Var dronningen af Saba ikke dronning?
Hvis en romersk-katolsk præst og arkæolog får sin vilje, vil dronningen af Saba miste sin titel og sin plads i historien. Hun vil endda blive forvist fra sit land. Hvad er baggrunden for disse synspunkter? Præsten og arkæologen, Albert Jamme ved det katolske universitet i Washington, D.C., siger at dronningen af Saba i Etiopien kaldes dronning Maqweda. Han fremsætter en teori om at dette er „en fejloversættelse af det arabiske ord maqtuwiat“ og at det ikke er „et egennavn, men en titel der betyder ’høvding’“. Med henvisning til nogle assyriske annaler gætter han derefter på at det folk der boede i landet Saba (sabæerne) havde en handelsstation som lå nærmere den assyriske grænse, sådan at „dronningen“ i virkeligheden bare var leder ved denne udpost, og ikke i selve Saba, der lå i det sydvestlige Arabien.
Andre arkæologer betvivler også nøjagtigheden af Bibelens beretning, idet de mener at man ikke dengang kunne rejse så langt som fra Arabien til Jerusalem. Men har de glemt at Abraham i en tidligere generation foretog en meget lang rejse? — 1 Mosebog 11:31; 12:1-5.
For at forklare hvorfor beretningen er taget med i Bibelen, siger Albert Jamme: „Salomon var i virkeligheden en meget lille konge. Propagandisterne i Det gamle Testamente gjorde et stort nummer ud af Saba for at øge Salomons ry.“ Mon ikke det snarere er arkæologen der forklejner Salomon for at blæse i basun for sine egne gætterier? Jesus selv tøvede ikke med at anerkende dronningen af Saba som dronning. Han anerkendte endda at hun havde foretaget den lange rejse, idet han sagde: „Hun kom fra jordens ender.“ — Mattæus 12:42.