøre ved at huske de „udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter“ om Jesu nærværelse i Rigets magt og dommen over de ugudelige. For at holde os vågne må vi også huske „budet fra Herren og Frelseren“. (2 Pet. 3:2; Luk. 21:34-36)
15. Hvilke vigtige råd til kristne i dag finder vi i budskaberne til de syv menigheder som omtales i Åbenbaringen, kapitel 2 og 3? (Åb. 2:4, 5, 10, 14, 20; 3:3, 10, 11, 17, 19) For at kunne sejre som kristne må vi bevare vores åndelige styrke og kærlighed til sandheden. Vi kan forvente at blive prøvet fuldt ud og bør være besluttede på altid at forblive trofaste. Vi må også afvise umoralitet og frafald, bevare vores årvågenhed og udholdenhed og ikke henfalde til sløvhed eller materialisme. [re, s. 34, § 5, 6; s. 38, § 5; s. 43, § 10, til s. 44, § 11; s. 49, § 7; s. 56, § 7; s. 64, § 20; s. 68, § 8]