Spørgsmål fra læserne

● Paulus sagde, at en kristen broder ikke skulle føre retssag mod en anden kristen broder, men skulle forelægge sagen for modne brødre inden for menigheden og lade dem afgøre den. Men hvad nu, hvis en broder bedrager en anden og dermed påfører denne tab og genvordigheder, og synderen ikke vil rette sig efter den afgørelse, som menighedens repræsentanter fælder? — G. S., U.S.A.

Paulus skrev til korinterne: „Hvor kan dog nogen af jer, når han har sag mod en anden, få sig til at lade den pådømme hos de uretfærdige, og ikke hos de hellige? Ved I da ikke at de hellige engang skal dømme verden? og når verden skal dømmes ved jer, er I da ikke uværdige til at sidde til doms i de mindste retssager? Ved I ikke, at vi skal dømme engle? end sige da i timelige ting! Når I nu har retssager om timelige ting, sætter I så dem til dommere, der ikke er regnet for noget i menigheden? Til skam for jer siger jeg det. Er der da virkelig blandt jer ingen, der er viis nok til at dømme sine brødre imellem? Men broder fører sag mod broder, og det for vantro! I det hele taget er jo allerede det en brist hos jer, at I har retssager med hverandre. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor finder I jer ikke hellere i at lide tab? Men I tilføjer andre, og tilmed brødre, uret og tab!“ — 1 Kor. 6:1-8.

Dersom der blandt kristne brødre skulle opstå så alvorlige uoverensstemmelser om pengesager, at der tænkes på retssag, bør brødrene forelægge deres vanskeligheder for menighedens modne brødre, for at de kan dømme dem imellem, fremfor at gå til en verdslig domstol og lade verden se, at de trættes i pengesager. Det ville skade den kristne organisations anseelse at lufte sådanne sager offentligt og vise verden, at den kristne ånd ikke er til stede. Paulus siger, at det ville være bedre at lade sig bedrage end at bringe en sådan forsmædelse over organisationen. Hvis brødre engang skal dømme verden og engle, når de forenes med Kristus Jesus i himmelen, skulle de så ikke kunne dømme sig selv imellem i de mindste retssager, uden at behøve at henvende sig til de vantro mænd, som menigheden ikke ser op til, og få dem til at afgøre deres vanskeligheder? At føle sig tvunget til at henvende sig til verden og få sådanne mænd til at pådømme ens sag i stedet for at afgøre den inden for menigheden ville i sandhed være et sørgeligt nederlag for menigheden. Hellere være offer for et bedrageri, end at noget sådant skulle ske!

Men hvordan så, om sagen nu er blevet forelagt menighedens repræsentanter, og en af de stridende parter er blevet kendt afgjort skyldig i et skammeligt bedrageri mod en broder, og at denne skyldige alligevel ikke vil anerkende menighedens afgørelse og ikke vil betale sin gæld? Når der foreligger klare og utvetydige beviser, kan menigheden ikke ignorere dem, men må udstøde den, der er tyv. I denne forbindelse sagde Paulus, at en tyv, ligesom andre overtrædere, ikke skulle arve Guds rige; følgelig har han heller ikke ret til at være i den kristne menighed på jorden. (1 Kor. 6:9, 10) Når beviserne er fældende, og synderen hverken viser anger eller tilbøjelighed til at ville betale tilbage, må han udstødes.

Nu er den udstødte tyv uden for menigheden. Han er ikke længer en broder. Han berøres ikke længere af Paulus’ vejledning i 1 Korinter 6:1-6. Det vil derfor ikke være i strid med Paulus’ anvisning, hvis den forurettede, der stadig er inden for menigheden, nu indstævnede bedrageren for retten; thi nu ville det ikke være et tilfælde, hvor en broder førte retssag mod en broder, og det var, hvad Paulus forbød. Om den forurettede nu ønsker eller finder det umagen værd at spendere tid, besvær og penge på en retssag, er et andet spørgsmål, som han selv må afgøre. Menighedens andel i affæren ender med udstødelsen.

At henvende sig til modne brødre og lade dem træffe afgørelse, når vanskeligheder volder splid mellem brødre, således som Paulus tilråder, er i overensstemmelse med det råd, Jesu gav: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu een eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn. Men er han dem overhørig, da sig det til menigheden, men er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.“ (Matt. 18:15-17) Hvis det drejer sig om en alvorlig synd, og den ikke kan ignoreres, bør man først forsøge at afgøre den med broderen, som har forset sig. Såfremt dette ikke fører til noget resultat, skal man tage to eller tre andre med. Slår dette også fejl, må man gå til menighedens repræsentanter. Dersom overtræderen, når han stilles ansigt til ansigt med beviset for sin skyld, ikke viser anger over en meget alvorlig overtrædelse og sætter sig op imod menighedens afgørelse, da må han udstødes og være „som en hedning og en tolder“. Han udelukkes af menigheden. Dette er den logiske slutning på den teokratiske retshandling, der sattes i gang, da menigheden blev anmodet om at undersøge sagen, både efter den anvisning, Jesus gav, og den, Paulus fremsætter.

● Hvorfor følte Adam og Eva skam ved deres nøgenhed, da de havde spist af den forbudte frugt. — P. R., U.S.A.

Da Adam og Eva havde spist af frugten til kundskab om godt og ondt, var de syndere. „Da åbnedes begges øjne, og de kendte, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.“ De kunne nu ikke længere se på hinanden med rene tanker, men nærede øjensynlig lidenskabelige, begærlige tanker, der var upassende. Deres samvittighed, den evne, der adskilte mennesket fra de lavere dyreskabninger, begyndte nu at fordømme dem og fik dem til at føle skyld og skam. Derfor søgte de at skjule de legemsdele, der vakte de lidenskabelige tanker, som så igen fik deres samvittighed til at røre på sig. Der ville ikke være nogen uret i, at de så på hinanden som nøgne eller endda tænkte på at gennemføre kønsakten. Det ville kun være naturligt og tilbørligt og i harmoni med Jehovas hensigter med at skabe dem således, at de kunne få børn og opfylde jorden. Men efter at de havde syndet, kunne de åbenbart ikke bevare det samme uskyldige og rene syn på sagen. Deres tankevirksomhed blev uren, fordi den nu var dikteret af lavere lidenskaber og sanselighed. Derfor fik de samvittighedsnag, i blufærdighed dækkede de visse legemsdele, og i deres skyldfølelse skjulte de sig for Jehova på grund af frygt. Kærligheden driver frygten ud, men de viste mangel på kærlighed til Gud ved deres ulydighed, og så overmandede frygten dem, skabte en vis tilbageholdenhed hos dem og fik dem til at tilhylle deres legemer og skjule sig for Jehova. På den måde prøvede de at løbe fra den fordømmelse, som deres samvittighed førte over dem, og fra den domskendelse, som Jehova udtalte over dem på grund af deres ulydighed. — 1 Mos. 3:7-10; 1 Joh. 4:18.