Spørgsmål fra læserne
● Hvis min kødelige broder, som er udstødt, og hans familie kommer udenbys fra for at besøge mig, kan jeg så invitere dem indenfor og lade dem overnatte om nødvendigt? — E. T., De forenede Stater.
En udstødelse bryder ikke blodets bånd mellem den udstødte og hans slægtninge. For eksempel brydes det ægteskabelige bånd ikke fordi den ene ægtefælle udstødes. Hvis en kødelig broder som er udstødt, besøger sin familie på grund af slægtskabet — ikke på grund af kristent fællesskab — da har familien ret til at tage høfligt imod ham på dette naturlige, menneskelige grundlag, men naturligvis kan den ikke have åndeligt fællesskab med ham og heller ikke behandle ham som et medlem af menigheden. De kan kun drøfte familieanliggender og andre verdslige spørgsmål.
Man må udvise fornuft i et sådant tilfælde, og hvis slægtningen kommer langvejs fra og ikke kan komme hjem igen samme dag, men er nødt til at overnatte, er der ikke noget forkert i at lade ham overnatte, selv om han og hans familie kun er knyttet til en ved blodets bånd og ikke ved åndelige bånd.
Nu skal man naturligvis ikke opmuntre til for meget samvær med kødelige slægtninge. Det vil hindre os i at udføre vore pligter over for Gud og det kan bringe vor åndelige sundhed og uangribelighed i fare. Husk på det underforståede princip i Mattæus 12:47-50. Da nogle sagde til Jesus: „Se, din moder og dine brødre står udenfor og søger at få dig i tale,“ svarede han: „Hvem er min moder, og hvem er mine brødre? . . . enhver, der gør min himmelske Faders vilje, han er min broder og søster og moder.“
● Hvordan bør en indviet kristen betragte fagforeninger og deltagelse i deres virke? — S. B., De forenede Stater.
„Stræb efter det, der er godt i alle menneskers øjne,“ siger Bibelen til kristne. „Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro.“ Disse skriftsteder har nogen forbindelse med spørgsmålet, for den der skal rette sig efter dem er ofte nødt til at være tilsluttet en fagforening. Vi kan drage en parallel mellem en arbejders pligter som medlem af en fagforening og hans pligter som borger i et samfund. De goder den kristne får fra regeringen betaler han med skat; tilsvarende er det også rimeligt at han betaler fagforeningskontingent, eftersom han derved sikrer sig arbejde. Man kan derfor ikke indvende noget imod at en kristen blot er medlem af en fagforening, betaler kontingent og følger en opfordring til nedlæggelse af arbejdet i tilfælde af strejke. — Rom. 12:17; 1 Tim. 5:8.
Imidlertid bør en kristen ikke gå så højt op i fagforeningsbevægelsen at han beklæder en særlig stilling inden for den. I tilfælde af strejke bør han heller ikke være strejkevagt eller på nogen måde agitere for årsagen til strejken. Fremfor alt skal han undgå at blande sig i de voldshandlinger og uroligheder en arbejdskonflikt eventuelt kan medføre, for „en Herrens tjener bør ikke leve i ufred“. „Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!“ Ligesom en kristen er neutral når det gælder hans lands politik og krige, således giver det fagforeningsmedlem som er kristen sig heller ikke af med foreningens ledelse og dens lønkrige. Han holder sig neutral. — 2 Tim. 2:24; Rom. 12:18.