Det kan ske — men kun i Japan
Af Vagttaarnets missionærer i Japan
EN GRUPPE stævnedeltagere for hjemadgående satte sig til rette og belavede sig på en rolig nats rejse fra Sendai til Tokyo. Det havde været et herligt stævne, og hver eneste var i godt humør og sprudlede af glæde. Endog så meget, at medpassagererne begyndte at spørge, hvordan det kunne være, og ti minutter i tolv om natten på vagttaarnskampagnens sidste dag tegnede en af dem sig for den japanske udgave af Vagttaarnet.
Og så var det, det hændte! De hendøsende rejsende blev vækket ved, at et par og tyve temmelig usoignerede personer af landligt udseende pludselig væltede ind i kupeen. Hver kom de slæbende med en bylt på størrelse med et menneske, og dem slængte de i gangen, løste dem op og fordelte indholdet, mange små pakker, iblandt sig. Pakkerne, hvis indhold var camoufleret med mange farverige indpakninger, blev anbragt langs bagagenettet, ind imellem sæderne og hvor som helst der fandtes det mindste tomrum. Større papirsække blev blot skubbet ind under sæderne eller stillet op mellem sæderne, til der næppe var et eneste sted, hvor man kunne finde hvile for sine fødder. Forhandlere af den „sorte“ ris, upolerede individer fra Japans underverden, havde valgt vor kupé, netop vor kupé i hele toget, til deres natlige togt til Tokyo!
En gysen går gennem hele vor gruppe. Disse løjerlige mænd og kvinder begynder at hale knivene frem! Mens vi kigger gennem det røgslør, deres stinkende tobak har dannet, bemærker vi, at de alle holder fast om en kniv, som de har skjult i et lommetørklæde, men knivspidsen rager truende frem. Vil vi alle blive stukket ned? Vi nærmer os nu en station. Sortbørshandlerne, der er så nervøse, at de ikke kan sidde stille med hænderne, farer pludseligt op og skynder sig at trække rullegardinerne ned, så kupeens indre er skjult for blikke udefra. Da toget efter nogle ryk holder helt stille, har et par lømler stillet sig op i hver ende af kupeen og slår et solidt bræt tværs over døren. Deres udkigsmand skriger: „Politi, politi!“, og det hele bryder ud i vild forvirring.
En tung og kraftig politimand kommer til syne ved en af dørene. Det tager ham et halvt minut at få glasset slået ind, men så opdager han, at han er for omfangsrig til at kunne komme ind på den måde. En civilklædt betjent baner sig dog til sidst vej ind og river døren op. Men vor opmærksomhed koncentrerer sig om sortbørshandlerne. Knive farer rundt i alle retninger, og det samme gør risen! Et hav af ris! Mens vi kravler op på sæderne, bliver kupeens gulv dækket af et tommetykt tæppe af glitrende hvid ris. Og da endelig den rasende politistyrke når frem på arenaen, finder de kun en eneste pakke, der er hel, den eneste, de kan konfiskere. Det vil være fuldkommen frugtesløst at foretage arrestationer. De kan jo ikke bevise, hvem der har strøet al den ris. Politiet skovler så megen ris, de kan nå, gennem vinduet og ud på perronen, men der ligger alligevel dynger af ris tilbage, da togfløjten lyder og dermed giver signal til, at politiet må stige af.
Nu begynder der en feberagtig travlhed. Sortbørshandlerne sværmer rundt alle vegne og kravler under sæderne. Nye papirsække og mere sejlgarn kommer frem, og som skovle bruger man, hvad der er for hånden, og inden ti minutter er gået, er gulvet så rent, at man skulle tro, det var støvsuget. De camouflerede pakker, der var anbragt i bagagenettet, bliver taget ned, og de store bylter ris opstår igen. Da vi når udkanten af Tokyo, vakler hele hæren af sortbørshandlere ud med samt deres tunge bylter, mens et sejrssmil lister sig frem på deres læber, og de bukker mod deres medpassagerer, som om de ville sige: „Vi har været jer til et farligt besvær.“ Hvortil vi høfligt må svare: „Åh, det gør ikke noget!“ En spændende nat med spændende underholdning — og ganske gratis!