Hvornår er det klogt at være villig til at tro?

DET er blevet hævdet: „Den vigtigste og mest ubemærkede egenskab i verden er viljen til at tro. Den er med i billedet hver gang vi lægger et brev i postkassen, går op i en flyvemaskine eller gør de et hundrede og sytten dagligdags ting som udgør vort moderne liv. Lige fra de penge vi sætter i banken til de penge vi låner . . . lever vi i en verden bygget på tro,“ på villigheden til at tro. — The Will to Believe af den kendte professor og forfatter Marcus Bach.

Dette kan i stor udstrækning være rigtigt i materielle spørgsmål, men hvordan forholder det sig når det drejer sig om åndelige ting? Agnostikere og ateister demonstrerer i særdeleshed en uvillighed til at tro. Som den amerikanske filosof William James engang fremhævede, indtager sådanne skeptikere den holdning at det er vigtigere at forkaste vildfarelse end det er at acceptere sandheden. Med hvilket resultat? De nægter sig selv muligheden for at lære de kendsgerninger at kende som viser at der findes en Gud, og derved at opnå alle de velsignelser der er resultatet af en sådan viden.

Disse skeptikeres ukloge kurs svarer til den holdning mange indtog i det syttende århundrede over for Harveys opdagelse af at blodet cirkulerer i menneskets legeme. Harvey kunne ikke forklare hvordan blodet blev ført fra arterierne over i venerne, fordi mikroskopet endnu ikke var blevet opfundet; han var derfor ikke i stand til at se kapillærerne. Dette var en af de indvendinger man rejste imod hans teori. Derfor vandt hans opdagelse „ingen tilhængere blandt Europas anerkendte anatomer“. Derimod „skrev autoriteter vægtige indvendinger“, fortælles det i bogen The Human Body.

Tre hundrede år senere stillede Englands lægestand sig igen overdrevent kritisk; denne gang drejede det sig om Alexander Flemings opdagelse af penicillinet. Men med tiden påtog to forskere sig den opgave uhildet at undersøge medikamentets muligheder, og det lykkedes dem at udvikle penicillinet så det blev fri for skadelige bestanddele. Resultatet var at de tre forskere modtog nobelpriser for deres arbejde med det der er blevet betegnet som „den moderne lægevidenskabs største livredder“.

Den der har et åbent sind, den der er villig til at undersøge vidnesbyrdene om at Gud er til, vil ikke være agnostiker eller ateist. En fremtrædende øjenspecialist, Santiago Ramón y Cajal, har således engang indrømmet at den visdom han fandt udfoldet i øjet, særlig i nethinden og linsen, ’for første gang svækkede hans tro på Darwins hypotese om naturlig udvælgelse’. Det var fordi han ikke lukkede sit sind for kendsgerningerne. Han var åben for vidnesbyrdene om at der må eksistere en højere magt.

Robert Millikan, der på sin tid blev betragtet som dekan for de amerikanske videnskabsmænd, erklærede på lignende måde: „Der er en guddom der bestemmer vor skæbne . . . ellers ville vi ikke have haft en følelse af vort eget ansvar. En rent materialistisk filosofi er for mig topmålet af uintelligens. Kloge mænd har gennem alle tidsaldre set tilstrækkeligt til at det i det mindste har fyldt dem med ærbødighed.“ Det er som apostelen Paulus udtrykte det nitten hundrede år tidligere: „Thi hans [Guds] usynlige væsen . . . har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger, så de er uden undskyldning“ — uden undskyldning for at betvivle Guds eksistens. — Rom. 1:20.

Viljen til at tro på en højere uset kraft kan siges at være et grundlæggende menneskeligt instinkt. The World Book Encyclopedia fortæller således at „der aldrig har eksisteret et folk som ikke har haft en eller anden form for religion“. Og professor Nigg bemærker: „Gudlængselen er uudslukkelig i mennesket, hvor det end befinder sig og gennem alle tider.“ Dette er særlig tydeligt når mennesker står over for stor fare eller døden. Derfor er det blevet sagt at „der findes ingen ateister i skyttegravene“.

Fordi villighed til at tro både er et grundlæggende instinkt og et behov, måtte den mægtige Sovjetunion affinde sig med den organiserede religion som den praktiseres i kristenheden (skændig som den er). Unge mennesker i Sovjet finder ikke en rent materialistisk livsfilosofi tilfredsstillende. De mere alvorligt tænkende blandt dem klager over at deres liv mangler indhold, og de længes efter noget de kan tro på. De unge i Amerika viser at de har det samme behov for at tro.

Viljen til at tro på noget er imidlertid kun et udtryk for visdom når den er baseret på kendsgerninger og fornuft, som nævnt i de citerede ord af videnskabsmanden Robert Millikan. Troen på at der findes en personificeret højere magt er ikke i sig selv nok. For at villigheden til at tro kan være et udslag af visdom, må man gå videre og være villig til at undersøge det der foregiver at svare på spørgsmål som: Hvad kræver det højeste Væsen af os? Hvor kommer vi fra? Hvor går vi hen? Hvorfor lider og dør vi?

I denne henseende er der langt mere der taler for at man undersøger Bibelen end nogen anden bog. Det er den ældste bog og den mest oversatte bog — hele Bibelen eller dele af den foreligger på 1471 sprog — noget man ville forvente af en guddommelig åbenbaring.

Den har yderligere indgydt mennesker en loyalitet som ingen anden bog. Mennesker har viet deres liv til at oversætte den og nogle har endog ofret deres liv for en sådan opgave. Den har bragt håb og glæde til modløse og sørgende og hjulpet utallige til at føre et bedre liv.

En amerikansk præsident skal for mere end hundrede år siden have sagt til en skeptisk ven: „Læs denne bog [Bibelen], accepter hvad du kan med fornuften og tro på resten, så vil du leve og dø som et bedre menneske.“ Formålet med de bøger og blade Jehovas vidner uddeler, er at hjælpe dig til at få en bedre forståelse og mere gavn af denne bog. Når du læser dette blad viser du din villighed til at tro — baseret på tilstrækkelige grunde og vidnesbyrd.