Spørgsmål fra læserne

● I betragtning af hvor alvorligt det er at indføre blod i den menneskelige organisme ved en transfusion, vil den indviede, døbte mand eller kvinde som tager imod blodtransfusion og således krænker Skriften da udsætte sig for at blive udstødt af den kristne menighed?

Den inspirerede hellige Skrift svarer ja. Omkring midten at det første „kristne“ århundrede samledes i Jerusalem Kristi tolv apostle og andre modne repræsentanter for menigheden i den hensigt at træffe afgørelse om hvad der ifølge Skriften måtte kræves af ikke-jøder for at disse kunne få adgang til den kristne menighed. De tolv apostle og repræsentanterne for menigheden i Jerusalem, der mødtes for at afgøre dette vigtige spørgsmål, var alle jøder eller omskårne proselytter, og som sådanne havde de indtil pinsen i år 33 e. Kr. måttet efterkomme Moselovens påbud der forbød dem at spise og drikke dyreblod. I Moseloven (3 Mos. 17:10-12) bød Gud jøderne: „Om nogen af Israels hus eller de fremmede, der bor iblandt dem, nyder noget blod, så vender jeg mit åsyn mod den, der nyder blodet, og udrydder ham af hans folk. Thi kødets sjæl er i blodet, og jeg har givet Eder det til brug på alteret til at skaffe Eders sjæle soning; thi det er blodet, som skaffer soning, fordi det er sjælen. Derfor har jeg sagt til israeliterne: Ingen af Eder må nyde blod; heller ikke den fremmede, der bor iblandt Eder må nyde blod.“

Disse jødekristne var nu under den nye pagt der var blevet gyldig da Jesus Kristus, mellemmanden mellem Gud og mennesker, udgød sit blod i døden. Hvilke krav skulle de troende hedninger ifølge afgørelsen opfylde for at komme ind i den kristne menighed? I erklæringen som indeholder afgørelsen, hedder det: „Apostlene og de ældre brødre til de brødre i Antiokia og Syrien og Kilikien der er fra nationerne: Hilsener! . . . Thi den hellige ånd og vi selv har givet tilslutning til ingen yderligere byrde at lægge på jer, undtagen dette nødvendige, at I holder jer fri for det der har været ofret til afguder, og fra blod, og fra noget der er dræbt uden at blodet er løbet fra, og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil I have fremgang. Lev vel!“ (Ap. G. 15:23-29, NW) Den apostolske erklæring, som blev affattet under Guds hellige ånds ledelse, bestemte at til det nødvendige som alle kristne troende måtte overholde, hørte at de skulle holde sig fra blod og fra noget der var dræbt uden at blodet var løbet fra. Af Apostlenes Gerninger 21:25 fremgår det at afgørelsen flere år senere stadig var bindende for kristne. Bestemmelsen er aldrig blevet ophævet eftersom den er givet af Gud, og er den dag i dag gældende for kristne, indviede, døbte troende der trofast følger i Jesu Kristi fodspor, han der for mere end 1900 år siden fødtes som jøde.

Ifølge Guds lov som blev formidlet til Israels folk gennem profeten Moses, skulle de jøder og omskårne proselytter der overtrådte det af Gud givne forbud mod at spise og drikke dyreblod, udryddes af eller afskæres fra hans udvalgte folk. Den apostolske bestemmelse, der var resultatet af denne konference i Jerusalem, pålagde den kristne menighed en pligt til at foretage sig noget lignende over for dem som spiste eller drak dyreblod. Blodtransfusioner var ikke kendt på apostlenes tid. Selv om de tolv apostle og medlemmerne af menigheden i Jerusalem vel ikke havde sådan noget som vore dages blodtransfusioner i tanke, vil disse dog ikke desto mindre omfattes af erklæringens konsekvens. Læger indrømmer i dag at blodtransfusion direkte tilfører menneskelegemets blodkar næring gennem blodet fra et andet menneske eller andre mennesker, hvilken læger der ordinerer blodtransfusion siger er nødvendig for at patienten kan leve.

Guds lov erklærer udtrykkeligt at menneskets sjæl er i blodet. Den der tager imod en blodtransfusion vil altså spise af en gudgiven sjæl der så at sige indeholdes i et medmenneskes eller i medmenneskers blod. Dette er en overtrædelse af Guds befaling til kristne. Man skal ikke bagatellisere alvoren heri og se stort på sagen, ud fra den betragtning at den enkelte har lov til selv at afgøre med sin samvittighed hvad han vil vælge at gøre. I apostlenes erklæring der udsendtes fra Jerusalem hed det: „Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil I have fremgang.“ En kristen der af egen fri vilje tager imod en blodtransfusion og ikke holder sig fri fra blod vil derfor ikke have åndelig fremgang. Overensstemmende med Moseloven, der ejede en skygge af ting som skulle komme, må den der tager imod en blodtransfusion afskæres fra Guds folk ved at blive udstødt.

