Den dybere betydning af bøn

„På hebraisk kommer hovedordet for ’bøn’ og ’at bede’ af en rod der oprindelig betyder ’at dømme’, og den refleksive form, som verbet almindeligvis bruges i . . ., betyder bogstaveligt ’at dømme sig selv’.“ Sådan siger den jødiske bønnebog The Authorised Daily Prayer Book (1960) af dr. Joseph H. Hertz. Begrundelsen for at ordet har fået betydningen „bede“ er at en af bønnens funktioner er at hjælpe den bedende til at se eller bedømme om han eller hun lever op til Guds retfærdige normer og krav.

Bibelen gør derfor konsekvent opmærksom på at vore bønner kun bliver hørt hvis vi gør Guds vilje. „Jehova er langt fra de ugudelige, men han hører de retfærdiges bøn.“ — Ordsprogene 15:29; 1 Johannes 5:14.

Den bedende bør således blive ydmygt og angerfuldt stemt af at ransage sig selv for Jehovas øjne. Og Jesu billedtale om den pralende farisæer og den angerfulde skatteopkræver der gik op til templet for at bede, får større eftertryk i lyset af dette. — Lukas 18:9-14.

Hvad enten vi beder til Jehova for at takke, lovprise eller bønfalde ham, er enhver bøn altså en anledning til selvransagelse. På denne måde drager bønnen os nærmere til Jehova og styrker vort forhold til ham.