Kan troen sejre i vor tids verden?
ET VÆRDIGT MÅL i livet! Det havde den unge mand ikke. Ifølge hans egen udtalelse havde han været „en urostifter fra han var 12 år“. Han tog hårde stoffer og kunne derfor ikke tage kampen op mod verdens „uløselige problemer“. Han fortæller: „Jeg måtte tvinges til at spise. I januar 1977 fik jeg selvmordstanker. Jeg nægtede at leve længere på denne måde. Hvert sekund var en plage.“
Ikke mange måneder senere havde den samme unge mand fundet lykken og et værdigt mål i livet. Hvordan det? Hvad havde udvirket forandringen? Tro!
Et lykkeligt familieliv var ikke just hvad en landarbejder i østen havde sammen med sin kone og deres børn. Manden var ikke nogen god familieforsørger; han brugte de fleste af sine penge på tobak, drikkeri og betelnød. Han og familien levede under elendige forhold; de var usselt klædt og sultede tit.
Men så begyndte manden at forandre sig. Han holdt op med at drikke, blev en mere stabil arbejder og steg i løn. I løbet af nogle få måneder fik han ryddet op og skabt ordentlige forhold i hjemmet. Hans familie fik mad og tøj, og alle var glade.
Hvad havde givet disse mennesker et lykkeligt familieliv? Deres nyfundne tro!
En ændret personlighed var hårdt tiltrængt for en 16-års pige i et sydamerikansk land. Hun satte sig op imod alt hvad der „bare lugtede af myndighed“, som hun selv sagde. Hun blev endda indblandet i smuglerier frem og tilbage over grænsen. ’Jeg var oprørsk uden grund,’ sagde hun.
Men det lykkedes denne pige at ændre sin personlighed, og at holde op med sine oprørske og ulovlige forehavender. Hvad havde gjort det muligt? Hun havde fået en tro der byggede på Bibelen.
Broderskab og enhed er ikke noget der er almindeligt i vore dages verden. Især har krig været årsag til at broderskabets og enhedens ånd er gået tabt. Men hør nu hvad fire mænd oplevede — tre canadiske matroser og batterichefen på et tysk slagskib. Under den anden verdenskrig havde de tre canadiere gjort forsøg på at sænke tyskerens skib. Fireogtredive år senere mødtes canadierne igen. Man kan forestille sig deres overraskelse da de erfarede at deres tidligere fjende i krigen var blevet deres åndelige broder og endda forrettede dåben da en af dem blev døbt som kristen!
Vi spørger nu: Kan troen sejre i vor tids verden? Det kan den, og det gør den. Mange som før var uden håb, har nu et værdigt mål i livet. Fædre, mødre og børn som før levede en trist tilværelse, glæder sig nu over et lykkeligt familieliv. Mange som har erkendt at deres indstilling og opførsel engang var forkert, har ændret deres personlighed til det bedre. Og andre som før var fjender, er blevet knyttet til hinanden med broderskabets og enhedens ubrydelige bånd.
Hvad har først og fremmest forårsaget disse gunstige forandringer? En sejrende tro! Ja, alle de her nævnte oplevelser er blevet fortalt ved Jehovas Vidners internationale stævner „Den sejrende tro“, som siden sidste sommer er blevet holdt forskellige steder i verden. Nogle af disse sammenkomster bliver omtalt i den følgende beretning.