Spørgsmål fra læserne

● I Mattæus 1:1 læser vi: „Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns stamtavle.“ I Romerne 3:24 læser vi: „[Alle] bliver retfærdiggjorte uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.“ Hvad er forskellen mellem Jesus Kristus og Kristus Jesus?

Det indledende vers i De kristne græske Skrifter anvender udtrykket Jesus Kristus (Jesu Kristi på grund af ejefaldsformen). Det allersidste vers, Åbenbaringen 22:21, slutter med samme udtryk (ifølge Vulgata og den reviderede syriske version). Det var apostelen Paulus som indførte udtrykket Kristus Jesus, og han er den eneste bibelskribent der bruger dette udtryk, med undtagelse af apostelen Peter som benytter det i sit første brevs kapitel 5, vers 10. (Ifølge ældre oversættelser dog også i 1 Peter 5:14.) I den danske oversættelse forekommer udtrykket Kristus Jesus i hvert fald 86 gange, udtrykket Jesus Kristus 135 gange.

Ordet „Jesus“ er et navn, og det betyder „Jehova er frelse“. Til Josef, der skulle blive Jesu fosterfader, sagde engelen: „Ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder.“ (Matt. 1:21) Ordet „Kristus“ er derimod en titel der betyder „den salvede“. Det har samme betydning som det hebraiske ord messias. Titlen „Kristus“, eller „Messias“, benyttedes i de profetiske skrifter forud for det første år af den kristne tidsalder til at forudsige hans komme som Gud ville salve med sin ånd til at være konge i den retfærdige nye verden, men uden direkte at forudsige dennes navn. (Dan. 9:25, 26; i stedet for „en salvet, en fyrste“ har Lindbergs overs. „Fyrsten Messias“; Sl. 2:2) Ved hans fødsel som menneske sagde det himmelske sendebud ligeledes til hyrderne på marken nær Betlehem: „Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ (Luk. 2:11) Læg mærke til den rækkefølge ordene kommer i: ikke ’Herren Kristus’, men „Kristus, Herren“.

Titlen Kristus kunne føjes til det personlige navn Jesus efter hans vanddåb og efter at han var blevet salvet med Jehovas ånd, for på det tidspunkt blev han Kristus. Efter at Simon Peter havde bekendt at Jesus var „Kristus, den levende Guds Søn“, „forbød Jesus sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus“. (Matt. 16:13-20) Da Jesus uddrev dæmoner af besatte jøder, og disciplene råbte: „Du er Guds søn,“ talte Jesus strengt til dem og „han ville ikke tillade dem at tale, fordi de vidste at han var Kristus“. (Luk. 4:41, NW) Mens Jesus var på jorden var der derfor ingen der nogen sinde kaldte ham Jesus Kristus. Han var selv den eneste der omtalte sig selv som Jesus Kristus, og det gjorde han kun ved én eneste lejlighed, da han kort før sin død var alene sammen med disciplene og bad; han sagde: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3.

Det er derfor ganske klart at udtrykket Jesus Kristus, som hans apostle senere anvendte, betyder Jesus som blev Jehovas salvede; Jesus der var ordineret ved Jehovas salvelse. På Pinsedagen år 33 e. Kr. sagde Peter derfor: „Lad derfor hele Israels hus vide for vist at Gud gjorde ham både til Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ For første gang anvendte Peter derfor dette udtryk over for de jøder der følte sig ramt i deres samvittighed: „Angre, og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave.“ — Ap. G. 2:36-38, NW.

I det andet udtryk, Kristus Jesus, sætter apostelen Paulus titlen Kristus foran det personlige navn Jesus. Dette svarer til at man sætter den officielle titel foran en eller anden embedsmands navn, som for eksempel: kong David, kong Salomon, statholder Zerubbabel. Følgelig henleder udtrykket Kristus Jesus først opmærksomheden på det embede eller den stilling der er tale om, og identificerer derefter den der beklæder embedet. „Kristus Jesus“ betyder derfor Jehovas salvede som bærer det jordiske navn Jesus. Det betyder bogstaveligt „den salvede Jesus“, og det minder os straks om at Jesus er Jehovas officielle tjener og bør æres som sådan, idet han er den eneste der beklæder dette embede som en opfyldelse af Bibelens profetier. Selv om Peter og de andre tolv apostle blev salvet med hellig ånd omtaler vi dem ikke som Kristus Peter, Kristus Johannes, Kristus Paulus o.s.v. Det er kun Jesus der i Skriften benævnes Kristus Jesus.

