Spørgsmål fra læserne
● Vagttårnet har sagt at Zippora var den kusjitiske kvinde som Mirjam gjorde indsigelse imod i Fjerde Mosebog 12:1, men hvordan kunne Zippora være en kusjitisk kvinde når Hvad Har Religion Betydet for Folkene? på side 117 siger at hun var en af Abrahams efterkommere? — N. R., De forenede Stater.
Fjerde Mosebog 12:1 lyder ifølge den engelske autoriserede bibeloversættelse: „Og Mirjam og Aron talte imod Moses i anledning af den ætiopiske kvinde som han havde ægtet: for han havde ægtet en ætiopisk kvinde.“ New World Translation lyder: „Nu begyndte Mirjam og Aron at tale imod Moses i anledning af den kusjitiske hustru han havde taget, for det var en kusjitisk hustru han havde taget.“ (Se også den danske overs.) Dette blev indledningen til en strid der hurtigt førte til Mirjams og Arons klage over at Moses tiltog sig for megen myndighed som Jehovas talsmand. Det var mere end en indsigelse imod Moses’ valg af hustru. Det egentlige motiv der lå bagved, var Mirjams og Arons ønske om mere magt i lejren, især Mirjam ønskede at få mere at skulle have sagt.
Nogle bibelkommentatorer hævder at eftersom Moses havde været gift med Zippora i lang tid, var det ikke hende sagen drejede sig om her, da enhver indsigelse mod hende ville være blevet rejst for længe siden. Derfor ræsonnerer de som så, at Zippora var død og Moses havde giftet sig igen, denne gang med en ætiopisk kvinde, og at dette ægteskab var indgået for nylig og havde givet anledning til striden. Men Bibelen siger intet herom, og omstændighederne kræver ikke en sådan slutning. Zippora havde været borte fra Moses, og nu sluttede hun sig til ham i lejren nær Sinaj bjerg. Det var kort efter at lejren var brudt op at striden rejste sig. Så mens ægteskabet med Zippora ikke var af nyere dato, var hendes nærværelse i lejren det derimod. — 2 Mos. 18:1-5.
Mirjam var bange for at miste sin plads som den første dame i lejren, nu da Zippora var ankommet. Hun fik Aron med sig i sine klager mod Moses, først på grund af hans hustru, senere på grundlag af den dermed beslægtede men mere almindelige påstand at Moses tiltog sig for stor en myndighed. Skinsyge og ærgerrighed gjorde sig gældende i begge tilfælde, og danner en logisk forbindelse mellem det der siges i det første vers af Fjerde Mosebogs tolvte kapitel og det der siges i det følgende. Nogle kommentatorer kan ikke se denne forbindelse og hævder derfor at vers et ikke passer sammen med det efterfølgende og derfor må være et indskud.
Af disse grunde og i betragtning af at der ingen beretning findes om at Zippora skulle være død og Moses have indgået et nyt ægteskab, anser vi den kusjitiske kvinde for at være Zippora. Men hun var jo datter af præsten Re’uel i Midjans land, hvor Abrahams efterkommere gennem Midjan levede. Hun var ikke ætioper. Hun var heller ikke kusjit i den forstand at hun var efterkommer af Kams søn Kusj, ætiopernes stamfader. Der fandtes imidlertid arabere på den arabiske halvø der blev kaldt kusi eller kusjim; de var ikke negre eller ætiopere. Dette ses i Habakkuk 3:7: „Kusjans telte bæver, telttæpperne i Midjans land.“ Her står Kusjan parallelt med Midjan. Vi ser således at betegnelsen „kusjitisk“ ikke kun var begrænset til negre eller efterkommere af Kam gennem Kusj, men også anvendtes om nogle af folkene i Midjans land. Derfor kunne Zippora udmærket kaldes en kusjitisk kvinde i Fjerde Mosebog 12:1.
● Til tider skriver De i Deres publikationer de personlige stedord der henviser til Jehova Gud og Kristus Jesus med stort begyndelsesbogstav, men almindeligvis ikke. Hvorfor ikke? — W. S., De forenede Stater.
Den skik nogle har med at skrive alle personlige stedord der henviser til Jehova og Kristus med stort begyndelsesbogstav ser ud til at være en ren skønssag og ikke noget man er forpligtet til ud fra et princip i Guds ord. At ære og prise Jehova og Kristus er ikke bare et spørgsmål om at skrive personlige stedord der henviser til dem med stort begyndelsesbogstav, men om studium og tjeneste, lydighed og forkyndelse. I de ældste bibelmanuskripter som forefindes er alle bogstaver skrevet ens. Brugen af store begyndelsesbogstaver er af forholdsvis ny dato. Sir Frederic Kenyon siger i sin bog Textual Criticism of the New Testament, siderne 19, 20, 25: „Store bogstaver, der til tider benyttes i forretningsdokumenter for at markere en sætnings begyndelse, forekommer ikke i litterære papyrus . . .“ Det er interessant at lægge mærke til at selv ikke oversætterne af den højtagtede King James-oversættelse eller Authorized Version konsekvent brugte at skrive de personlige stedord der henviser til Jehova og Kristus med stort begyndelsesbogstav. — Se 1 Mosebog 15:4-13; Joh. 1:1-4, KJ.
Det er vor fremgangsmåde at skrive de stedord der henviser til Jehova Gud og Jesus Kristus med små bogstaver i alle vore publikationer, undtagen i de tilfælde hvor andre stedord i sætningen kan gøre meningen uklar. Hvis for eksempel både Jehova og Jeremias omtales i en sætning og der derefter bruges stedordet „han“, vil stedordet blive skrevet med stort hvis det henviser til Jehova, men med lille hvis det henviser til Jeremias.