Drag fuld nytte af kredstilsynsmandens besøg
1 Hver måned modtager cirka en femtedel af alle menigheder i landet besøg af kredstilsynsmanden og hans hustru. Drager vi fuld nytte af denne kærlige foranstaltning? Vi har alle behov for den opmuntring og praktiske hjælp vi får ved sådanne besøg for stadig at kunne gøre Guds vilje i en ond verden.
2 Vi har flittige og egnede brødre med mange års erfaring som besøger menighederne i rejsetjenesten. Det er tilsynsmænd der fører an i arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple, og deres hustruer er erfarne heltidstjenere som er i stand til at opmuntre søstrene i deres samarbejde med dem. Vi kan derfor alle lære af den nidkærhedens ånd de lægger for dagen. Deres nidkærhed kan understrege arbejdets betydning for os, og de foredrag vi hører under besøget kan opmuntre os til at vise udholdenhed. Er vi villige til at lægge vore genbesøg og bibelstudier således til rette at vi kan udnytte deres erfaring i et frugtbringende samarbejde?
3 Morgensamlingerne under kredstilsynsmandens besøg bliver lagt senere end førhen, så forkynderne i mange tilfælde først kan være ved den første dør ved 10-tiden. Det begrænser de muligheder kredstilsynsmanden og hans hustru har for at yde virkelig hjælp i arbejdet med at fremme tjenesten fra dør til dør. Vi foreslår derfor at man i alle menigheder disse to gange om året under kredstilsynsmandens besøg lægger tidspunktet for samlingerne til senest kl. 8.40, og igen om eftermiddagen til senest kl. 18.40. Derved kan der anvendes mest mulig tid i det vigtige forkyndelsesarbejde. Der bør udvælges distrikt i nærheden af samlingsstedet, så man derved bruger mindst mulig tid til at komme ud i distriktet.
4 I de fleste kredse er der nu tilrettelagt en aftensamling en hverdagsaften under besøget, og det har vist sig at man træffer mange flere hjemme først på aftenen end på noget andet tidspunkt.
5 Menighederne modtager normalt besked om kredstilsynsmandens besøg et par måneder i forvejen, og det giver mulighed for en god forberedelse. Både ældste, menighedstjenere og alle forkynderne i menigheden kan da straks begynde at planlægge at være med så meget som muligt i forkyndelsen i denne uge. Nogle kan måske være hjælpepionerer så de derved støtter besøget og drager endnu større nytte af det. Det vil vise sig at vi modtager velsignelser i samme omfang som vi viser værdsættelse af denne kærlige foranstaltning fra Jehova.