Hvad mente vismanden?

KONG Salomon er en af de viseste mænd der nogen sinde har levet. Han kunne med rette sige: „Se, jeg har vundet større og rigere visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit hjerte har skuet visdom og kundskab i fylde.“ (Præd. 1:16) Hermed mente Salomon øjensynlig at han ikke blot forstandsmæssigt havde tilegnet sig en mængde viden. Visdommen og kundskaben havde berørt hans hjerte, den var blevet en del af ham selv. Han indså værdien af sin kundskab og visdom og følte sig tilskyndet til at bruge den.

Salomon lod ingen mulighed gå fra sig for at opnå visdom. Han siger: „Jeg vendte min hu til at ransage og med visdom udgranske alt, hvad der sker under himmelen; . . . Jeg vendte min hu til at fatte, hvad der er visdom og kundskab, og hvad der er dårskab og tåbelighed.“ (Præd. 1:13, 17) Han satte sig for at lære visdommen rigtigt at kende. Han udforskede ikke alene alt det som visdommen gav sig udslag i, men udgranskede også dårskab og tåbelighed. Han lagde nøje mærke til hvordan andre fulgte en dåragtig og tåbelig vej. På grundlag af det han så, sluttede han sig til hvordan problemer kunne undgås.

Hvad lærte han af sit grundige studium af den verdslige kundskab og visdom i alle dens afskygninger? „Også det er jag efter vind. Thi megen visdom megen græmmelse, øget kundskab øget smerte.“ — Præd. 1:17, 18.

Som Salomon påpegede, er der en grund til dette: „Kroget kan ej blive lige og halvt kan ej blive helt.“ (Præd. 1:15) Efterhånden som man øger sin verdslige viden bliver man sig smerteligt bevidst at der er meget „kroget“ i den ufuldkomne verdensordning som simpelt hen ikke kan rettes ud. Der er hverken tid til det eller mulighed for det. Skævhederne i samfundet er så mange at de ikke er til at tælle. Jo større kundskab og visdom man opnår, jo mere erkender man hvor begrænsede ens muligheder er for at ændre forholdene til det bedre. Ens korte levetid og de ugunstige omstændigheder i det ufuldkomne menneskesamfund, sætter grænser for en. Det giver anledning til smerte og græmmelse.

Visdommen fra Gud har imidlertid ikke denne negative virkning, men skaber håb, tro og tillid. Denne visdom beskrives således i Bibelen: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk.“ (Jak. 3:17) Hvilken visdom lægger du størst vægt på — den der bringer skuffelse og græmmelse, eller den guddommelige, der kan hjælpe dig til at få det bedste ud af livet allerede nu?