Spørgsmål fra læserne
● Er det forkert af en hvid og en farvet at indgå ægteskab hvis de virkelig elsker hinanden? Giver Bibelen nogen vejledning i så henseende? — W. M., De forenede Stater.
Guds ord forbyder ikke ægteskab mellem racerne. Tværtimod viser det at alle racer er beslægtede som følge af at de alle nedstammer fra ét menneske. (Ap. G. 17:26) I Guds øjne har en race intet fortrin for en anden. Apostelen Peter udtrykte det således: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ — Ap. G. 10:34, 35.
Det Guds ord påbyder er at indviede kristne kun gifter sig „i Herren“. Skulle det ske at den ene eller den anden part har været gift før, må den pågældende nødvendigvis være bibelsk fri til at indgå nyt ægteskab; og det er tilfældet når den tidligere ægtefælle enten er død eller har begået ægteskabsbrud, hvorefter der er kommet en skilsmisse i stand. — 1 Kor. 7:39.
Det er indlysende at de som gifter sig søger lykke. Og Bibelen lader forstå at et ægteskabs indgåelse, et bryllup, bør være en overordentlig lykkelig begivenhed. De utallige lykkelige ægtepar er et vidnesbyrd om at ægteskabet kan bringe dyb tilfredshed og stor glæde. Men grundet på menneskelig ufuldkommenhed bringer ægteskabet også med sig en vis portion „trængsel i kødet“, som Paulus udtrykker det. — 1 Kor. 7:28, fodnoten.
Højst sandsynligt kommer de der gifter sig på tværs af raceskellene til at erfare denne trængsel i højere grad end andre. Kristne kan ikke ændre bestående skikke, fordomme og love, men bliver nødt til at affinde sig med dem. De bør derfor anlægge et meget realistisk syn på tingene og se i øjnene hvilke øgede vanskeligheder et sådant ægteskab vil støde på. I mange dele af verden findes der stadig megen racediskrimination, og indgår en kristen et sådant ægteskab kan det betyde en begrænsning af hans eller hendes muligheder for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Tillige kommer børn af et sådant ægteskab efter al sandsynlighed ud for lignende øgede vanskeligheder så snart de er gamle nok til at være sammen med andre børn.
Ydermere forbyder visse landes og staters love ægteskab mellem personer af forskellig race. Eftersom kristne må anerkende kejserens ret til at opstille regler for ægteskab, må de, såfremt de bor i sådanne lande eller stater og tænker på at gifte sig på tværs af raceskellene, flytte til et land eller en stat hvor den slags ægteskaber er legale, og det vil være uklogt af dem at vende tilbage til deres eget land eller deres egen stat eller at rejse til nogen andre hvor sådanne love er gældende.
I betragtning af disse faktorer gør de som spekulerer på et sådant ægteskab vel i at tage skridtet op til alvorlig overvejelse. Er der tale om sand kærlighed, eller først og fremmest om fysisk tiltrækning? Vil det være i begge parters virkelige interesse? Er dette ægteskab den bedst mulige løsning på deres problem eller på det der er grunden til at de ønsker at gifte sig? Før ægteskabet synes kærligheden mellem to mennesker måske at være overmåde stærk, men er den så stærk at den kan bære de øgede vanskeligheder et sådant ægteskab fører med sig? Dersom to mennesker af forskellig race bestemmer sig til at tage et sådant skridt, bør ingen kritisere dem for det. Man bør ikke glemme at de virkelig betydningsfulde faktorer er dem der klart og tydeligt redegøres for i Bibelen.
● Hvordan skal børn af indviede forældre forholde sig når der ved højtiderne træffes særlige arrangementer i skolen? Hvad med juleprogrammet og de julesalmer der synges? Hvad skal børnene gøre når en fødselsdag fejres i klassen? — M. C., De forenede Stater.
Op til en højtid bliver alle elever i en klasse måske sat til at kolorere eller tegne billeder der symboliserer den specielle højtid. Det er en tildelt skoleopgave, og blot ved at tegne eller kolorere billederne tilkendegiver barnet ikke at det mindes højtiden eller tillægger den nogen betydning. Det løser kun en skoleopgave, og dets evner prøves og opøves. Eftersom det er et spørgsmål om dygtighed, og opgaven er tildelt i klassen, kan et barn af indviede forældre godt beskæftige sig med den.
