Spørgsmål fra læserne
● Ifølge 1 Mosebog 7:2 blev det pålagt Noa: „Af alle rene dyr skal du tage syv par, han og hun.“ Det vil sige fjorten individer af hver dyreart, men andre oversættelser siger: „Af alle rene dyr skal du tage syv, han og hun“, altså kun syv individer af hver art. Hvad er rigtigt? — C. M., de Forenede Stater.
Det oprindelige hebraiske udtryk læses ordret „syv syv“. Ved talangivelser og opdelinger brugte hebræerne ofte at gentage vedkommende talord. Harpers Introductory Hebrew Method and Manual siger på side 176 om 1 Mosebog 7:2, 9: „Ord gentages ofte for at angive talmæssige forhold.“ Under overskriften „Talordenes sætningslære“ viser Gesenius’ Hebrew Grammar (anden amerikanske udgave) på side 409 også, at en måde at angive mængde på, er at gentage talordet. De to ens talord skal ikke lægges sammen, men angiver blot eet antal.
I 2 Samuel 21:20 læser vi om en kæmpe, der havde seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. Den hebraiske tekst gentager talordet seks, men der menes ikke, at han havde seks par, altså tolv, fingre på hver hånd, eller at han havde seks par, lig tolv, tæer på hver fod. Talordet gentages, fordi det drejer sig om angivelsen af en mængde, og det sker ved gentagelse. På samme måde tales der i 4 Mosebog 13:2 og Josua 3:12 om, at der blev udtaget een mand af hver stamme, og på hebraisk står der ordret „een mand een mand“, altså en gentagelse, der angiver een mængde, for der menes ikke, at der skulle udtages to mænd fra enhver stamme. Når 4 Mosebog 34:18 giver befaling til at udtage een øverste af hver stamme, siges der på hebraisk ordret „een øverste een øverste“, hvilket angiver, at der skulle udtages een øverste, ikke to.
At ordet „syv“ gentages i 1 Mosebog 7:2, angiver altså ikke, at der skulle tages syv par eller fjorten rene dyr, men syv individer af hver art. I versene 9 og 15 i samme kapitel gentages også ordet „to“, men de oversættelser, der siger „syv par“ i vers 2, siger ikke „to par“ i versene 9 og 15, hvilket de måtte have gjort, hvis de ville være konsekvente. I disse vers er meningen tydelig nok, at de urene dyr gik ind i arken „par for par“. På samme måde viser vers 2, at de rene dyr blev samlet „i flokke på syv“, som udtrykket gengives i New World Translation of the Hebrew Scriptures. Nogle hævder, at der menes syv par, fordi der efter „syv“ står „han og hun“, hvilket vil vise, at der var et lige antal, så hver han havde sin hun. Imidlertid siger 1 Mosebog 8:20, at „nogle af alle de rene dyr og fugle“ blev ofret som brændofre, da Noa kom ud af arken. Han behøvede således ikke at tage den ene af et par hertil, idet han havde taget tre par og eet ekstra dyr af hver art med i arken, og nu kunne han bruge dette ekstra dyr til brændoffer. Således siges der i bogen „New Heavens and a New Earth,“ side 102, paragraf 3.
● Hvordan kan vi få 5 Mosebog 14:21, „I må ikke spise noget selvdødt dyr“, til at harmonere med 3 Mosebog 11:40, hvor der står: „Den, der spiser noget af den døde krop, skal tvætte sine klæder og være uren til aften“? — D. H., Eire.
Der er i virkeligheden ingen uoverensstemmelse mellem disse to skriftsteder. Det ene forbyder at spise et dyr, der dør af sig selv eller findes dødt, og det andet viser, hvad straffen for at overtræde dette forbud er. At det var forbudt at spise af et ådsel betyder ikke, at det aldrig ville ske. Loven indeholdt forbud mod mange ting, men den fastsatte også straffe for overtrædelse af disse forbud. At noget var forbudt betød ikke i sig selv, at det aldrig ville blive gjort; derfor blev der fastsat straffe for at gøre forbudet vægtigt. Der var forbud mod tyveri, sladder, utugt, mord og mange andre synder af forskellig størrelse, og Loven fastsatte også straffe af forskellig strenghed, for at israelitterne kunne vide, hvad de skulle gøre ved overtræderne. Således var det også med forbudet mod at spise et selvdødt dyr.