Nyt fra Rigets arbejdsmark
Opstandelseshåbet
OPSTANDELSESHÅBET er en del af „grundlærdommen“ i Bibelen, og det giver et menneske åndelig styrke når det står over for døden. (Hebræerne 6:1, 2; Johannes 5:28, 29) Jehova har givet os dette håb. En skoleelev i Japan fik det og delte det med andre.
Da denne elev første gang blev besøgt af en forkynder, ville han ikke have nogen bibelske bøger eller blade, for han brød sig ikke om at læse. Han blev imidlertid inviteret hen i Jehovas Vidners rigssal og blev budt hjerteligt velkommen. Han syntes godt om det han hørte, og senere indbød han tre af sine skolekammerater til at komme med, og det gjorde de. De blev alle fire anset for at være „slemme“ drenge af lærerne.
Som de studerede bogen Hvordan du får det bedste ud af din ungdom, ændredes deres oprørske indstilling. Det lagde klasselæreren mærke til, og han blev også interesseret og begyndte at være med til bibelstudiet. De „slemme“ drenges anfører var svagelig og døde i en alder af 15 år. Selv om han kun havde overværet Jehovas Vidners kristne møder i kort tid, havde han fået en enestående tro. Lige før han døde skrev han et brev hvori han gav udtryk for sin stærke tro på opstandelsen. Han siger:
„Mit liv ender efter 15 år på grund af komplikationer i forbindelse med dværgvækst. I sammenligning med et almindeligt menneske har jeg kun levet en femtedel af mit liv. Men i disse 15 år har jeg været fuldt tilfreds. Især i foråret her i mit 16. år har jeg haft gode og lykkelige dage. . . . Det bedste af det hele er kundskaben om at der findes en almægtig Gud der kan helbrede al sygdom og afskaffe døden. Det er dejligt at vide at hvis man dør er der håb om en opstandelse.“
Denne unge mand var meget glad for det skriftsted der giver håb om ’nye himle og en ny jord hvor retfærdighed bor’. (2 Peter 3:13) Han tilføjer: „Jeg sover et lille stykke tid. Hvis det er Guds vilje, mødes vi igen i Paradiset. . . . I skal ikke græde på grund af mig. Jeg sover kun. Jeg vågner snart igen. Kig efter mig i tusindårsriget. Vent på mig. Jeg vil snart være der.“
Med sin stærke tro og sit store håb opmuntrede denne unge mand andre. To af hans lærere og tre af hans venner fortsatte med at studere Bibelen og overvære Jehovas Vidners møder. Opstandelseshåbet styrkede denne unge mand, og det kan styrke alle der tror på Jehova Guds løfter.
[Illustration på side 18]
„Jeg sover et lille stykke tid. Hvis det er Guds vilje, mødes vi igen i Paradiset.“