En ny æra er ved at gry for irerne
Fra en af Vagttårnets missionærer i Eire
EIRE er irernes hjemland. Folk kalder det i almindelighed Irland. Den grønne Ø er overvejende katolsk, og kristne missionærer finder at det er en frugtbar mark for forkyndelsen af Rigets evangelium.
● Men irerne er meget mistænksomme, måske fordi der i tidens løb er blevet begået mange ukristelige gerninger i kristendommens navn. Irerne er katolikker, og derfor bliver de vrede når der bliver forkyndt for dem — de føler intet behov for Rigets evangelium. Derfor bliver der mange gange sagt til missionærerne: „Hvorfor tager I ikke til det hedenske Amerika eller det hedenske England og arbejder dér? Her har vi ikke brug for jer!“ Dog er disse samme mennesker sørgeligt uvidende om Bibelen og Rigets budskab. For mange irske katolikker er alt hvad der ikke er katolsk, hedensk. Men naturligvis er der nogle som ikke er af samme opfattelse.
● At forstå det irske folk er at elske det. Det er et interessant folk at arbejde iblandt og at tale til. Ikke alle irere er så spøgefulde, venlige og elskelige som sange og historier skildrer. Man må forstå deres arv og kultur før man kan begynde at forstå deres opførsel. For eksempel: En husmoder kan hilse dig med et stort smil og forsikre dig at hun er kristen, men øjeblikkelig og højrøstet genne dig fra døren når hun ser en bibel i din hånd. „En mærkelig opførsel for en kristen,“ siger du. Måske nok, men ikke for irerne. Man må forstå dem.
● Fra barnsben har irerne lært at enhver religion i verden modstår deres religion, at deres er den eneste der har guddommelig ret til at eksistere, at alle andre religioner kun er tålt; at de stadig består skyldes udelukkende det katolske præsteskabs velvillige overbærenhed. De lærer at bibelkundskab ikke er nødvendig for kristne; kun streng lydighed imod og tro på kirken og dens ledere er af altoverskyggende betydning. For at afholde sognebørnene fra at læse bibelsk litteratur fortæller præsterne dem at den er kommunistisk. Dette synes at afskrække dem tilstrækkeligt til at de ikke selv vil undersøge den.
● Frygt har et stærkt tag i folket. Man er bange for hvad naboer, venner, slægtninge og præsten vil tænke hvis man blot så meget som begynder at læse Bibelen selv. I århundreder har præsteskabet domineret folks liv, fortalt dem hvad de må læse, hvad de skal tro, og hvordan de skal handle. Resultatet heraf er at irerne kun meget sjældent tænker selvstændigt. De træller under præsteskabet og frygt; men frihed er i sigte.
● Guds ord, Bibelen, „er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger“ — dette mægtige, frigørende redskab er trængt ind i irernes land og bevirker en særdeles påkrævet vækkelse. For nogen tid siden bemærkede en katolsk præst at Jehovas vidner gør mere for at opmuntre katolikker til at læse den katolske bibel end nogen anden gruppe. Dette er meget glædeligt, for med bibelkundskab følger sandhed, og det er sandheden der frigør mennesker. Med dette i tanke kan vi se at en ny æra er ved at gry for irerne. — Hebr. 4:12; Joh. 8:32.