Nyt fra Rigets arbejdsmark
’En pryd for vor Guds lære’
RIGETS enkle og klare sandhed kan blive yderligere ’prydet’ af dem der forkynder den for andre. Hvordan? Ved den gode adfærd disse forkyndere viser. Bemærk hvordan apostelen Paulus giver udtryk for dette. Kristne trælle blev rådet til at udvise ’god troskab i fuldt mål, så de kunne være en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold’. (Titus 2:10) Følgende erfaring fra Argentina viser hvor gavnligt det er at følge dette råd.
■ Seks Jehovas vidner var ansat i et supermarked, hvis ejer blev regnet for at være meget striks. Da de bad om at få fri så de kunne overvære højtiden til minde om Kristi død, fik de følgende svar: „Vælg mellem jeres arbejde og jeres møder.“ Selv om det var knapt med arbejde valgte de at overvære mindehøjtiden. Næste dag tog de på arbejde og regnede med at blive fyret. Hvilken overraskelse var det ikke for dem da de fik lov at blive, og ikke nok med det — de fire af dem, der kun havde midlertidigt arbejde, fik fast ansættelse, og de fik alle seks en lønforhøjelse! Senere besluttede to af dem at blive almindelige pionerer, og ejeren af supermarkedet tilbød dem da at de kunne arbejde på skift når det passede dem. Hvad var grunden til at han var så hensynsfuld over for dem? Han ønskede ikke at miste disse ærlige og flittige ansatte.
Disse Jehovas vidners ærlighed og gode arbejdsvaner var således en „pryd“ for deres lære, en adfærd der ærede Jehova.
■ En søster arbejdede på et apotek, men på grund af den lange åbningstid kunne hun ikke overvære alle de kristne møder. Hun kunne heller ikke være pioner, sådan som hun gerne ville. Ejeren af apoteket ville ikke give hende den arbejdstid hun gerne ville have, og derfor sagde hun op. Hun fik så arbejde som husassistent, hvilket gjorde at hun fik tid til at være hjælpepioner. Få måneder senere henvendte ejeren af apoteket sig på hendes bopæl og tilbød hende arbejde „på de tidspunkter der passede hende“. Hvorfor? „På grund af hendes usædvanlig gode opførsel,“ hedder det.
■ Endnu en forkynders gode adfærd var en „pryd“ for den kristne lære på en anden måde. En beretning fra Argentina fortæller at to forkyndere stod ved døren til et smukt, luksuriøst hus med en stor, ny bil parkeret udenfor, og følte sig en lille smule beklemt ved disse tegn på stor velstand. Men til deres overraskelse fik de en hjertelig velkomst. Der fulgte en samtale på to timer hvor de besvarede spørgsmål. Forkynderne fortæller: „Vi blev enige om at komme igen den følgende uge. Da vi gik var vi meget glade men også noget forbløffede da vi ikke kendte den egentlige årsag til at vi havde fået en sådan velkomst. Det blev imidlertid opklaret den følgende uge.“
Damen i huset forklarede: „Jeg boede engang i Mar del Plata, og dér kendte jeg en ung kvinde der førte et meget vildt liv. På et tidspunkt begyndte hun at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og øjeblikkelig skete der en forandring i hendes personlighed. Naboerne og jeg kunne ikke tro vore egne øjne. Den forandring hun foretog gjorde at der ikke var antydning af hendes tidligere ’vilde’ personlighed tilbage. Hun er nu en respektabel kvinde, gift med en ældste, som I kalder det, og har en eksemplarisk familie.“
Den forandring i livsførelse som denne unge pige foretog da hun blev et Jehovas vidne, fik nu denne dame til alvorligt at overveje det Jehovas Vidner lærer. Man aftalte med det samme et bibelstudium med hende og hendes mand, og de begyndte at overvære møderne i rigssalen. Forkynderne afsluttede oplevelsen med at fastslå: „Det viser at vi også gennem vor adfærd aflægger et vidnesbyrd — til herlighed og ære for Jehovas navn.“