I udtrykket Kristus Jesus står det personlige navn Jesus efter hans fornemme, officielle titel. Det er derfor værd at mærke sig, at Bibelen ikke en eneste gang sætter endnu en titel foran Jesu navn, såsom herre eller konge i den hensigt at danne sammenstillinger som Herren Kristus Jesus eller Kongen Kristus Jesus. Udtrykket „vor frelser, Kristus Jesus“ har i den græske tekst stedordet „vor“ imellem frelser og Kristus og tilkendegiver således blot hvem vor frelser er. (2 Tim. 1:10, NW) Dette er i overensstemmelse med udtrykket „Kristus Jesus, vor frelser“. (Tit. 1:4) Det er sandt at vi i 1 Timoteus 2:5 læser: „Der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus.“ Vendingen „mennesket“ er imidlertid ikke en titel, men den henleder opmærksomheden på den kendsgerning at Kristus Jesus, den samme Jesus, engang var et menneske på jorden. Følgelig vil vi ikke foran tituleringen Kristus Jesus finde andre titler tilføjet, kun efter dette udtryk. Vi læser således syv gange udtrykket „Kristus Jesus, vor Herre“ og én gang „Kristus Jesus, min Herre“. Foran udtrykket Jesus Kristus finder vi imidlertid somme tider en titel. Gentagne gange læser vi „Herren Jesus Kristus“. Alt dette viser at der ikke blev sat flere titler foran vor frelsers personlige navn Jesus; hvis der allerede stod en titel foran blev enhver anden titel indføjet efter det personlige navn.

Det fremgår heraf at Bibelen anvender udtrykket Jesus Kristus ud fra en anden synsvinkel end udtrykket Kristus Jesus.

● Et af Jehovas vidner som hævder at høre til den salvede skare, blev for nylig indlagt på hospitalet og indvilligede i at modtage blodtransfusion. Skal hun have lov til at modtage symbolerne, brødet og vinen, ved mindehøjtiden? — R. J., De forenede Stater.

Vi beklager naturligvis sammen med dig at denne søster som påstår at hun hører til den salvede skare, indvilligede i at modtage blodtransfusion mens hun lå på hospitalet. Vi tror at hun gjorde noget forkert, noget der er i modstrid med Guds vilje. Imidlertid har menighederne aldrig fået instruktioner om at udstøde dem der frivilligt modtager blodtransfusioner eller billiger dette. Vi lader Jehova, den øverste Dommer, dømme sådanne overtrædere af Guds lov angående blodets hellighed. Det eneste der kan gøres er at betragte sådanne som umodne der ikke er i stand til at påtage sig ansvar, og følgelig nægte dem visse tjenesteforrettigheder.

Eftersom et menneske ikke bliver udstødt fordi det har indvilliget i at modtage blodtransfusion eller har bifaldet at en af dets nærmeste får blodtransfusion, har du ingen ret til at udelukke denne søster fra Herrens aftensmåltid. Som et salvet lem på Kristi legeme har hun af Kristus Jesus fået befaling til at deltage. Hvorvidt hun er utro mod det hun påstår at være ved at nyde symbolerne ved Herrens aftensmåltid, er noget Jehova selv må afgøre. Hans dom begynder ved Guds hus. Hverken du eller nogen anden der tjener ved uddelingen af mindehøjtidssymbolerne har bemyndigelse til at optræde som dommer, men skal blot lade symbolerne gå rundt til alle i forsamlingen på normal vis således at enhver kan få lejlighed til at deltage.

● Kan en salvet broder der har været udstødt men som nu er genoptaget på prøve, benyttes til at fremsige bønner ved mindehøjtiden? — C. O., De forenede Stater.

Det er sandt at en broder der er blevet genoptaget efter en udstødelse og er på prøve kan blive betjent med de symboler der uddeles ved Herrens aftensmåltid, for at han som en af Herren Jesu Kristi salvede efterfølgere kan adlyde Jesu befaling om at deltage i ihukommelsen af ham. Hvis den genoptagne broder imidlertid er på prøve, betyder det at der er pålagt ham visse begrænsninger. Han kan ikke benyttes til i ord eller handling at repræsentere menigheden. Af den grund skulle han, selv om han er den eneste af den salvede skare i menigheden, ikke benyttes til at bede ved begyndelsen eller slutningen af mødet, eller til at fremsige bønnen over nogen af symbolerne, lige så lidt som han skulle bruges til at holde mindehøjtidsforedraget. Hvis hans prøvetid slutter før mindehøjtiden kan han benyttes til at bede.