Spørgsmål fra læserne

● Første Mosebog 3:22 antyder at der var andre i himmelen foruden Jehova der ’kendte godt og ondt’. Er det rigtigt?

Ja, det lader til at ikke blot Jehova men også hans enestefødte søn havde kundskab om godt og ondt i den betydning der er tænkt på i Første Mosebog.

Efter at Adam og Eva havde syndet, afsagde Jehova dommen over dem. Derefter sagde han: „Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!“ — 1 Mos. 3:22.

Det første menneskepar var ikke uvidende om hvad der var godt og hvad der var ondt. Gud havde sagt til dem at det ville være forkert eller ondt at spise af frugten på et bestemt træ; at adlyde Gud var derimod godt. (1 Mos. 2:16, 17) Den særlige „kundskab“ der blev betegnet ved „træet til kundskab om godt og ondt“ må derfor have indbefattet evnen til selv at afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt. Herom skriver professor T. J. Conant: „Ved at tilsidesætte Guds vilje og træffe beslutninger og handle på egen hånd valgte mennesket selv at kende hvad der er godt og hvad der er ondt.“ Ja, Adam og Eva fejede Guds afgørelse til side og valgte at opstille deres egen norm for hvad der var godt og hvad der var ondt.

Men hvad ligger der så i Guds udtalelse: „Mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt“?

Nogle har fremført den tanke at Gud her benyttede majestætisk flertal, som når en konge på jorden siger: „Vi alene vide,“ idet han udelukkende henviser til sig selv. Der er dog en anden mulighed der synes at være godt underbygget i Bibelen.

I Første Mosebog 1:26 sagde Jehova: „Lad os gøre mennesker i vort billede.“ Bibelen peger på den slutning at Gud her talte til sin enestefødte søn, der senere kom til jorden som Jesus. Denne søn, der også kaldes Ordet, var Guds værkmester ved hvem alt andet blev skabt. (Joh. 1:1, 3; Kol. 1:15, 16; Ordsp. 8:22-31, NW) Når den tilsvarende udtryksmåde bruges i Første Mosebog 3:22, tyder det på at Jehova igen talte til den der stod ham nærmest, sin enestefødte søn.

Hvis det forholder sig sådan, betyder det at Ordet allerede på det tidspunkt havde „kundskab om godt og ondt“. Ved sit langvarige og nære samarbejde med Jehova havde Sønnen lært sin Faders tankegang, normer og principper godt at kende. Overbevist om sin søns grundige kendskab til disse ting, og om hans loyalitet, kan Jehova have tilstået ham en vis handlefrihed, så han har kunnet tage sig af forskellige ting uden direkte at rådføre sig med Faderen i hvert eneste tilfælde. I dette omfang ville Sønnen da være bemyndiget til og i stand til at afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt. Men det siger sig selv at han ikke ville opstille en norm der var i strid med Jehovas normer.

Da Adam og Eva kom til at kende godt og ondt, medførte det at de overtrådte Jehovas bud og forkastede hans normer. Af den grund fortjente de døden og blev dødsdømt.

I New World Translation og visse andre oversættelser slutter Første Mosebog 3:22 med en tankestreg. Gud lod altså noget være usagt i beretningen. Han medtog ikke en erklæring om hvad der skulle ske. Hans udtalelse slutter blot, og næste vers går over til at beskrive selve handlingen, at han drev Adam og Eva ud af haven. Deres uafhængige norm for godt og ondt var altså ikke i overensstemmelse med Jehovas og hans søns norm. Tværtimod førte den dem ud i ulykke. — Jer. 10:23.

● Lecitin forekommer i blod, og mange industrielt fremstillede fødevarer indeholder lecitin. Er dette lecitin udvundet af blod?

Nej, det er der ingen grund til at tro.

Lecitin er et naturligt forekommende stof der har mange anvendelsesmuligheder i industrien på grund af dets tilbøjelighed til at indgå kemisk forbindelse med både olie og vand i en opløsning. Det benyttes ofte i flødeis, bolsjer og bagemidler, samt i visse kosmetiske og kemiske produkter. Men hvorfra stammer det lecitin der anvendes på denne måde?

Lecitin er et fosfolipoid der findes i alle levende celler. I 1977-udgaven af The Encyclopedia Americana hedder det: „De største koncentrationer af lecitiner findes i hjernen og nervevævet og i de røde blodlegemer. De forekommer også i store mængder i æggeblomme og i visse plantefrø.“ — Bind 17, s. 147.

At lecitin blandt andet forekommer i blod har vakt bekymring blandt nogle kristne der har set lecitin nævnt i fødevaredeklarationer. Som bekendt siger Bibelen at man skal ’afholde sig fra blod’. (Apg. 15:28, 29) Derfor kan kristne ikke spise kød som blodet ikke er løbet af, og heller ikke fødevarer hvori der er blod, som for eksempel blodpølse eller blodbudding. Eftersom lecitin findes koncentreret i røde blodlegemer har nogle kristne derfor undladt at spise noget som helst produkt der ifølge varedeklarationen indeholder lecitin. Andre har følt sig foranlediget til at skrive til producenterne for at høre hvorfra det anvendte lecitin stammer.

The Encyclopedia Americana fortsætter imidlertid: „Kommercielt anvendes lecitin som emulgator i levnedsmiddelindustrien, navnlig til fremstilling af margarine og chokolade. Lecitin til brug i industrien fås fra æg eller som biprodukt ved fremstilling af soyaolie.“ (Kursiveret af os)

Eftersom lecitin kan fås relativt billigt i tilstrækkelige mængder fra æg eller soyaolie, er der ingen grund til at nogen producent skulle udvinde lecitin af blod. Det kan belyses med et eksempel: De røde blodlegemer indeholder også jernmolekyler. Men hvor fornuftigt ville det være af en fabrikant at tænke på at udvinde jern af blod for at kunne fremstille gryder eller andre varer af jern, når det samme stof (altså jern) kan udvindes af jernmalm for en brøkdel af omkostningerne?

Vi kan altså fastslå at det lecitin der anvendes i industrien ikke stammer fra blod. Som kristen behøver man derfor ikke at være bekymret for at overtræde budet om blodet når man ser ordet „lecitin“ i en fødevaredeklaration.