Af Jehovas vidners årbog 1956

Fiji øerne

Indbyggerantal: 312.680

Antal forkyndere: 1945:11 — 1955:59

Under arbejdet i politikvarteret i en større by kom to heltidstjenere i kontakt med elleve mennesker, af hvilke syv tegnede sig for Vagttaarnet. Måske har det været politiuddannelsen, der gjorde disse mænd mere opmærksomme og derfor lettere at komme i kontakt med end sædvanligt. Under en prædiken var der en overbetjent, der indskød: „Lige et øjeblik,“ hvorpå han gik ind i et andet værelse. Et øjeblik efter vendte han tilbage med en notesbog og en blyant og spurgte: „Hvad var det for skriftsteder, De læste før?“ En indisk sergent sagde efter at have lyttet til hele prædiken: „Kom over på stationen i morgen. I mellemtiden vil jeg træffe min beslutning.“ Mens broderen holdt sin prædiken det næste sted, blev der banket på, og sergenten viste sig. „Nu har jeg truffet min beslutning,“ sagde han. „Vil De gøre mig den tjeneste at komme tilbage, når De er færdig her?“ Da den, som broderen vidnede for, havde tegnet sig for et abonnement, gik han tilbage til sergenten. „Jeg er ikke kristen,“ understregede denne, „men De kan lade mig få en bibel foruden abonnementet. Det ville glæde mig meget, for jeg er virkelig interesseret. Jeg skal sige Dem, jeg har disse bøger her,“ sagde han og tog „Dette Betyder Evigt Liv“ og „Gud Maa Være Sanddru“ frem. Dem havde han erhvervet sig under en kampagne i et distrikt, hvor der ellers ikke blev arbejdet.

Før Selskabets film kunne blive vist, måtte den først ses af en censor, der bemærkede til broderen: „Hvis De har set den før, behøver vi vel ikke at køre alle disse spoler igennem.“ Han skiftede snart mening. Da han havde set den første spole, fortsatte han og kørte hele filmen. Bagefter sagde han: „Jeg har haft en helt forkert opfattelse af jer. Jeg troede, I var kommunister. Det, der bliver sagt om jer, er helt galt, ikke sandt? Der må være noget særligt ved en så stor organisation, når den kan virke i en sådan enhed og samdrægtighed. Hvis jeg ikke havde været den lokale censor, ville jeg stadig have haft fordom imod jer.“

Da filmen blev vist i isolerede distrikter, var der de fem steder gennemsnitligt 277 til stede. I en inderlandsby med 1000 indbyggere, fyldte 660 det lokale teater til forestillingen. I en anden by kom en europæer til teatret for at få tiden slået ihjel. Forbavset over, at der ikke var nogen til at sælge ham en billet, gik han ind og satte sig ned ved siden af en søster. Da filmen viste, hvordan Vagttaarnet blev til, omtalte hun abonnementet. Han sagde: „Jeg tager det.“ Da Vaagn op! viste sig på lærredet, talte hun igen til ham om et abonnement. Han svarede: „Jeg tager det.“ Efter forestillingen aftalte hun genbesøg med ham, som nu havde tegnet sig for to abonnementer.