Spørgsmål fra læserne
● Hvorledes kunne den ætiopiske hofmand (eunuk, NW) optages i den kristne menighed før Kornelius, især under hensyntagen til 5 Mosebog 23:1? — I. H., U.S.A.
Ætioperen var på vej tilbage til sit hjemland efter en rejse, han havde foretaget til Jerusalem for at tilbede, hvilket viser, at han var en jødisk proselyt, der tilbad sammen med jøderne i templet. Der var mange af disse proselytter, og det havde der været lige siden nationens fødsel, hvilket ses af, at Lovpagten endog indeholdt forordninger om dem. De var ikke uomskårne hedninger, sådan som Kornelius. På grundlag af deres omvendelse til den jødiske religion kunne den gode nyhed forkyndes for dem, og de kunne blive, og blev, en del af den første kristne menighed, idet de ikke behøvede at vente på, at budskabet skulle gå ud til de uomskårne hedninger. Den ætiopiske hofmand (eunuk) kunne derfor optages i den kristne menighed på grund af sin forudgående omvendelse til den jødiske religion. — 2 Mos. 12:38, 48, 49; 3 Mos. 24:17-23; 4 Mos. 15:15, 16; 35:15; Ap. G. 8:5, 14, 27-39.
5 Mosebog 23:1 (NW) siger: „Ingen mand, der er kastreret ved, at testiklerne er knust, eller ved, at det mandlige lem er skåret af, må optages i Jehovas menighed.“ Dette ville imidlertid ikke have indflydelse på optagelse i den kristne menighed, eftersom Lovpagten, der indeholdt dette forbud, ikke længere var gyldig. Men dengang det var gyldigt i den jødiske tingenes ordning, burde det da ikke have forhindret den ætiopiske hofmands (eunuks) omvendelse? Jo, hvis ætioperen var eunuk i den kødelige betydning, som omtales i 5 Mosebog 23:1. Men ordet „eunuk“ (hebraisk: sa·risʹ) havde også en bredere eller særlig betydning, nemlig embedsmand eller hofmand, som i 1 Mosebog 39:1, hvor en af faraos hofmænd, Potifar, en gift mand, kaldes en sa·risʹ. Det er i denne betydning af ordet, vi betragter den ætioper, som Filip mødte og døbte, for han var tydeligt nok omvendt til jødedommen, en proselyt, og han var også hofmand, „en mægtig mand hos Kandake, ætiopernes dronning, og var sat over alle hendes skatte“. (Ap. G. 8:27) Hvis han havde været en virkelig eunuk, ville han ikke have været proselyt, og hvis han ikke havde været proselyt, ville Filip ikke have døbt ham, før den gode nyhed var gået ud til de uomskårne hedninger.
● Skal Åbenbaringen 20:8 forstås således, at der vil være nationale grænser og adskillelser i den nye verden, og hvem er Gog og Magog i dette skriftsted? — G. T., Canada.
Åbenbaringen 20:7, 8 lyder: „Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene [nationerne, NW] ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig; de er talløse som havets sand.“ I den nye verden vil der ikke eksistere nationer med nationale grænser og folk, der er samlet inden for disse efter nationalitet, men de folk, der lever til den tid, vil være kommet fra nationer, vil på et eller andet tidspunkt have hørt til en nation i denne gamle verden, ligesom den „store skare“ kommer „ud af alle nationer“ uden at bringe nogen splittende nationalitetsfølelse med sig. Det er med tidligere national herkomst i tanke, at udtrykket „nationer“ bruges i dette skriftsted. — Åb. 7:9, NW.
