Spørgsmål fra læserne
● I Revised Standard Version af Bibelen, udgivet i Amerika i 1952, forekommer Guds navn Jehova slet ikke, ikke engang i oversættelsen af de Hebraiske Skrifter. Ifølge forordet til denne 1952-udgave er ordet „Herre“ blevet sat i stedet for Guds navn. Ville det derfor ikke være ret af os at læse navnet „Jehova“, hver gang ordet „Herre“ forekommer i forbindelse med Gud, for at Guds navn således kan blive sat på sin rette plads?
Nej, det ville ikke være ret at gøre dette. Hvorfor ikke? Af følgende grund. I Revised Standard Version og i Authorized Version, King James-oversættelsen, er det guddommelige navn Jehova blevet erstattet med titlen „HERREN“ trykt udelukkende med store bogstaver eller med en anden titel, „GUD“, ligeledes trykt udelukkende med store bogstaver. Når titlerne „Herre“ og „Gud“ ikke forekommer med ene store bogstaver, står de ikke i stedet for Guds navn, Jehova. For eksempel forekommer titlen Gud mange gange i første kapitel af 1 Mosebog, men den står ikke i stedet for det guddommelige navn i den hebraiske tekst, og derfor er kun det første bogstav i „Gud“ stort, mens de andre bogstaver er små. I den hebraiske tekst begynder det guddommelige navn Jehova først at forekomme i kapitel to af 1 Mosebog, og der gengiver Revised Standard Version det med titlen „HERRE“ skrevet med ene store bogstaver. I 1 Mosebog 15:2 finder vi imidlertid udtrykket „Herre GUD“ med titlen „GUD“ skrevet med ene store bogstaver, men titlen „Herre“ står på almindelig vis. Det er, fordi titlen „GUD“ erstatter Guds navn Jehova, mens titlen „Herre“ ikke gør det her.
I 1 Mosebog 15:2 er ordet „Herre“ anvendt om Jehova, men er oversat fra det hebraiske ord, der udtales „Ad·o·næʹaj’“ eller „Ad·o·naj’“. Dette hebraiske ord betyder „herre“, og det anvendes kun om Jehova Gud. Det beskriver altså Jehova Gud som herre. I den hebraiske tekst er det hebraiske udtryk for „Herre GUD“ altså „Ad·o·naj’ Je·ho·wihʹ“. American Standard Version og New World Translation oversætter dette til det engelske udtryk for „Herre Jehova“. I de Hebraiske Skrifter forekommer dette udtryk, „Ad·o·naj’ Je·ho·wihʹ“ eller „Herre Jehova“, over tre hundrede gange, begyndende med 1 Mosebog 15:2. Alene i Ezekiels profetiske bog forekommer udtrykket „Herre Jehova“ 214 gange, begyndende med Ezekiel 2:4. I alle disse hundreder af tilfælde bruger Revised Standard Version og King James-oversættelsen ordet „GUD“, skrevet med ene store bogstaver, i stedet for Jehova, fordi det ville være naragtigt at oversætte dette hebraiske udtryk med „Herren HERREN“.
Ved siden af navnet Jehova er der altså en særlig titel, Ad·o·næʹaj’ eller Ad·o·naj’, som udelukkende anvendes om Gud, og som beskriver ham som herre. Nogle steder i den anerkendte hebraiske tekst forekommer titlen Ad·o·naj’ alene, f. eks. i Salme 68:32 (danske bibel 68:33) og 136:3, og det oversættes korrekt med ordet „Herre“.
Der er et andet hebraisk ord, der udelukkende anvendes om Jehova, nemlig ha·A·donʹ. Dette ord oversættes med rette til „Herren“ eller „Herre“. Det forekommer et begrænset antal gange, nemlig i 2 Mosebog 23:17; 34:23; Esajas 1:24; 3:1; 10:16, 33; 19:4; Mika 4:13 og Malakias 3:1. Det ville derfor være urigtigt at erstatte titlen „Herren“ i disse vers med det guddommelige navn Jehova.
På hebraisk er udtrykket for „Herre Jehova“ ikke det samme som udtrykket for „Jehova Gud“. Denne kendsgerning skjules i mange bibeloversættelser, idet oversættelserne søger at skjule det guddommelige navn ved i stedet at bruge ordet „HERRE“ nogle steder og ordet „GUD“ andre steder. New World Translation fjerner hele denne forvirring ved at bruge det guddommelige navn, Jehova, dér hvor det forekommer i den hebraiske tekst, og ved at skrive titlen Herre eller Herren, hvor den findes i den hebraiske tekst.
