Spørgsmål fra læserne

● En mand lader sig skille fra sin hustru på ubibelsk grundlag. Efter at skilsmissen er bevilget bliver hustruen og menigheden bekendt med at manden før skilsmissen har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud. Er manden eller kvinden bibelsk fri til at gifte sig igen?

Ifølge Bibelen er det afgørende spørgsmål i dette tilfælde: Hvem har taget skridt til at lade sig skille, og på hvilket grundlag? Hvem har ret til at lade sig skille? Bibelen siger ikke at ægtemandens moralske stilling er afgørende for om han har ret til at lade sig skille. Tværtimod er det den forstødtes moralske vandel der er bestemmende for om den der begærer skilsmissen har ret til at opløse ægteskabet. Beretningen i den inspirerede skrift siger at det er den urene ægtefælle der får et skilsmissebrev af den moralsk rene, uskyldige part. Man kan ikke få andet ud af det der står i Femte Mosebog 24:1-4 (NW).

Det var denne lov fra Femte Mosebog farisæerne gjorde til diskussionsemne, som omtalt i Mattæus-evangeliet 19:3-9. Jesus fortalte farisæerne at Gud ikke havde givet den første mand Adam ret til at lade sig skille fra sin hustru Eva af en hvilken som helst grund. Farisæerne svarede med at henvise til nævnte skriftsted i Femte Mosebog. De sagde: „Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?“ Denne mosaiske lov nævner udtrykkeligt den fraskilte hustrus urenhed; den siger intet om at manden, der tager skridtet til skilsmissen, er uren. Jesus viste den rette respekt for den lov der begrænsede en ægtefælles ret til at lade sig skille, for han sagde: „Det var på grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor.“ Eftersom Jesus henviser til Moseloven og bygger videre på tanken deri, må han altså tale om en hustru der bliver forstødt af anden årsag end utugt, ægteskabsbrud, urenhed fra hendes side, og ikke på grund af urenhed fra mandens side. Det var derfor Josef fra Nazaret overvejede at lade sig skille fra sin trolovede, Maria, i al hemmelighed, fordi han tænkte at der var noget urent ved hende; kun ved guddommelig indgriben blev dette hindret. Det er den uskyldige der kan forstøde den skyldige. Den skyldige er ikke den rette til at forlange skilsmisse.

Det forventes ikke at den skyldige anklager sig selv og på grundlag af sin selvanklage skiller sig fra sin uskyldige ægtefælle. Den uskyldige ægtefælle der anklager den skyldige, må begære skilsmissen. Hvis det derfor viser sig at det er den uskyldige som forstødes, står denne uskyldige, rene ægtefælle i fare for at handle umoralsk, for Jesus sagde ifølge Mattæus 5:32 (NW): „Enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, gør at hun kan blive årsag til ægteskabsbrud, idet enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud.“ Den moralsk rene, uskyldige ægtefælles ret bør beskyttes — derfor er det også forkasteligt at forstøde vedkommende på et ubibelsk grundlag. Af personlige grunde kan en hustru vælge at se igennem fingre med sin mands umoralitet og fortsætte med at yde og kræve den ægteskabelige ret. Hvorfor? Jo, ægteskabet er ikke blevet opløst selv om manden har begået ægteskabsbrud. Hustruen har juridisk og bibelsk ret til at fortsætte samlivet med ham. Hun bliver ikke uren ved at have kønslig forbindelse med ham efter at han har begået ægteskabsbrud.

Hvis en utro ægtemand fortier sin utroskab over for sin uskyldige hustru, men fortæller hende at han har i sinde at søge skilsmisse, og hun, uden at vide noget om hans utroskab, samtykker i juridisk separation efter gensidig overenskomst, da indledes skilsmissen på dette grundlag. Den gennemføres på hans foranledning med hendes samtykke og uden indvending fra hendes side. De er altså enige om at skilles på et ubibelsk grundlag, hvilket ikke berettiger dem til at gifte sig igen. Alt hvad de ønsker er at blive fri for hinanden, og det er hvad de opnår ved en ubibelsk men juridisk skilsmisse. De må begge tage konsekvenserne. En sådan ubibelsk skilsmisse afskærer altså hustruen fra at gifte sig igen. Imidlertid er den hykleriske, utro ægtemand også begrænset i sin frihed; nok har han bragt hustruen i fare for at begå ægteskabsbrud, men det vil sandsynligvis blive vanskeligere for ham end for hende at undgå ægteskabsbrud efter skilsmissen, eftersom han jo allerede før skilsmissen har gjort sig skyldig deri. At hustruen ikke vidste det, bemyndiger ikke den kristne menighed til at omstøde Jesu regel: at en ægtemand, dersom han virkelig ønsker at komme af med sin hustru på et bibelsk grundlag, kun kan gøre det ved at lade sig skille fra hende på grund af hendes urenhed, hendes ægteskabsbrud. Sker det af nogen anden grund har manden, skønt han selv begik ægteskabsbrud før skilsmissen, ikke ret til at gifte sig igen; og dersom hustruen gifter sig igen — om end på lovformelig vis — begår hun ægteskabsbrud.