Ezekiel, kapitlerne 38 og 39, omhandler Gog fra Magogs land, og i denne profeti repræsenterer Gog Satan, efter at han er blevet udstødt fra himmelen i 1914, og Magog repræsenterer hans begrænsede åndelige rige, der efter den tid er indskrænket til jordens nærmeste omgivelser. (Se Vagttaarnet, 1. januar 1954.) Men i Åbenbaringen 20:8 er der tale om en anden tid; Gog og Magog er navne på jordiske lande, og Gog kunne ikke her hentyde til Satan, for Satan omtales som den, der forfører Gog og Magog. Ydermere identificerer selve skriftstedet Gog og Magog som „folkeslagene ved jordens fire hjørner“, der lader sig forføre af Satan. Nøjagtigt hvem fortidens Gog var, eller hvor hans land Magog lå, er usikkert, men man regner sædvanligvis med, at det har været beliggende i Nordøsteuropa og Centralasien, de vilde skytere og tartarers land. Under alle omstændigheder repræsenterer Gog og Magog i Åbenbaringen de lande eller folkene i de lande, som ægget af Satan heftigt angriber Jehovas trofaste jordiske indbyggere.
At deres tal skal være som „havets sand“ betyder ikke, at største delen af menneskeheden vil gøre oprør sammen med Satan ved slutningen af Tusindårsriget, men det betyder, at tallet er ukendt, lige så ukendt som tallet på sandet ved havets bred. Dengang tallet på Kristi legemes lemmer endnu ikke var åbenbaret, blev de sammenlignet med havets sand, men da tallet blev endelig åbenbaret, var det kun 144.000, og de blev kaldt en „lille hjord“. De, der gør oprør sammen med Satan ved slutningen af den tusindårige regering, kan således meget vel være et fåtal af menneskeheden. — 1 Mos. 22:17; Gal. 3:29; Åb. 14:1; Luk. 12:32.
● Jesus sagde, at der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Hentydede han her til Harmagedonslaget? — S. S., U.S.A.
Jesu ord herom findes i Johannes 9:4, 5: „Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys.“ Dette sagde han, da han helbredte synet på en blindfødt mand. Han talte ikke om Harmagedon. Jehova sendte Jesus til jorden, for at han ved sine gerninger skulle ophøje Gud og gøre hans hensigter kendt. Jesus gjorde en åndelig lægegerning, der satte de åndeligt døve, stumme og blinde i stand til at høre og tale og skelne sandheden i Guds ord, og frigjorde dem, der holdtes i fangenskab af falsk religion. Som en slående demonstration af Jehovas magt skænkede han også nogle bogstaveligt blinde mennesker synet igen. — Es. 61:1, 2; Luk. 4:17-21.
Jesus talte derfor om sig selv og de gerninger, Jehova havde sendt ham for at udføre, og sagde, at han måtte gøre dem, mens det var dag, og før natten kom, for når først natten faldt på, ville han ikke være i stand til at arbejde. Han sagde også, at så længe han var i verden, var han en lysets kilde, og antydede dermed, at der ville komme en tid, da han skulle gå bort. Hans død tog ham bort fra verden, satte punktum for hans tilværelse og styrtede ham ned i gravens mørke. Det var for ham som nat, en tid, da han ikke kunne arbejde. Jesus vidste, at dødstilstanden, som ventede ham, ikke ville indebære nogen mulighed for arbejde, som det også vises i Prædikeren 9:10: „Gør efter evne alt, hos din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen.“
Den nat, da arbejdet skulle ophøre for Jesu vedkommende, kunne ikke hentyde til Harmagedon, for til den tid vil han udføre sine mægtigste gerninger ved at tilintetgøre onde skabninger på jorden, binde Satan og hans dæmoner i uvirksomhed og retfærdiggøre Jehovas navn. Følgelig kan vi heller ikke sige, at Kristi efterfølgere på jorden vil være helt uvirksomme. De vil ikke tage del i selve tilintetgørelsen, men de vil stadig fortsætte med det arbejde, de nu udfører, nemlig at synge Jehovas pris og advare de onde om deres tilintetgørelse. Ordene i Esajas 6:11 synes at tilkendegive, at de vil forkynde Jehovas hævn, indtil tilintetgørelsen af de synlige misdædere er tilendebragt: „Hvor længe, Herre? Og han svarede: Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk!“
Ordet nat, som det i denne forbindelse bruges af Jesus, hentyder således til tiden for hans dom, pælfæstelse og død, en tid, da han ville være ude af stand til at arbejde.