Når Vagttaarnets publikationer citerer Bibelen efter oversættelser, der skjuler det guddommelige navn ved at erstatte det med ordene „HERREN“ eller „GUD“, vil vi i vore publikationer somme tider indsætte navnet „Jehova“ i klammer efter „HERREN“ eller „GUD“ for at klargøre, hvem der menes. Når man læser op for andre af en bibeloversættelse, der ikke bruger det guddommelige navn, vil det på samme måde være ærligt og ret at læse bibelverset eller versene således, som oversætterne har gengivet teksten, og efter at have læst ordene „HERREN“ eller „GUD“ kan oplæseren indskyde den kommentar, at dette ord står for Jehova, eller at der står Jehova i den originale hebraiske tekst. Når det gøres på denne måde, kan skribenten eller oplæseren ikke beskyldes for at citere forkert eller forandre nogen oversættelse, der skjuler det guddommelige navn ved at erstatte det med andre ord.
● Kan et menneske synde efter den endelige prøve ved slutningen af Tusindårsriget, og om han gjorde det, kunne Jehova da straffe ham med døden, når der i Åbenbaringen 20:14 og 21:4 siges: „Døden og dødsriget blev kastet i ildsøen“, og „der skal ingen død være mere“? — J. M., Mexico.
Døden, der her tales om, er den død, som er en følge af Adams synd, og den vil til den tid ikke mere have magt over menneskeslægten. Selv dens tidligere virkning vil blive ophævet, når de, som har været ofre for den, får en opstandelse. Alle, som forbliver døde for stedse, eller som lider den anden død, vil befinde sig i denne tilstand på grund af deres egen forsætlige ligegyldighed eller ondskab. I den nye verden vil der ingen død være mere som følge af den adamitiske synd.
Dog vil menneskene, når de har bestået den endelige prøve ved slutningen af Tusindårsriget, ikke være robotter. De vil stadig være moralsk frit stillet og vælge deres egen fremgangsmåde. De kunne altså synde, hvis de valgte at gøre det. Og hvis de gjorde det, kunne Jehova, hvem intet er umuligt, lade dem lide døden, uden at en sådan handling ville være i strid med ovennævnte skriftsteder, for denne død ville ikke være den adamitiske død. Vi kan ikke tænke os, at Skaberen skulle stå magtesløs over for en oprørsk skabning og være ude af stand til at udslette en sådan. Han er den almægtige Gud. Ildsøen, der er et symbol på den anden død, vil altid være til, hvilket i sig selv er et bevis for, at en hvilken som helst skabning, der gør oprør, kan blive kastet i den og udslettet.
På den anden side er det ikke at vente, at noget sådant vil ske. Jehova skabte mennesket og kender det ind og ud, og han ved, hvordan det skal prøves, for at han kan se, hvordan det vil bruge sin frihed til at vælge. Vi kan have absolut tillid til grundigheden af den prøve, menneskene bliver stillet på ved slutningen af de tusinde år, og til, at den vil finde frem til alle de uværdige og skille dem fra, så kun de bliver tilbage, som har vist sig pålidelige og er til at stole på. Vi så jo, hvordan Jehova til punkt og prikke vidste, hvad der boede i Job, vidste, at han ikke ville vige fra den slagne vej selv under Satans stærkeste pres. Om nogen skulle synde efter at have bestået den endelige prøve, ville det dermed være antydet, at der var noget i vejen med prøven, og at Jehova ikke kunne foranstalte en tilstrækkelig ransagende prøve. Men prøven vil vise sig at være fyldestgørende og tjene det formål at fjerne enhver, som på noget tidspunkt ville misbruge sin frihed til at træffe et valg, der gik i syndig retning.
Ræsonnerer vi på samme måde, vil der heller ikke være nogen fare for, at nogen af den himmelske skare, der opnår udødelighed, skulle vælge at synde, og således afstedkomme den pinlige situation, at universet skulle huse udødelige oprørere. Men også her gælder det, at selv om vi tænkte os, at noget sådant skulle ske, behøver vi ikke at mene, at Jehova stod magtesløs. Jehova kunne tilintetgøre selv en udødelig skabning. Udødelighed vil sige at have livskraft i sig selv. En sådan skabning er med andre ord ikke afhængig af nogen ydre kilde eller af sine omgivelser for at få fornyet energi eller fortsætte livsprocesserne. Mennesker må spise og åndeskabninger åbenbart tære på en kilde uden for sig selv, hvis de skal fortsætte deres eksistens, men det behøver udødelige skabninger ikke. De kan ikke dø som følge af nogen mangel i deres omgivelser, thi de har livets fylde i sig selv. Dog kunne den almægtige Jehova gøre ende på deres tilværelse, hvis han bestemte sig til det.