Spørgsmål fra læserne

■ Var det forudbestemt at Adam og Eva skulle dø, siden der i Hebræerbrevet 9:27 står at „det er forbeholdt menneskene at dø én gang for alle, og derefter dom“?

Nej, denne udtalelse drejer sig ikke om Adam og Eva, der jo blev skabt med udsigt til evigt liv på jorden. Hvis de adlød Gud, kunne de have levet evigt. Deres død var ikke forudbestemt, men skyldtes at de syndede med overlæg. (1 Mosebog 2:15-17) Sammenhængen viser at ordene i Hebræerbrevet 9:27 i første række gælder ypperstepræsten i det gamle Israel, der på forsoningsdagen var et forbillede på Jesus Kristus. — Hebræerne 4:14, 15.

I 1915 modtog Vagttårnsselskabets daværende præsident, Charles T. Russell, et spørgsmål angående Hebræerbrevet 9:27. Han henviste da til kommentarer der tidligere var offentliggjort, for eksempel i Studier i Skriften og Tabernakel-Skygger af de bedre Ofre (1899). Hebræerbrevet 9:27 blev forklaret ud fra sammenhængen.

I kapitlerne 8 og 9 nævner Paulus at mange enkeltheder i Moseloven var „en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. (Hebræerne 8:5) Dette gjaldt i særlig grad de ofringer der fandt sted på den årlige forsoningsdag. Kun på denne særlige dag måtte ypperstepræsten træde ind i tabernaklets inderste rum. Dette rum, det Allerhelligste, var adskilt ved et forhæng, og ypperstepræsten måtte berede sin vej derind med en særlig røgelse. Derpå kunne han gå derind med blodet af en tyr og en buk som var blevet ofret. Selv om præsten omhyggeligt fulgte alle de detaljerede krav, blev israelitternes synder kun sonet for en vis tid; ofrene måtte gentages hvert år.

I sin videre argumentation nævner Paulus nu at „Kristus kom som ypperstepræst“, men at han efter sin død og opstandelse „ikke [gik] ind på et helligt sted som er gjort med hænder . . . men ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os“. (Hebræerne 9:11, 12, 24) Skulle dette offer gentages? Nej, Kristus har „givet sig til kende én gang for alle“. (Hebræerne 9:25, 26; Romerne 6:9) Paulus siger derefter: „Og ligesom det er forbeholdt menneskene at dø én gang for alle, og derefter dom, således blev også Messias frembåret som offer én gang for alle for at bære manges synder.“ — Hebræerne 9:27, 28.

Når vi har hele denne sammenhæng i tanke forstår vi de kommentarer angående Hebræerbrevet 9:27 der stod i bogen Tabernakel-Skygger: „Hver Gang en Præst gik ind i ’det Allerhelligste’ paa Forsoningsdagen, risikerede han sit Liv; thi dersom hans Offer havde været ufuldkomment, vilde han være død, naar han gik gennem det ’andet Forhæng’. Han vilde ikke være blevet antaget i ’det Allerhelligste’, heller ikke vilde hans ufuldkomne Offer være blevet antaget som en Forsoning for Folkets Synder. Derfor betød enhver Forseelse hans Død og Fordømmelse for alle dem, for hvis Synder han forsøgte at gøre Forligelse. Dette var den ’Dom’, som er omtalt i denne Tekst, og som den forbilledlige Præst hvert Aar maatte gennemgaa.“

Bogen Tabernakel-Skygger stiller så Kristus Jesus, der gav sit liv som et offer, op som en modsætning: „Dersom Hans Offer i noget Maal eller i nogen Grad havde været ufuldkomment, vilde Han aldrig være bleven oprejst fra de Døde — Rettens ’Dom’ vilde være gaaet Ham imod. Men Hans Opstandelse paa den tredje Dag beviste, at Hans værk var fuldkommen udført, at det bestod den guddommelige ’Doms’ Prøve.“

Ud fra sammenhængen forstår vi altså at ordene i Hebræerbrevet 9:27 er en beskrivelse af Kristi præstetjenestes fortrin.

Man kan imidlertid også anvende Hebræerbrevet 9:27 som et generelt udtryk for hvad der er menneskenes lod. Adam og Eva havde mulighed for evigt liv, men dette har ikke været tilfældet for deres efterkommere. Adam og Eva fik først børn efter at de havde syndet. Alle deres efterkommere var derfor ufuldkomne og født med udsigten til at dø. (Romerne 5:12; 6:23) Den nedarvede død rammer således kun menneskene én gang. Dette vil også være tilfældet i fremtiden. Hvis et menneske har fået livet igen ved en opstandelse, efter at have nydt godt af Kristi genløsningsoffer for menneskeheden, og i løbet af Guds tusindårige domsdag viser sig fortjent til at blive tilintetgjort for evigt, da vil denne død være en følge af vedkommendes egen ondskab, ikke Adams synd. — Åbenbaringen 20:13-15.

