Forkyndelsen bag jerntæppet
„SKØNT DELT — dog forenet: Tyskland.“ Således lød teksten på et af de halvfems smukke skilte, der som hilsener fra lige så mange forskellige lande smykkede Yankee Stadium, da Jehovas vidners stævne, Den nye Verdens Samfund, blev afholdt der i juli 1953. Rapporterne om Jehovas vidners virksomhed bag jerntæppet understregede denne enhed; her følger nogle af dem:
På nuværende tidspunkt er der over elleve hundrede brødre i fængsel i Østtyskland, fordi de har vidnet om sandheden. Men selv i fængsel er Guds ord ikke bundet. Ved en af de sædvanlige undersøgelser i togene, d.v.s. en toldundersøgelse, blev en kvinde, der var blevet interesseret i Jehovas vidner, arresteret, fordi hun blev fundet i besiddelse af bogen Die Neue Welt, et af vidnernes bibelske hjælpemidler. I retten blev hun spurgt, om hun ville vedblive med at tro på Jehova. I dette øjeblik indviede hun sig til Jehova og svarede „ja!“ Hun blev idømt to års fængsel, og mens hun var i fængsel, lærte hun mere om sandheden og blev i al hemmelighed døbt. Efter sin frigivelse skrev hun til Vagttaarnets selskab i Vestberlin: „Jeg er af hele mit hjerte taknemmelig for, at jeg selv under modstand var i stand til at vidne om Jehovas navn. Det har været en god lektie for mig.“
Da et af Jehovas vidner besøgte en familie for at belære dem yderligere om Bibelen, viste det sig, at der var en politimand til stede. Han mærkede, der var en spændt atmosfære, og at familien var ilde til mode. Hvordan skulle han gå frem, og hvad ville resultatet blive? Efter en tavs bøn aflagde han uden frygt det vidnesbyrd, han havde forberedt. Hans modige handlemåde gav familien en glødende interesse for sandheden. De forklarer nu: „Vor tilværelse var så usikker. Dette budskab har beriget vort liv. I kan ikke forestille jer, hvor lykkelige vi er over at have fundet sandheden.“
I Østtyskland er begravelser en af de bedste lejligheder til at aflægge vidnesbyrd. Selv om det er Jehovas vidner strengt forbudt at tale ved disse lejligheder, gør de det alligevel, og det sker sædvanligvis så uventet, at deres fjender ikke når at hindre det.
En kommunistisk embedsmand blev arresteret, før han nåede at gennemføre en planlagt flugt til Vesttyskland. Mens han var i fængsel, kom han i kontakt med Jehovas vidner. Efter nogen tids forløb begyndte han at vidne om Jehova, og fordi han var blevet „besmittet af Jehovas vidner“, blev han sat i enecelle og led meget, særlig fordi han nægtede at spise blodpølse. En kommunistisk præst blev anbragt i cellen sammen med ham for at få ham bort fra Jehova, men forgæves. Kort efter blev han døbt i fængselet. Da han blev frigivet, sagde han til sine medvidner: „Det var ikke en fængselstid for mig, det var en skoletid.“
En mand, der var stærk modstander af, at hans hustru var et af Jehovas vidner, skrev et brev til politiet, hvori han opgav navn og adresse såvel på de vidner, der ledede arbejdet i hans by, som på andre, der var interesseret i deres arbejde, samt tid og sted for deres møder. På vej til postkassen med brevet blev han ramt af et hjerteslag og faldt død om. Hans hustru fandt brevet i hans lomme, der var sat frimærke på, og det var adresseret til politiet, ligesom han også havde en kopi af brevet på sig.
Vidner, der bliver arresteret under forkynderarbejdet, lægger ofte en vidunderlig ånd for dagen i deres fjenders nærværelse. Trods grusom mishandling er de tavse og opgiver ikke navnene på deres medtjenere. Anklageren spurgte under et forhør et vidne, hvor mange numre af Vagttaarnet han havde bragt ind i en bestemt by. Han svarede: „Hr. dommer, De vil slet ikke kunne tåle at høre tallet!“ Et andet vidne sluttede sin forsvarstale således: „Hvad enten jeg kommer i fængsel i fem, ti, femten eller tyve år — der er ingen galge for høj og økse for skarp — jeg er og bliver et vidne for Jehova.“ Jerntæppet har i sandhed ikke adskilt Jehovas vidner i Tyskland.