Spørgsmål fra læserne

● Er det ikke at være for omstændelig, at bruge for mange ord, eller ligefrem nedværdigende for Jehova, at vi kalder ham Jehova Gud?

Øjensynligt er dette spørgsmål opstået fordi den eneste der bærer dette navn er himmelens og jordens Skaber, og fordi Gud er hans titel som Skaber; som vi læser i 1 Mosebog 1:1: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ Det er rigtigt at navnet Jehova umiddelbart tilkendegiver hvem han er, men det er ikke usædvanligt i Skriften at en person nævnes ved sit navn vedføjet sin titel. Som eksempel herpå kan vi tage Guds enbårne søn. Mange gange kaldes han i Bibelen Jesus Kristus. Jesus er det personnavn som Guds søn fik på jorden som menneske; og Kristus er hans titel, idet det betyder den Salvede, og denne titel fik han umiddelbart efter at han var blevet døbt i Jordanfloden og Gud havde udgydt sin hellige ånd over ham og salvet ham dermed.

Åh ja, vil nogle måske indvende, men Guds søn er ikke den eneste der bærer navnet Jesus. „Jesus“ er den græske form af det hebraiske navn Josua, som er en forkortelse af det længere navn Jehoshua der betyder „Jehova er frelse“. Navnet på profeten Moses’ efterfølger var Josua, Nuns søn, og i Hebræerbrevet (som oprindelig er skrevet på græsk) omtaler den inspirerede forfatter denne Josua som Jesus. I dag er der også mange mænd i Latinamerika der hedder Jesus. For at adskille Jesus, Guds søn, fra alle disse andre mænd der både i fortiden og i nutiden har fået navnet Jesus, er det således nødvendigt at betegne ham som Jesus Kristus, Jesus, Guds salvede.

Men ingen mennesker har fået navnet Jehova. Det er det navn som Gud gav sig selv og som udelukkende er hans. Ingen af hans skabninger i universet har fået dette navn. Navnene på nogle af dem indeholder måske navnet i en sammensætning, men ingen har fået navnet Jehova alene. Navnet Jehova passer altså udelukkende på den eneste levende og sande Gud. Og når man udtaler navnet Jehova betyder det automatisk Gud, himmelens og jordens Skaber.

Men nogle vil måske indvende at titlen „Gud“ blev indføjet efter navnet Jehova af en senere, ukendt udgiver af bibelmanuskripterne. Man vil måske anføre at ordet „Gud“ udelukkende forekommer i første kapitel af Første Mosebog i beretningen om jordens skabelse, og at navnet Jehova ikke forekommer før i det andet kapitel af Første Mosebog, fra vers 4. Man vil hævde at Første Mosebog er en sammenskrivning af to sæt dokumenter, hvoraf det ene sæt kun benævner Skaberen som Gud, mens det andet sæt benævner ham Jehova. På hebraisk er ordet for Gud Elohim, og hans personlige navn repræsenteres af de fire hebraiske konsonanter der er kendt som Tetragrammatonet og som man i dag almindeligvis udtaler Jehova. Således siger man at der var et elohistisk dokument og et jehovistisk dokument; og at disse to dokumenter er blevet sammenskrevet eller blandet sammen i Første Mosebog. Udgiveren af de to dokumenter der udgør Første Mosebog, skulle således have indføjet ordet Elohim (eller Gud) efter navnet Jehova fra det andet kapitel i Første Mosebog, således at kombinationen „Jehova Elohim“ eller Jehova Gud fremkom.— Se 1 Mosebog 2:4, Darby.

Imidlertid er dette argument med et elohistisk dokument og et jehovistisk dokument blot en teori der er blevet opfundet i nyere tid, og der er intet i jødernes historie indtil Jesu tid der så meget som antyder en sådan tanke. Jesus og hans apostle siger rent ud at Første Mosebog er nedskrevet af den ene inspirerede nedskriver, profeten Moses. Det var derfor Moses der nedskrev denne sammensætning af Skaberens navn og hans titel, Jehova Gud, og det gjorde han under indvirkning af Guds hellige ånd. Dette viser at denne sammensætning er godkendt af den almægtige Gud selv, som har givet befaling om at intet må lægges til og intet må trækkes fra hans hellige ord. — 5 Mos. 4:2; 12:32.

Denne sandhed støttes yderligere derved at sammensætningen „Jehova Elohim“ (eller Jehova Gud) forekommer seksogtredive gange fra Første Mosebog, kapitel 2, vers 4, og fremefter, til og med Jonas’ bog, kapitel 4, vers 6, der lyder: „Da bød Gud HERREN [Jehova] en olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans hoved for at tage hans mismod.“ I Første Mosebog, det andet kapitel, forekommer udtrykket „Jehova Elohim“ elleve gange, og i kapitel 3 ni gange, hvilket tilsammen giver tyve gange blot i disse to kapitler. De øvrige steder hvor udtrykket „Jehova Elohim“ forekommer, er 2 Mosebog 9:30; 2 Samuel 7:22, 25; 2 Kongerne 19:19; Jonas 4:6; Salme 72:18; 84:12; 1 Krøniker 17:16; 28:20; 29:1; 2 Krøniker 1:9; 6:41 (to gange), 42; 26:18 og Jeremias 10:10. Foruden disse steder forekommer det hebraiske udtryk „Jehovah ha-Elohím“ (der betyder Jehova, Guden, det vil sige: den sande Gud) seks gange; nemlig i 1 Samuelsbog 6:20; Nehemias 8:6; 9:7; 1 Krøniker 22:1, 19; 2 Krøniker 32:16, hvilket man kan se i New World Translation.

Følgelig har vi guddommelig bemyndigelse til at bruge udtrykket Jehova Gud, som han selv har ladet nedskrive i sit hellige ord under inspiration af sin ånd. Vi taler ikke nedsættende om ham når vi benytter et udtryk der er udgået af hans egen mund. Det Gud selv har fremsat som rent og som tjener til at ære ham, skulle vi ikke betegne som en „besudling“ eller en „nedværdigelse“. Ikke alle mennesker på jorden ved hvad Guds navn er; det er heller ikke alle der ved at Jehova anvendes om Gud, himmelens og jordens Skaber, og menneskets Skaber. Derfor er udtrykket Jehova Gud en hjælp for dem, idet det kan vise dem at den Jehova vi forkynder, er den eneste levende og sande Gud, hvem hele menneskeslægten må tilbede gennem hans søn Jesus Kristus for at vinde evigt liv i hans nye verden.

Publikationerne fra Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania og dette selskabs repræsentanter vil derfor stadig benytte udtrykket Jehova Gud for at ære og ophøje ham, tilligemed alle de andre udtryk som Jehovas ånd har drevet fortidens hellige mænd til at anvende om ham i hans hellige beretning, Bibelen.