Fra den nye årbog
JEHOVAS VIDNERS nye årbog indeholder mange interessante beretninger fra hele verden. Vi vil her gengive nogle af de oplevelser som forkyndere i Danmark, Grønland og på Færøerne har haft i det sidste tjenesteår. Det ser ud til at verdensforholdene har fået mange mennesker til at vågne op og stille spørgsmål, og forkynderne har gjort god brug af vores bøger og blade, der fremstiller sandheden på en klar og forståelig måde.
Følgende oplevelse, der er fra Grønland, viser hvor effektivt litteraturen arbejder for os. Et specialpionerægtepar var kommet til en by hvor der ikke i øjeblikket var andre forkyndere, og i deres søgen efter logi gik de til borgmesteren for at høre om han kunne hjælpe dem. Han var imidlertid flyttet, og i stedet traf de en mand som året forinden havde vist forkynderne bort på en meget håndfast måde. Da de denne gang kom i et andet ærinde, fortalte de ham hvorfor de ønskede at tale med borgmesteren. Denne gang var manden helt venlig, og forkynderne vekslede nogle ord med ham. Pludselig sagde han: „Jeg har en virkelig god bog, den skal I se.“ Så løb han ind i huset og hentede bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? Han sagde at han havde fået den af en anden i byen og havde været glad for at læse den. Han fortalte begejstret om bogens indhold og sagde: „Tag den med og læs den! Jeg har selv læst den to gange, og det er i hvert fald ikke for meget.“ Da forkynderne fik overbevist manden om at det var den samme bog de havde i tasken og at den var udgivet af Jehovas vidner, blev han meget overrasket. Han modtog ’Evolutionsbogen’ og lovede at læse den.
Også på Færøerne er vores bøger og blade med til at så sandhedens sæd i oprigtige menneskers sind. En familie der var tilsluttet adventistsamfundet havde således modtaget ’Paradisbogen’ og nogle blade. Imidlertid fik de samme dag besøg af deres præst, som advarede dem mod at læse vores litteratur og rådede dem til straks at levere den tilbage, hvilket de også gjorde da forkynderen kom på genbesøg. Denne fortsatte dog med at besøge dem regelmæssigt, idet han altid trak interessante emner frem fra Bibelen som de drøftede. En dag udbrød manden i huset: „Hvor har jeg dog mange gange fortrudt at jeg leverede den bog tilbage. Bare jeg kunne få fat i den igen!“ Nu fik han ikke blot ’Paradisbogen’ men også ’Sandhedsbogen’, og efter endnu nogle genbesøg blev der påbegyndt et studium med hele familien, deriblandt tre børn. Hele denne familie kom til mindehøjtiden og har overværet møderne regelmæssigt siden. Manden er nu tilmeldt den teokratiske skole og benytter enhver lejlighed til at vidne.
Mange af de nye som er på vej ind i sandheden, har et særligt ’fiskeområde’ hvor de kaster deres garn ud, nemlig i deres omgangskreds. Ved det internationale stævne i København forrige år kom en mand sammen med sin hustru for at høre det offentlige foredrag. Hun havde tyve år forinden hørt en lille smule om sandheden, men han havde aldrig hørt noget før. Ved slutningen af det offentlige foredrag var de overbeviste om at dette var sandheden, og der blev straks truffet aftale om et bibelstudium efter stævnet. Inden der var gået to måneder tog de del i forkyndelsen, og ikke længe efter indviede de sig og lod sig døbe. Deres første tanke gjaldt nu familien. De rejste til Italien for at besøge deres datter og svigersøn, og et studium blev oprettet med dem. Desuden blev der oprettet bibelstudium med deres søn, som nu selv tager del i forkyndelsen.