Kære medforkyndere!
Det vil sikkert glæde jer at høre at stævneforberedelserne er godt i gang. Stævnebureauet har været åbent i flere uger. Brødrene i København har stillet logier til rådighed og er ved at skaffe flere hos venner, familie og interesserede. De fire belærende bibelske skuespil er blevet optaget, og brødrene har nu travlt med prøverne for at kunne give en god fremførelse ved stævnet. Der laves lysbilleder af skuespillene til brug ved stævner i mange andre lande. Der er tilrettelagt et godt program, og foredragene er nu blevet tildelt dygtige og erfarne ældste rundt om i landet. Vi ser frem til at høre hele programmet og at få besøg af to brødre fra det styrende råd, W. L. Barry og Karl Klein, som talere ved stævnet.
Det er også spændende at følge med i de gode fremskridt der sker med stævnehalbyggeriet i Silkeborg. Mange har gjort en fin indsats ved at hjælpe til på helligdage, i weekender og på hverdage, og man er allerede foran arbejdsplanen. Med en særlig indsats i de kommende måneder vil det blive muligt at fuldføre hallen inden for en rimelig tid, så vi kan komme til at holde kredsstævner i den og spare penge til leje af andre stævnelokaler.
Til en række arkitekter og bygningsingeniører rundt om i landet har vi sendt oplysninger om de lokaliteter vi kunne tænke os i Holbæk og bedt om forslag til hvordan bygningerne kan udformes og indrettes. De endelige forhandlinger i forbindelse med købet af grunden i Holbæk vil være afsluttet i sidste del af maj, efter at dette nummer af Rigets Tjeneste er gået i trykken.
Tjenesten for Riget har således mange sider, og der er meget at gøre. Og lad os hele tiden huske at vi samtidig må være travlt optaget af det vigtige arbejde med at forkynde den gode nyhed. Måtte Jehova fortsat velsigne alle sine tjeneres virksomhed. Modtag vore kærligste hilsener.
Jeres brødre på
DET DANSKE AFDELINGSKONTOR