Såfremt en indviet og døbt kristen tager imod en blodtransfusion på grund af umodenhed og mangel på kristen standhaftighed, og dette er hans første forsyndelse, kan der, hvis han indser at han har handlet forkert, er bedrøvet derover, angrer det og beder om tilgivelse hos Gud og Guds menighed på jorden, vises ham barmhjertighed, og han behøver ikke at udstødes. Derimod er det nødvendigt at han er under opsigt en tid og bliver sat grundigt ind i hvad Bibelen siger om emnet. På den måde kan han hjælpes til at opnå styrke til i eventuelt fremtidige tilfælde at træffe afgørelser som er i harmoni med den kristne norm.

Dersom han imidlertid ikke erkender at han er afveget fra den kristne norm, hvis han rejser en strid om spørgsmålet i den kristne menighed og søger at påvirke andre til at stille sig på hans side, eller hvis han engang i fremtiden atter tager imod blodtransfusion, eller giver blod med det formål at andre kan få blodtransfusion, er det tegn på at hans anger ikke var ærlig og oprigtig. Han er med fuldt overlæg gået på tværs af Guds krav. I oprørskhed stiller han sig op imod Gud og er i sin troløshed et dårligt eksempel for de andre i den kristne menighed, og han må derfor afskæres fra den ved at udstødes. Således vil den kristne menighed rense sig for enhver beskyldning om at den ser igennem fingre med at et medlem af menigheden ved at tage imod blodtransfusion har krænket Guds lov. Alle medlemmerne af den kristne menighed vil se at menigheden holder fast ved den rette kristne norm og bevarer sig ren for alle menneskers blod, akkurat som apostelen Paulus, der i sin tid gjorde hedningemenighederne bekendt med den apostolske erklæring som var vedtaget i Jerusalem. — Ap. G. 20:26, NW.

● Vil der forekomme jordskælv i den nye verden? — D. S., De forenede Stater.

I dag mener man at de fleste jordskælv opstår fordi jorden slår revner og store områder forskyder sig langs brudlinjerne, mens andre opstår på grund af vulkansk virksomhed eller fordi kalkstenshuler styrter sammen. Som forklaring på forskydningerne i jorden har man blandt andet fremsat den teori at der opstår spænding ved den sammentrækning som er en følge af at jorden afkøles. I betragtning af disse naturlige årsager bør vi hverken mene at det er Jehova Gud eller Satan Djævelen der står bag jordskælvene i vore dage.

Jordskælv nævnes mange gange i Bibelen. Det er åbenbart at Jehova stod bag nogle af dem, eller bestemte hvornår de skulle indtræffe. Blandt disse kan nævnes det der opslugte Koras, Datans og Abirams familier, og dem der indtraf ved Jesu død og opstandelse. — 4 Mos. 16:31-33; Matt. 27:51-54; 28:2.

Jesus, der var med til at skabe jorden, forudså uden tvivl at jordskorpen ville trække sig sammen og at der ville opstå en indre spænding. Som værkmester kan han udmærket have vidst at netop i denne endens tid ville sådanne forstyrrelser tage til. — Matt. 24:7.

Imidlertid er der ingen grund til at frygte muligheden for at jordskælv vil forekomme i den nye verden. Jesus Kristus, Jehovas værkmester og den om hvem det siges at „alt blev til ved ham“, er blevet indsat på den himmelske trone som den nye verdens udødelige konge. (Ordsp. 8:30; Joh. 1:3, NW) Med kærlig interesse vil han sørge for at hans undersåtter i den nye verden ikke fortrædiges af naturkræfterne, ligesom han engang stilnede de oprørte bølger på Galilæas sø da en båd var „lige ved at fyldes“. (Mark. 4:37-41) Med sit indgående kendskab til jordens struktur vil han kunne sørge for at virkningen af de indre tryk rammer jordens ubeboede egne eller havbunden, så ingen mennesker kommer noget til, eller han kan give menneskene mulighed for at flytte bort fra sådanne områder før en forstyrrelse indtræffer. Ét kan vi i hvert fald være sikre på: ingen vil lide skade ved sådanne fænomener i den nye verden. Og når hele jorden er blevet gjort til et paradis vil jordskælv uden tvivl ophøre.