Den der kræver skilsmissen afgør hvad der er grundlaget for den, uanset vedkommendes egen moral før skilsmissen. Hvis retten nu bevilger skilsmissen på dette grundlag, kan man sige at skilsmissen hviler på det grundlag, og den medfører de tilsvarende konsekvenser for den der lader sig skille.

Men hvad så hvis den uskyldige hustru, efter skilsmissen, som hun har givet sit samtykke til, opdager at hendes mand havde begået ægteskabsbrud en eller flere gange før skilsmissen? Det ændrer ikke situationen. Det berettiger hende ikke til at forlange skilsmissedommen ændret, eller til at appellere dommen i den hensigt at få grundlaget for skilsmissen ændret så det bliver bibelsk i stedet for ubibelsk. Ganske vist er hun efter skilsmissen kommet i besiddelse af oplysninger angående hendes tidligere mands umoralske handlinger før skilsmissen, men hun kan ikke bringe denne viden i anvendelse.

Umoralitet efter skilsmissen, begået af den ene eller begge parter, er set fra Bibelens synspunkt det eneste der kan stadfæste den juridiske skilsmisse og bevirke at det ægteskabelige bånd brydes. Umoralsk kønsforbindelse efter en ubibelsk skilsmisse vil ikke omstøde skilsmissen men vil bidrage til at bekræfte denne og gøre den mere vidtrækkende. Ved ægteskabsbrud efter skilsmissen kommer der noget nyt til, noget som ikke forekom på det tidspunkt da skilsmissesagen blev behandlet og den der begærede skilsmissen i indforståelse med den anden part afgjorde hvad grundlaget var. Efter skilsmissen er der således tilføjet en ny faktor der gyldiggør, ikke ophæver, skilsmissedommen. Dette gælder også hvis det er den der begærer skilsmissen som bagefter begår ægteskabsbrud.

Ægteskabsbrud før skilsmissen opløser ikke i sig selv ægteskabsbåndet, og det lovformeligt gifte par kan fortsat have kønslig forbindelse med hinanden. Kønsforbindelse mellem dem fra det tidspunkt den utro ægtemand har begået ægteskabsbrud og til der tages skridt til skilsmissen, sletter så at sige ægteskabsbruddet så dette ikke kan danne grundlag for skilsmisse.

Den der kræver skilsmisse og som derefter begår ægteskabsbrud, bringer imidlertid en ny faktor ind i billedet, en faktor som ikke blev anført da han forlangte at blive skilt fra sin ikke-skyldige hustru. Hans ægteskabsbrud får indflydelse på sagen, uanset det er ham selv der har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud. Hans ikke-skyldige, fraskilte hustru har nu et bibelsk aktiv som hun kan fremføre mod ham, Under disse omstændigheder behøver hun naturligvis ikke at søge skilsmisse; hun er jo allerede skilt ifølge landets lov. Men mandens ægteskabsbrud bevirker at parrets juridiske skilsmisse nu også bliver bibelsk korrekt. At ægteskabsbåndet er løst anerkendes såvel af Gud og den kristne menighed som af landets lov. Ved den ubibelske skilsmisse har denne faktor ikke kunnet spille ind; kvinden var jo stadig den utro ægtemands hustru eftersom det ægteskabelige bånd ikke var løst.

I dette tilfælde, hvor den kristne menighed ikke på forhånd var blevet gjort bekendt med noget andet — og bibelsk — grundlag for skilsmissen, må skilsmissen hvile på det grundlag der fremførtes af den der begærede den. En skilsmisse hviler på det for den specielt fremførte grundlag, ikke på en forestilling om hvad der eventuelt kunne være gjort hvis man havde haft mere fyldestgørende oplysninger. Der kan intet foretages med tilbagevirkende kraft for at bringe skilsmissens omfang og virkning i overensstemmelse med nye oplysninger eller nye anklagepunkter. Denne strenge bestemmelse hindrer at det skilte par går krogveje for at slippe for at være underlagt de begrænsninger deres ubibelske skilsmisse medfører.