Det er imidlertid noget ganske andet at deltage i selskaber og festligheder i anledning af sådanne højtider, når de ikke er af belærende men snarere af underholdende art. Jul, nytår og andre højtider kan spores tilbage til hedenskabet. Det nævnes ikke et eneste sted i De kristne græske Skrifter at man fejrede dem. På sådanne højtidsfester gælder apostelen Paulus’ ord: „Hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder. I kan ikke både drikke Herrens kalk og onde ånders kalk; I kan ikke både have del i Herrens bord og i onde ånders bord. Eller skal vi ægge Herren til nidkærhed? Er vi da stærkere end han?“ „Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?“ — 1 Kor. 10:20-22; 2 Kor. 6:15, 16.
Og med hensyn til at fejre fødselsdag: Det er højst besynderligt, for at sige det mildt, at skønt vi har beretninger om fødselsdagsfester så langt tilbage som til det gamle Ægypten, kender vi hverken Jesu eller nogen af hans apostles fødselsdag. Det er tydeligvis underforstået at Jehova Gud ikke ønsker at vi skal fejre nogen af disse fødselsdage, for havde han ønsket det, ville han have sørget for at datoerne var blevet bevaret. I Guds ord nævnes kun to fødselsdagsfester, begge fejret af gudløse konger, og i begge tilfælde fandt en henrettelse sted i forbindelse med festen; det var Faraos overbager og Johannes Døber der måtte lade livet. (1 Mos. 40:20-22; Matt. 14:6-10) Selv den tids jøder „betragtede fødselsdagsfester som et led i afgudsdyrkelsen“, og det uden tvivl „på grund af de afgudsritualer man iagttog til ære for dem der betragtedes som skytsguder for den dag på hvilken personen var født“. — McClintock & Strongs Cyclopædia.
Børn af indviede kristne forældre bør derfor ikke deltage i fejringen af sådanne højtider eller fødselsdage. Dette indbefatter både nationale højtidsdage og andre som er helt eller delvis af hedensk oprindelse. Børnene kan selv fremføre disse kendsgerninger for læreren; når de på denne måde aflægger et vidnesbyrd viser de at de har en fast kristen overbevisning trods deres unge alder. Men dersom børnene ikke er i stand til at give en ret fremstilling af deres standpunkt, da bør en af forældrene for enhver pris sørge for at børnene fritages under henvisning til samvittighedens og tilbedelsesfrihedens princip. — Sl. 8:3; Ordsp. 22:6.
● Hvilke bibelske principper gælder for opdragelse af børn i hjem hvor den ene af forældrene er et indviet kristent vidne for Jehova, den anden ikke? — Baseret på mange forespørgsler.
Ifølge Bibelen er ægtemanden og faderen hjemmets overhoved. Dersom han er et indviet kristent vidne for Jehova er det hans ansvar at sørge for at familiens åndelige såvel som materielle behov dækkes. (1 Tim. 5:8) Selv om hans hustru ikke er i troen må han sørge for at børnene får den rette kristne undervisning og opdragelse både i hjemmet og i rigssalen, og han bør gøre alt hvad han kan for at hjælpe sin hustru til at indse Guds ords sandhed. Samtidig bør han give hende frihed til at dyrke Gud på den måde hun ønsker, og somme tider kan hun gøre fordring på at tage børnene med i den kirke hun er tilsluttet. Denne religionsfrihed kan endog betyde at det i juletiden vil tillades hende at have et juletræ i et af hjemmets værelser, mens den troende ægtemand ikke vil tillade at andre værelser i hjemmet julepyntes eller at der opsættes dekorationer uden på huset. Ved således at respektere sin hustrus religionsfrihed viser han at han elsker hende som sig selv. — Ef. 5:28, 29.
Det samme gælder den ægtemand som ikke er i troen; eftersom han er husets overhoved kan han bestemme hvilken religion børnene skal opdrages i. Men i betragtning af at moderen er ansvarlig for børnenes opførsel når faderen ikke er til stede, må hun indprente dem rette principper så ofte hun har lejlighed dertil. I tilfælde hvor husfaderen er stærk modstander kan moderen måske ikke tage børnene med ud i tjenesten eller til møderne hvis faderen forbyder det. Men hun kan til stadighed på forskellig måde lære børnene de bibelske principper og sandheder. Dersom børnene stiller spørgsmål har hun ret til at besvare dem.
