Lotterispil — en snare

LOTTERISPIL virker tillokkende på mange mennesker. Udsigten til at få meget for ganske lidt, foruden den spænding der er forbundet med selve spillet, er tillokkende, ja næsten uimodståelig, for mange. Denne omstændighed er der adskillige landes regeringer der udnytter. De driver et nationalt lotteri, og indtægterne fra dette lotteri går i statskassen. Et sådant lotteri har vi også her i landet. Det hedder det Kongelige Københavnske Klasselotteri, og ifølge statsregnskabet for 1965/66 var indskudssummen til klasselotteriet 66.077.000 kroner. Heraf havde staten en indtægt på 5.295.000 kroner.

Det irske sweepstake-lotteri er måske det mest kendte og mest populære lotteri, ligesom det også er det største forretningsforetagende i Irland. Ifølge Fortune, et førende handelstidsskrift i De forenede Stater, lykkes det dette lotteri at sælge lodsedler i 146 lande. Det påstås at indskuddet hvert år er på omkring 45 millioner dollars og at man giver omkring en femtedel af dette til velgørende formål. I Vesttyskland er lotterispil tilsyneladende en stor snare for folk, for hvert år modtager de tre nationale lotterier tilsammen indskud på 545 millioner dollars, hvoraf en tredjedel bruges til fremme af sundheden, til gavn for ungdommen og som tilskud til sporten. I december sidste år havde Madrid sit største ferielotteri, idet 50 millioner dollars blev uddelt som gevinster. England, Frankrig og Mexico har indbringende lotterier, og det samme har kommunistlande som Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Ungarn. I hele verden driver mere end firs nationer store lotterispil, og får derved en samlet indtægt på over 1 milliard dollars om året.

I De forenede Stater har der i mange år ikke været sådanne statsdrevne lotterispil. For tre år siden startede staten New Hampshire som den første et statsdrevet lotteri. Og den 15. juni i år fulgte staten New York efter, ved at oprette sit lotteri. Den lovgivende forsamling i denne stat havde gentagne gange stemt for det, og også blandt statens vælgere var der et tydeligt flertal for at få et lotteri — 2.464.898 stemte for, og 1.604.694 imod.

På en måde er lotterispillet en tosidig snare; det er nemlig ikke alene en snare for dem der køber lodsedlerne men også for regeringerne, som derved har en ekstra indtægtskilde. Da lotterispillet på en måde narrer penge fra folk ved at stille dem en stor gevinst i udsigt, er nogle fremtrædende embedsmænd imod at man bruger lotterispillet som en indtægtskilde for staten. Også det nystartede lotteri i staten New York i U.S.A. mødte stærk modstand fra nogle højtstående embedsmænd i staten. Hvorfor? Grunden blev anført i bladet New York Post: „Det er de folk der mindst har råd til at spille, der spiller. Derfor er et lotteri en regressiv [i modsætning til en progressiva] form for beskatning, og er socialt forkert. . . . I England har de små spillesaloner uden for selve væddeløbsbanerne deres største forretning i de fattige bydele. . . . Lokket af løftet om at få noget for intet, vil den fattige uden tvivl bruge en del af sin indtægt til spil i stedet for til fornødenheder som føde og klæder.“ — 3. oktober 1966.

At dette ikke er en tom teori blev bevist under en lotteristrejke i Puerto Rico som standsede lotterispillet i ti dage. I samme periode gik salget af fødevarer op med 30 procent i visse supermarkeder. Det er indlysende at fattige mennesker har flere penge til mad når der ikke er noget lotteri at bruge penge på.

Dét at bruge lotterispil som indtægtskilde, er at narre folk. Herom siger det amerikanske skatteinstitut: „Uanset hvor mange geniale måder vi finder på, opdager vi før eller senere med hver af dem at der ikke findes noget . . . universalmiddel. I længden viser ’smertefri’ metoder sig ofte at være de mest smertefulde.“

At lotterispillet er et bedrag, ses også af den omstændighed at det sluger en masse arbejdskraft uden at øge velstanden; lotterierne tager blot velstanden fra de mange og giver den til de få, og det med store omkostninger. I nogle tilfælde er generalomkostningerne 50 procent af den samlede indskudssum. Der findes kun tre ærlige og fornuftige måder at bruge penge på, nemlig ved at købe ting af værdi til en rimelig pris, ved at købe arbejdskraft, og ved at give gaver.

De der ønsker at lade sig lede af Bibelens principper, må lære at modstå den fristelse som lotteri og andre former for spil kan være. Spil er i virkeligheden en form for udbytning, selv om den der mister pengene er indforstået dermed. At duellere er længe blevet betragtet som forkert, selv om man godt kan sige at det er at dræbe efter fælles samtykke. På samme måde med spil; det er udbytning efter fælles samtykke. Den ene vinder kun fordi den anden taber. Det er moralsk forkert at søge fornøjelse eller udbytte på bekostning af andres smerte eller tab.

Ja, lotterispil opmuntrer til selviskhed, for hver eneste der tager del i lotterispil håber trods alt at han vil vinde det hans næste har indskudt, og derved bliver i praksis hver eneste spiller alle de andres fjende. Dette er lige det modsatte af hvad Bibelen råder os til i Første Korinterbrev 10:24: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ Spillelysten udspringer af kærlighed til penge, som er en rod til alt ondt. — 1 Tim. 6:9, 10.

Det er derfor ikke mærkeligt at der ofte er megen korruption forbundet med lotterispil; af denne grund forbød De forenede Staters forbundsregering for halvfjerds år siden at sende lodsedler fra den ene stat til den anden. Man må heller ikke glemme at spil for nogle mennesker kan blive en sygelig lidenskab som bringer sine ofre sorg og ulykke og ofte får dem til at begå alle mulige slags forbrydelser.

At lade sig fange i lotterispillets snare er også imod det bibelske princip om at et menneske bør arbejde. De der giver efter for lotterispillets fristelse, sætter i virkeligheden „heldet“ i stedet for hårdt arbejde. Men Bibelen siger ligeud: „Den, del ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ — 2 Tess. 3:10; Ordsp. 6:6.

Sande kristne vil ikke blande sig i hvad andre vælger at gøre, men selv vil de undgå lotterispillets snare fordi de ønsker at behage Gud. De vil ikke engang sælge lodsedler eller tage imod arbejde der har noget med den slags at gøre, for de ved at tyve og røvere [udbyttere, NW] udelukkes af den kristne menighed og at man, hvis man har den slags arbejde, gør sig skyldig i udbytning. De vil være tilfredse med at høste frugterne af godt, ærligt arbejde og søge fornøjelse og underholdning på måder der ikke er til skade for nogen. — 1 Kor. 6:9, 10.

[Fodnote]