Spørgsmål fra læserne
● Treenighedslærens tilhængere anvender Johannes 20:28 som bevis på, at Jesus er Gud. Der siger Tomas: „Min herre og min gud!“ Hvordan kan dette argument imødegås? — F. W., Filipinerne.
Jesus er en gud. „Gud“ betyder en stærk eller mægtig. Kristus kaldes „Vældig-Gud“ i Esajas 9:6, „gud“ eller „en gud“ (NW) i Johannes 1:1 og „den enbårne, som selv er gud“ eller „den enbårne gud“ (NW) i Johannes 1:18. Jehova er ikke den eneste gud eller mægtige. Selve dette, at han kaldes den almægtige Gud, viser, at der er andre guder, som ikke er så mægtige, ikke almægtige som han. Tomas kunne derfor kalde Jesus gud, men ikke Guden, og tre vers længere nede kaldes Jesus „Guds søn“, idet vi læser: „Men disse er nedskrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn.“ Der kan derfor ikke indvendes noget mod Johannes’ beretning om, at Tomas tiltalte Jesus som en guddom, og Johannes siger visselig ikke, at Tomas talte således til Jesus, for at vi skal tro, at Jesus er Guden, men der siges udtrykkelig, at dette blev skrevet, for at vi skal tro, at Jesus er Guds søn. I det samme kapitel siger Jesus (20:17): „Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ Han for ikke op til sig selv.
Men nu vil treenighedslærens tilhængere sige, at Tomas brugte den græske bestemte artikel ho foran ordet „gud“, hvilket skulle bevise, at han kaldte Jesus Guden. Den bestemte artikel står her i nominativ på græsk, mens ordet „gud“ står i vokativ, og om tilfælde af den art siger A. T. Robertson i sin bog A Grammar of the Greek New Testament in the Light of Historical Research, side 461: „Brugen af artiklen sammen med vokativen i tiltaleform var et almindeligt hebraisk og aramaisk idiom; således har vi hos Aristofanes formen ho pair akoloúthei. Det er også godt græsk og godt aramaisk, når vi læser Abbá, ho patér (Mark. 14:36), hvad enten Jesus har brugt det ene eller begge udtrykkene. I Mattæus 11:26 (nai, ho patér) finder vi den vokative form. Når artiklen bruges, må den nominative form naturligvis forekomme. I Åbenbaringen 18:20 har vi dem begge: ourané kai hoi hágioi. Det andet led i tiltaleformen står faktisk altid i nominativ. Det hedder således: Kýrie, ho Theós, ho pantokrátor (Åb. 15:3). Sammenlign hermed Johannes 20:28.“ Side 462: „Når Tomas sagde: Ho kýrios mou kai ho theós mou (Joh. 20:28), anerkendte han fuldt ud Kristi guddommelighed og hans opstandelse.“ Side 466: „I Johannes 20:28 tiltaler Tomas Jesus som ho kýrios mou kai ho theós, den vokative form ligesom i de ovenfor nævnte tilfælde. Ejendommeligt nok kalder Winer dette udråb i stedet for tiltale, øjensynlig for at undgå den konklusion, at Tomas ved at se Jesus efter opstandelsen var stillet tilfreds, hvad angår Jesu guddommelighed. Dr. E. A. Abbot giver udtryk for den samme opfattelse, idet han i en vidtløftig bevisførelse søger at påvise, at kýrie ho theós er den tiltaleform, der bruges over for Gud i LXX, og ikke formen ho kýrios kai ho theós. Men efter at have skrevet dette tilføjer han en note til side 95, og i den siger han, at „dette er ikke ganske tilfredsstillende. For [Johannes] xiii. 13 phonéite me ho didáskalos kai ho kýrios og Åbenbaringen 4:11 áxios ei, ho kyrivs kai ho theós hemón burde have været omtalt i den forbindelse.“ Dette er en modig retræte, og han tilføjer: „Johannes kan have brugt denne form her undtagelsesvis.“ Udelad ordet „undtagelsesvis“, og hans slutning er korrekt. Hvis Tomas talte aramaisk, har han ganske givet brugt artiklen. Det er ikke mere undtagelsesvis i Johannes 20:28 end i Åbenbaringen 4:11.“
Da den bestemte artikel altså blev brugt foran tiltaleformen, ligegyldigt hvem der blev talt til, har Tomas ikke nødvendigvis ment Guden, Jehova, fordi han bruger den bestemte artikel foran ordet gud. Jehova er ikke blevet født, men hans eksistens er uden begyndelse. Men ifølge Johannes 1:18 (NW) er Kristus den eneste gud eller mægtige, der direkte er født eller skabt af Jehova.