Lad os tænke os at en sådan fader gør flaghilsenen til et stridsspørgsmål. Eftersom Guds ord befaler enhver kristen at forsvare sin tro og adfærd, har en indviet moder ret til at føre et sådant forsvar og give, ikke alene sine børn men også sin mand, en forklaring, så at alle familiens medlemmer kan forstå hvorfor hun er tro mod de kristne principper. (1 Pet. 3:15) Eftersom faderen i dette tilfælde er imod at moderen lader børnene tage det bibelske standpunkt med hensyn til flaghilsen, har hun ingen ret til at forlange at børnene retter sig efter det bibelske princip i denne henseende, for husets overhoved fordrer at børnene deltager i ceremonien. Det eneste moderen kan gøre er at forklare børnene hvad Bibelen siger om spørgsmålet. Børnene må følge deres faders ønske, og moderen må ikke blande sig deri ved at sende læreren et brev og bede børnene fritaget for deltagelse i ceremonien. Hvis børnene imidlertid, efter at have hørt deres moders standpunkt og set at det er bibelsk og følgelig i harmoni med Guds vilje, lader sig diktere af deres egen samvittighed, tager deres standpunkt i skolen og andre steder og nægter at deltage i den slags ceremonier, da skyldes en sådan handlemåde naturligvis ikke et krav fra moderens side; barnet handler på eget initiativ, og faderen vil ikke kunne bebrejde moderen det. Hvorom alting er, barnet er ansvarligt for selv at tage et standpunkt alt efter dets samvittighed, og hvis faderen straffer det fordi det samvittighedsfuldt afstår fra at deltage i patriotiske ceremonier, da lider barnet for retfærdigheden. — 1 Pet. 2:19, 20.
I overensstemmelse med den vejledning som står at læse i 1 Peter 3:1-6, vil den indviede kristne kvinde som er gift med en vantro mand opføre sig eksemplarisk og vise dyb respekt for sin mand og lære sine børn at gøre det samme. Hun vil imidlertid ikke forsømme aktivt at deltage i den sande tilbedelse, og ved sin gudfrygtige opførsel og ved de ting hun taler om vil hun øve en stærk indflydelse både på sin mand og sine børn, for at også de kan blive frelst. — 1 Kor. 7:14, 16.
Det barn som viser værdsættelse af de bibelske sandheder det har lært af sin troende fader eller moder, må også handle efter de kristne principper. Den vantro fader eller moder vil måske stadig kræve at barnet går med i hans eller hendes kirke, og mindreårige børn, der jo retmæssigt er underlagt faderen, har pligt til at adlyde; men henne i kirken kan barnet ikke med god samvittighed deltage i afguderiske ceremonier. Når barnet har lejlighed til det, vil det forsvare sin himmelske Faders ord. Skulle det ske at den ikke-troende af forældrene forlanger at barnet skal gøre noget hvorved det direkte overtræder Jehova Guds lov, vil barnet lade sig lede af det bibelske råd: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ „Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd.“ „Børn, vær lydige mod jeres forældre der er i samhørighed med Herren, thi dette er retfærdigt.“ (NW) — Ap. G. 5:29; Matt. 10:37; Ef. 6:1.
Indviede medlemmer af en religiøst splittet husstand må således vurdere omstændighederne i enhver given situation rigtigt. De erkender at de først og fremmest står Gud til ansvar. Derfor indordner de sig også under de befalinger Gud har givet med hensyn til at anerkende husstandens overhoved, og viser ham den kærlighed og dybe respekt der tilkommer ham.
● Påtager Jehovas vidner sig at forrette vielser for par som ikke har indviet sig til Gud? — L. S., De forenede Stater.
I lande hvor Jehovas vidner har bemyndigelse til at forrette vielser står det til den enkelte kristne tjener at afgøre hvorvidt han vil vie et par som ikke har foretaget en indvielse. Samme regel gælder i lande hvor Jehovas vidner ikke har myndighed til at forrette vielser men kan afholde bryllupsforedrag. Det vidne som anmodes om at vie et ikke-indviet par, ræsonnerer måske at der ved denne lejlighed kan aflægges et godt vidnesbyrd om sandheden, at den nye verdens samfunds ophøjede principper derved kan gøres kendt, og at parret kan modtage bibelsk vejledning angående ægteskabets alvor og forpligtelser.
Før den kristne ordets tjener tilrettelægger en sådan ceremoni bør han imidlertid sikre sig at begge parter er bibelsk frie til at gifte sig. Ydermere at de er respektable mennesker og har et godt omdømme blandt mennesker i verden. Men selv når disse krav opfyldes er det forkynderen der afgør om han skal påtage sig hvervet eller ej. Han er ikke forpligtet dertil.
Med hensyn til om rigssalen skal benyttes ved en sådan lejlighed må det overlades menighedens udvalg at afgøre sagen.