Spørgsmål fra læserne
● Skulle den hungersnød som den kristne profet Agabus forudsagde, strække sig over hele jorden? Viser den verdslige historie at der kom en sådan hungersnød? — J. E., U.S.A.
Sammen med nogle andre profeter kom Agabus ned fra Jerusalem til Antiokia i Syrien i det år apostelen Paulus opholdt sig der. Ved den hellige ånd forudsagde Agabus „at der skulle komme en stor hungersnød over hele verden [græsk: oikoumeʹne; beboede jord, NW]“. (Ap. G. 11:27, 28) Om brugen af ordet oikoumeʹne i dette skriftsted siger Barnes’ Notes on the New Testament: „Det ord der anvendes her . . . betyder som regel den beboelige verden, den del af jorden som er opdyrket og beboet. Undertiden begrænses udtrykket dog til kun at omfatte et helt land i modsætning til landsdelene; således bruges det for at betegne hele Palæstinas land til forskel fra dets enkelte dele, eller for at betegne at en begivenhed skulle gælde hele landet og ikke blot være begrænset til en eller flere landsdele, som for eksempel Galilæa og Samaria.“ Et eksempel på brugen af ordet i dets begrænsede betydning, i betydningen et land eller rige, er Lukas 2:1: „Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden [hele den beboede jord, NW] skulle skrives i mandtal.“
Det ser ud til at de kristne i Antiokia forstod Agabus’ profeti sådan at den gjaldt Palæstinas land, for i det følgende vers (Apg 11:29) siges der at disciplene vedtog at „sende noget til hjælp for brødrene, som boede i Jødeland [Judæa, NW]“. Som den bibelske beretning selv siger, kom hungersnøden under kejser Klaudius’ regering (41-54 e.v.t.), og profetien blev således opfyldt. (Ap. G. 11:28) Den jødiske historieskriver Josefus omtaler denne ’store hungersnød’ (Jødernes oldtidshistorie, XX, 2, 5; 5, 2) og siger at den varede i over tre år.
● Hvad betyder Jesu udtalelse i Mattæus 17:26 om at sønnerne er fri for at betale skat? — E. D., U.S.A.
Jesus ville her med en illustration vise hvorfor han som Guds søn ikke var forpligtet til at betale den tempelskat som var almindelig blandt jøderne og som blev indsamlet af skatteopkrævere der på et bestemt tidspunkt hvert år besøgte alle byer i Judæa. Efter Jerusalems fald var det romerne der indkasserede denne skat. Josefus fortæller at kejseren „paalagde Jøderne, hvorsomhelst de end boede, en Skat paa 2 Drachmer for hver Person, at indbetale hvert Aar paa Capitolium, ligesom de før havde indbetalt den til Templet i Jerusalem“. — Jødernes Krig mod Romerne, VII, 6, 6.
Beretningen, som kun findes i Mattæus-evangeliet, lyder: „Efter at de var kommet til Kapernaum, gik de, der opkrævede tempelskatten [to drakmer], hen til Peter og sagde: ’Betaler jeres mester ikke skatten?’ ’Jo,’ siger han. Og da han var gået ind i huset, kom Jesus ham i forkøbet, og sagde: ’Hvad mener du, Simon? Af hvem tager jordens konger told eller skat, af deres egne sønner eller af de fremmede?’ Han svarede: ’Af de fremmede.’ Da sagde Jesus: ’Så er jo sønnerne fri. Men for at vi ikke skal forarge dem, så . . . giv dem den for mig og dig!’“ — Matt. 17:24-27.
Det var muligvis for at fange Jesus i at bryde en anerkendt skik at Peter blev spurgt om hvordan Jesus stillede sig til at betale denne skat. Da Jesus senere drøftede spørgsmålet med Peter, påpegede han at jordens konger almindeligvis ikke påligner deres egne sønner skat, men tværtimod pålægger andre, de fremmede, at betale skat. Sønnerne er fri for at betale skat.
Det Jesus ville sige var at han som Guds søn, ifølge almindelig sædvane, kunne gøre krav på fritagelse for at betale skat, og det kunne han gøre med den begrundelse at kongens søn hører til kongehuset, til hvem skatten opkræves, ikke af hvem den betales. På tilsvarende måde var Jesu Fader, universets Konge, den Gud der blev tilbedt i templet, og Sønnen var derfor ikke forpligtet til at følge den skik at betale tempelskat. Loven krævede det ikke af ham. (2 Mos. 15:18; 1 Tim. 1:17) Ikke desto mindre sørgede Jesus for at skatten blev betalt da han ikke ville forarge nogen ved at give dem indtryk af at han ikke støttede tilbedelsen i templet.