Den ubibelske skilsmisse får lige så strenge følger for den der begærer skilsmissen som for den der forstødes. Dette skulle tjene til advarsel for enhver der tænker på at lade sig skille, og få vedkommende til først at overveje hvilke begrænsninger og farer den ubibelske færd kan resultere i, både for vedkommende selv og for den ikke-skyldige ægtefælle. Den kristne menighed har hverken ret eller pligt til at befri det skilte par for de strenge følger af deres ubibelske skilsmisse. Ønsket om at vise barmhjertighed må ikke få den kristne menighed til at gå ud over hvad der står skrevet i Guds ord og forsøge at ændre situationen ved at gøre noget den ikke er bemyndiget til. En mand der gennemtvinger en ubibelsk skilsmisse får et stort ansvar at bære da han i moralsk henseende gør tilværelsen vanskelig for sin sagesløse, moralsk rene hustru. Hvis den uskyldigt forstødte forser sig, kan man ikke bebrejde den kristne menighed at den ikke sanktionerer at hun indgår nyt ægteskab før hendes tidligere mand dør eller begår ægteskabsbrud. Den der forlangte at blive skilt fra hende er den skyldige ifølge Bibelen. Alt hvad den kristne menighed er berettiget til at gøre er at yde hende enhver tænkelig åndelig hjælp, så hun kan vokse sig moralsk stærk.

Den utro ægtemand, der ikke angrede sin handling før skilsmissen, kan, hvis han er medlem af en kristen menighed, udstødes af denne. Ved at fortie sin utroskab for hustruen og for menigheden kan han måske forhale udstødelsen nogen tid. Hvis han foruden at fortie sit ægteskabsbrud lader sig skille fra sin skyldfri hustru, røber han at han ikke har angret sin overtrædelse. Han har heller ikke sin hustrus tilgivelse. Altså må han udstødes af menigheden når sagen kommer frem. Ikke alene har han syndet mod sin moralsk rene hustru ved at begå ægteskabsbrud og skjult det for hende, men ydermere har han i sin hårdhjertethed forvoldt hende den skade at lade sig skille fra hende. For sin moralske urenhed, som hans hykleriske, ukærlige adfærd viser at han ikke har angret, må han udstødes af den kristne menighed på grundlag af de vidneudsagn der er forelagt menighedens udvalg.

● Skal søstre bære en hovedbeklædning når de holder deres prædikener i den teokratiske skole? — D. H., De forenede Stater.

Nej, det er ikke nødvendigt. Når søstrene holder deres prædikener underviser de ikke indviede mænd; de viser blot hvilke fremskridt de selv har gjort i deres lærergerning, og formålet er at de skal vejledes. Eftersom dette er hensigten med at de tildeles disse opgaver, og eftersom skolen ledes af en broder, har søstre ingen pligt til at bære en hovedbeklædning. Af de samme grunde behøver de heller ikke at bære en hovedbeklædning når de deltager i tjenestemødets demonstrationer.

● Hvorfor afviger New World Translations gengivelse af teksten i Dommerbogen 16:28 fra andre oversættelser? Den lyder: „Herre Jehova, kom mig i hu og giv mig kraft kun denne ene gang, o Gud, og lad mig hævne mig på filisterne for det ene af mine to øjne.“ — E. B., De forenede Stater.

Fodnoten i New World Translation viser at Septuaginta og Vulgata gengiver dette vers anderledes, som om Samson bad om hævn én gang for sine to øjne. Det er også den tanke der kommer frem i romersk-katolske oversættelser og i King James oversættelsen (og også i den autoriserede danske oversættelse). Imidlertid er „lad mig hævne mig på filisterne for det ene af mine to øjne“ en ordret gengivelse af den originale hebraiske tekst, og moderne oversættelser som Revised Standard og Moffatts (samt den norske reviderede oversættelse af 1930) gengiver verset således. Selv American Standard har denne gengivelse i en fodnote til verset. Og fodnoten i Rotherhams Emphasised Bible siger: „P. B. [Polychrome Bible] (Moore): ’hævne mig . . . for det ene af mine to øjne.’“ (I øvrigt findes der en dansk oversættelse, udgivet af Det Norske Bibelselskabs Forlag i 1926, som siger „eet af mine to øjne“.)

Samsons tanke var at den skade han kunne forvolde filisterne ved at få Dagons tempel til at styrte sammen over Dagondyrkerne, ikke kunne opveje tabet af begge hans øjne; den kunne kun opveje tabet af det ene øje. Som fodnoten til dette vers i Soncinobibelen siger: „Teksten muliggør en stærkere gengivelse: ’hævn for det ene af mine to øjne.’ Han føler at den hævn han har i sinde at tage kun vil være delvis, men det er alt hvad han formår efter omstændighederne.“