Spørgsmål fra læserne
● Er det nødvendigt at en søster bærer hovedbeklædning når hun tolker for døve, i betragtning af Paulus’ vejledning i Første Korinterbrev 11:3-16?
Da søsteren der tolker, ikke selv er ophav til de oplysninger hun fremholder, underviser hun ikke i menigheden og behøver derfor ingen hovedbeklædning. Hun gengiver blot talerens oplysninger på et andet sprog, i dette tilfælde tegnsprog. Det samme gælder hvis hun tolker en bøn. Men måske vil hun selv føle sig bedre tilpas hvis hun tildækker sit hoved. Hun står foran en forsamling, og det forventes at hun lægger følelse i det hun siger og benytter den rette betoning for trofast at gengive talerens tanker. Desuden føler hun måske at hun, ved at tildække sit hoved, kan undgå at give nogen det forkerte indtryk at hun underviser eller beder i menigheden uden hovedbeklædning. Søstre der virker som tolke, kan med dømmekraft træffe deres afgørelse i overensstemmelse med de forhold der gør sig gældende i de enkelte tilfælde, og i overensstemmelse med deres egen samvittighed.
Det kan ske at der ved et menighedsmøde kun er en enkelt indviet broder til stede, og at denne broder er døv. Hvis han kan tale tydeligt så alle de tilstedeværende kan forstå ham, vil det være passende at han præsiderer og beder, hvis han i øvrigt er egnet dertil. Hvis han kun kan tale ved hjælp af tegnsprog, kan han præsidere og bede hvis der er en søster til stede som kan tolke godt for de øvrige ved mødet. Det er ikke påkrævet at hun bærer hovedbeklædning, men som drøftet ovenfor kan omstændighederne og hendes samvittighed gøre det tilrådeligt. Hvis broderen imidlertid ikke taler godt eller slet ikke kan tale, eller der ikke er nogen kvalificeret tolk til stede, bør en egnet søster præsidere og bede, med hovedet tildækket som påkrævet. Apostelen Paulus giver den vejledning at hvis man taler et sprog som de øvrige tilstedeværende ikke forstår, bør man tie medmindre der er en oversætter til stede. (1 Kor. 14:27, 28) For at undgå misforståelser og at nogen sættes i forlegenhed, kan de ældste, hvis der er mulighed for at situationer af denne art opstår, på forhånd træffe de nødvendige foranstaltninger.