Jehova er altså Guden; Jesus Kristus er en af de mange, der kaldes guder. Satan betegnes som „denne verdens gud“, Moses siges at have været som en gud for farao, og i Salmerne kaldes mennesker guder; Jesus henviste til dette skriftsted og sagde, at jøderne derfor ikke skulle beskylde ham for at spotte Gud, når han sagde, han var Guds søn. Og apostelen Paulus sagde, at der er mange, der kaldes guder. Men det ville være absurd at hævde, at alle disse er identiske med Guden Jehova, blot fordi de kaldes guder. Det er ligeledes absurd at ville påstå, at Jesus er Guden, fordi Tomas kalder ham gud, og det ganske særlig i betragtning af, at Jesus tre vers længere henne identificeres som Guds søn. — 2 Kor. 4:4; 2 Mos. 7:1; Sl. 82:6; Joh. 10:35; 1 Kor. 8:5.
Understreger dette, at der er så mange, der kaldes guder, ikke yderligere behovet for, at Guden, den almægtige Gud, har et navn, der klart adskiller ham fra alle andre — navnet Jehova?
● Hvorfor siger Mattæus 27:9, at det var Jeremias, der skrev ordene om de tredive sølvpenge — betalingen for at forråde Jesus — når det i virkeligheden var Zakarias, der skrev ordene, nemlig i kapitel 11, vers 12, i sin profeti? — N. F., de Forenede Stater.
Navnet Jeremias udelades i nogle af de senere manuskripter. Nagle siger, det var en afskriverfejl, mens andre mener, at fejlen skyldes Mattæus, at han siger Jeremias, hvor han i virkeligheden mener Zakarias. Ingen af disse forklaringer synes fyldestgørende. Vi må betragte følgende gengivelse af Mattæus 27:9, 10 fra New World Translation som korrekt: „Da gik det i opfyldelse, som taltes ved profeten Jeremias, der siger: Og de tog de tredive sølvstykker, prisen for manden, der blev vurderet, den, som nogle af Israels sønner vurderede, og de gav dem for pottemagerens mark, således som Jehova pålagde mig.“
En mere antagelig forklaring følger her. Den rækkefølge, i hvilken jøderne på Mattæus’ tid havde modtaget de profetiske bøger, var Jeremias, Ezekiel, Esajas og de tolv små profeter. Således står de i den babyloniske Talmud og også nu i tiden i manuskripter, der er i franske og tyske jøders besiddelse. The Jewish Encyclopedia viser under overskriften „Bibelkanon“, at på et tidspunkt kom Jeremias før Ezekiel og Esajas i listen over profeterne, og at det først var senere, at Esajas kom før Jeremias. På Mattæus’ tid stod Jeremias altså først på listen over profeterne, og da det dengang var almindeligt at betegne et helt afsnit i Bibelen med navnet på den første bog i dette afsnit, kunne Mattæus sige Jeremias og mene det afsnit i Bibelen, som indledtes med Jeremias og også indeholdt Zakarias’ bog.
Jesus viser, at det var skik og brug at kalde et helt afsnit med navnet på dette afsnits første bog, når han i Lukas 24:44 siger: „Alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og Profeterne og Salmerne.“ Når han siger Salmerne, mener han ikke blot denne ene bog, men alle de skrifter eller hagiografer, der udgør et afsnit i Bibelen og indledes med Salmerne. Og når Jesus siger Profeterne, mener han hele dette afsnit; men undertiden brugtes navnet på den første bog i afsnittet som betegnelse for hele denne afdeling, og derfor kunne dette afsnit blot kaldes Jeremias. På denne måde kunne Mattæus skrive Jeremias og alligevel mene Zakarias’ ord, da Zakarias’ profeti fandtes i det afsnit af Bibelen, der indledtes med Jeremias’ bog.