Kærligheden kommer til undsætning

I BEGYNDELSEN af september sidste år kolliderede to stormsystemer over Korea. I løbet af få timer faldt der i nogle egne mere end 50 centimeter regn. Det resulterede i de værste oversvømmelser der havde ramt landet i 40 år. Mere end 200.000 blev hjemløse og 181 blev meldt døde eller savnet. Tab af ejendele løb op i millioner af kroner, og skaderne på landets afgrøder var umulige at gøre op.

Det begyndte at styrtregne fredag aften, og det fortsatte hele lørdagen. Ved Han-flodens øvre løb blev seks dæmninger oversvømmet, hvilket fik vandstanden i floden til at stige til mere end en halv meter over sikkerhedstærskelen. Uden varsel gav en afvandingssluse efter tidligt søndag morgen, og den brusende flod væltede ud over det omkringliggende land. Da vandet ved aftenstid endelig begyndte at falde, var omtrent 60.000 mennesker i dette område blevet hjemløse.

Alle dele af landet var ramt af oversvømmelse. Men hovedstaden Seoul, hvor der er 174 menigheder af Jehovas Vidner, var hårdest ramt. Det gik især ud over de to områder der betjenes af menighederne Mangwondong og Sungnaedong. I alt 130 familier af Jehovas vidner mistede deres hjem i disse områder. Jehovas vidner i Korea reagerede omgående og spontant på deres kristne trosfællers behov.

Selv om telefonforbindelserne var brudt sammen i mange områder, begyndte der snart at indløbe meldinger til Vagttårnsselskabets afdelingskontor. Der blev hurtigt nedsat to udvalg til at organisere hjælpen til Vidnerne i de to hårdt ramte områder. De rejsende tilsynsmænd i Seoul fik besked på at sætte sig i kontakt med brødrene for at danne sig et indtryk af behovet og af hvad man kunne gøre for at hjælpe dem der befandt sig i de to områder det var gået værst ud over.

Jehovas vidner i andre områder hørte om ødelæggelsernes omfang gennem nyhedsudsendelserne i TV. De satte sig i forbindelse med afdelingskontoret for at forhøre sig om hvortil de kunne sende hjælp til deres nødstedte brødre. (Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Japan telefonerede også og tilbød hjælp.) Bidrag i form af penge begyndte at strømme ind fra hele landet. Der blev også skaffet ris, nudler og andre fødevarer, samt tøj og tæpper. Alt dette blev hurtigt fordelt af de udvalg der var på stedet. Brødrenes gavmildhed var så stor at kontoret i Seoul snart måtte meddele at man ikke havde behov for flere pengegaver.

Derefter fulgte et kolossalt oprydningsarbejde. Tre hundrede Jehovas vidner meldte sig frivilligt til denne opgave. De blev sendt ud to og to til hvert hjem for at hjælpe med oprydningen og for at få tingene tilbage til deres normale tilstand så hurtigt som muligt. En frivillig bemærkede: „Takket være vor erfaring med opbygning af stævner vidste vi hvordan vi skulle samarbejde og få tingene gjort.“ Mange blandt befolkningen var chokerede over at se hvordan nogle udnyttede ofrene for katastrofen. På den anden side var de overraskede over at se den rolige, glade og meget hjælpsomme indstilling Vidnerne lagde for dagen, selv under sådanne sørgelige omstændigheder.

„Det er endnu en gang blevet bevist,“ sagde et Jehovas vidne på stedet, „at ulykker hurtigt kan berøve os vore materielle ejendele, men ikke skade vor tro.“ Med glædestårer sagde et kvindeligt Jehovas vidne: „Selv om vi har mistet alt, er vi ikke uden hjælp. Vore brødres varme kærlighed har indgivet os styrke.“

Ja, det var virkelig vidunderligt at se kærligheden komme aktivt til udtryk. Den handlekraft Vidnerne på stedet udviste og den øjeblikkelige hjælp de nødstedte fik fra dem der er ’beslægtede med dem i troen’, var enestående. (Galaterne 6:10) Brødrene i Korea følte sig meget opmuntrede efter disse begivenheder. De var overbevist om at den velorganiserede hjælp der så kærligt blev givet dem, kun kan forklares på én måde — det var kærligheden der kom til undsætning!