Byen Rom i det første århundrede

Rom, hovedstaden i det romerske verdensrige, var i det første århundrede blevet mødested for al slags falsk religion. Historikeren John Lord giver denne beskrivelse: „Overtroen kulminerede i Rom, for dér fandt man præster og troende fra alle de lande som Rom beherskede — Gudinden Isis’ mørke døtre med pauker, tamburiner og letfærdige miner; tilhængere af Persiens Mithras; kastrater fra Asien; præster for Kybele med deres vilde danse og skingre skrig; tilbedere af den store gudinde Diana; fanger fra barbariske folkeslag med deres teutoniske præsters ritualer; syrere, jøder, stjernetydere fra Kaldæa og troldmænd fra Thessalien.“ (Beacon Lights of History, 1912, Bd. III, s. 366, 367) Blandt dem der dyrkede disse religioner og hengav sig til de dermed forbundne sexorgier, var romere af høj såvel som lav stand, som derved lod fuldstændig hånt om moralsk dyd og retskaffenhed. Tacitus beretter at den umoralske og morderiske Messalina, kejser Claudius’ hustru, var blandt disse. — Annales, XI, 1-34.

Dyrkelsen af kejseren, som blev udråbt til Gud, var en af de fremtrædende tilbedelsesformer i Rom. Kejserdyrkelsen var især fremherskende i provinserne, hvor man byggede templer og bragte ofre for ham som gud. George Botsford siger i A History of Rome: „Tilbedelsen af kejseren skulle blive den stærkeste religiøse faktor i den romerske verden lige indtil kristendommen blev antaget.“ I en inskription fundet i Lilleasien hedder det om kejseren: „Han er faderen Zeus, hele menneskeslægtens frelser, der som svar på vor bøn giver os mere end vi har bedt om. For vi nyder fred på land og sø; byerne blomstrer; overalt er enighed og velstand og lykke.“ Denne kult blev et af de mest anvendte redskaber i forfølgelsen af de kristne, om hvem skribenten siger: „Når de nægtede at tilbede kejserens genius, hans skytshelgen, blev det naturligvis udlagt som gudløshed og landsforræderi.“ — 1905, s. 214, 215, 263.