Spørgsmål fra læserne
● Ifølge verdslige historikere er Amman i dag en blomstrende by og den er bygget på ruinerne af fortidens by Rabbath Ammon. Hvordan skal vi da forstå et skriftsted som Zefanias 2:9, der lyder: „Moab skal blive som Sodoma, ammonitterne som Gomorra, jord for nælder, et salthul, ørken til evig tid“? — F. R., De forenede Stater.
Den tilintetgørelse der skulle komme over Moab og Ammon kom virkelig som forudsagt, hvilket historien viser. Moabitterne og ammonitterne er ophørt at eksistere som folk betragtet. Byen Amman, der i dag ligger hvor fortidens by Rabbath Ammon lå, er ikke beboet af ammonitter, efterkommere af det folk mod hvilket profetierne blev udtalt. Derimod er den beboet af efterkommerne af de nabatæiske arabere som opslugte ammonitterne i det første århundrede af vor tidsregning.
Nutidens Amman er regeringscenter for det nuværende kongerige Jordan. Dets arabere er ikke ammonitter, ej heller betragtes deres konge som en ammonitisk konge. Fortidens hovedstad, Rabbath Ammon, er kun en ruinhob der omgiver arabernes by, nutidens Amman. Profetien er altså virkelig gået i opfyldelse: Moab og ammonitterne er blevet som Sodoma og Gomorra; de er ophørt at eksistere.
● Hvordan skal man forstå Lukas 21:25, 26 og den lignende udtalelse i Mattæus 24:29? Skal det forstås bogstaveligt eller symbolsk? — C. S., De forenede Stater.
I Lukas 21:25, 26 siges: „Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige; thi himlenes kræfter skal rystes.“ Den lignende udtalelse hos Mattæus 24:29 lyder: „Straks efter trængselen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne skal falde ned fra himmelen, og himlenes kræfter rystes.“
Disse skriftsteder skal i første række tages i bogstavelig betydning. Hvorfor det? Fordi sammenhængen tvinger os hertil. Vore dages begivenheder viser at udtalelsen i Lukas 21:10, 11 er blevet opfyldt bogstaveligt. Her siges: „Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige. Og store jordskælv skal der være, og pest og hungersnød både her og der.“ Det vil derfor være fornuftigt at antage at resten af vers 11 også opfyldes bogstaveligt. Her siges: „Og der skal ske forfærdelige ting og store tegn fra Himmelen.“ Disse „forfærdelige ting“ og „store tegn“ hentyder uden tvivl til de samme ting som er nævnt i Lukas 21:25, 26 og Mattæus 24:29, nemlig synlige, fysiske og materielle forandringer i himmellegemerne. Dette betyder imidlertid ikke at en overført betydning af disse profetier er umulig. Det vil imidlertid kun være en sekundær eller parallel forklaring. En fyldestgørende redegørelse for disse profetier findes i bogen „Ske din vilje på jorden“, siderne 319, 320.