De som er døde på grund af den nedarvede synd, men som efter en opstandelse viser sig trofaste, vil derimod få en gunstig dom og opnå evigt liv. — Åbenbaringen 21:3-6.

Hebræerbrevet 9:27 drejer sig, ud fra sammenhængen, altså om Jesu tjeneste som ypperstepræst set i forhold til de israelitiske ypperstepræsters tjeneste. Skriftstedet er også blevet anvendt som et udtryk for den lod der er fælles for menneskene, som har arvet døden fra Adam. Det støtter imidlertid ikke den ubibelske lære om at Adam og Eva, allerede før de blev skabt, var forudbestemt til at dø.

■ I betragtning af at læger nu, efter hvad der oplyses, er i stand til at ophæve en sterilisation (og derved genoprette forplantningsevnen), kunne kristne ægtepar da ikke vælge frivillig sterilisation som en form for svangerskabsforebyggelse?

Bibelen viser at Gud tillægger forplantningsevnen stor betydning. Det var hans hensigt at menneskene skulle opfylde jorden ved at formere sig. (1 Mosebog 1:28; 9:6, 7) Israelitterne betragtede det som en velsignelse fra Jehova når de havde mange børn, og indgreb i forplantningsevnen vakte Guds mishag. (Salme 127:3-5; 5 Mosebog 1:11; 23:1; 25:11, 12) Disse vidnesbyrd fra De hebraiske Skrifter har for mange af Guds tjenere haft indflydelse på det syn de har anlagt på frivillig sterilisation.a

Finder vi noget i De kristne græske Skrifter der har relation til dette spørgsmål? For det første lærer vi at kristne ikke er underlagt Moseloven. (Galaterne 3:24, 25) Desuden finder vi at Jesus opfordrede til at den kristne tro skulle udbredes ved forkyndelse af den gode nyhed, ikke specielt ved at der blev sat mange børn i verden. Der ville komme en stor høst af disciple, og Jesus rådede derfor disciplene til, hvis de kunne give rum for det, at gøre sig til eunukker i åndelig henseende, idet de viste selvbeherskelse og levede som ugifte. I samme retning går apostelen Paulus’ opfordring til de kristne om ikke at gifte sig; således ville de have større frihed til at forkynde og undervise, og de kunne indsamle åndelige „børn“. Selv ægtepar skulle huske at „den tid der er tilbage er begrænset“; deres mål skulle være at blive „fri for bekymring“ i forbindelse med familielivets pligter. — Mattæus 9:37, 38; 19:12; 1 Korinther 7:29-32, 35.

Da vi sidste gang behandlede emnet frivillig sterilisation i denne rubrik regnede de fleste læger indgrebet for at være uigenkaldeligt og permanent. Udviklingen i de seneste ti år har imidlertid ændret situationen noget. For eksempel stod der i Population Reports (nov.-dec. 1983, Johns Hopkins University) angående vasektomi (overskæring af sædstrengene): „Nylige rapporter meddeler at man har kunnet genoprette potensen — i den forstand at man igen har kunnet finde sædceller i udtømmelserne — hos 67 til 100 procent af de pågældende mænd. Konkrete resultater i form af graviditet hos hustruer til mænd der har fået foretaget fornyet indgreb, varierer fra 16 til 85 procent.“ Nye kirurgiske metoder og anvendelse af midlertidige blokeringer synes også at pege på at det i stigende grad vil kunne lykkes at genoprette forplantningsevnen efter at den har været fjernet.

Da der i De kristne græske Skrifter ikke er nogen direkte vejledning i denne sag, må kristne selv træffe en afgørelse om familieplanlægning og brug af præventive midler. Med hensyn til sterilisation bør de holde sig for øje at der i dag ganske vist er større sandsynlighed for at virkningerne af dette indgreb kan fjernes end der var for ti år siden, men at læger ikke kan garantere at forplantningsevnen kan gengives.

Ægtepar bør først og fremmest bevare en ren samvittighed over for Jehova og deres medkristne. Hvis de overvejer at lade sig sterilisere som en rent præventiv foranstaltning, bør de også tænke på den virkning dette kunne have på andre. Ganske vist er det ikke almindeligt at ægtepar omtaler deres valg af præventive midler i en større kreds, men hvis det blev almindeligt kendt at et ægtepar frivilligt havde ladet sig sterilisere, kunne det da tænkes at det ville vække stor uro i menigheden og resultere i at man mistede respekten for dem? (1 Timoteus 3:2, 12, 13) Disse faktorer bør alvorligt overvejes i dette private og meget personlige anliggende. I sidste instans gælder disse ord af Paulus: „For sin egen herre [Jehova] står eller falder han.“ — Romerne 14:4, 10-12.

[Fodnote]