En skyttegravstro er ikke en sand tro

UNIVERSETS overordnede Skaber har givet os tilstrækkeligt grundlag for at tro på ham. Alt, hvad vi ser omkring os i naturen, det levende og det livløse, det universelle og det jordiske, det, vi ser gennem teleskopet og gennem mikroskopet, er veltalende, uimodsigelige beviser for, at Gud virkelig er til. Og i sit ord, Bibelen, åbenbarer han endnu klarere sine egenskaber, kærlighed, retfærdighed, visdom og magt, og ikke alene det, men også sit navn Jehova, sin hensigt, at hævde og herliggøre sin overhøjhed ved hjælp af sit rige, samt sine krav til os.

Jehovas første krav til os er, at vi skal udvise tro på ham, for „uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. (Hebr. 11:6) Hvad vil det sige at tro? Den 7. februar 1954 var de Forenede Staters præsident med i en radio- og fjernsynsudsendelse med titlen „Tilbage til Gud“, arrangeret af krigsveteraner. I sin udtalelse lagde præsident Eisenhower vægt på troens betydning og sagde blandt andet: „Mig undrer det ikke, at forhenværende soldater står bag sådan en tanke. I krig lærer de en stor sandhed — at der er ingen ateister i en skyttegrav. De ved, at i prøvelsens time vender vi os instinktivt til Gud for at få mod og fred i sindet.“

Om de kommunistiske tropper i Rusland, det kommunistiske Kina og andre gudløse lande holder op med at være ateister, når de springer ned i skyttegraven, eller ej, kan vel næppe slås dogmatisk fast. Men endnu mere åbent står spørgsmålet, om man kan sige, at det er et udslag af tro, at man „instinktivt“ vender sig til Gud, når man er i en skyttegrav. Hvad bliver der af denne tro, når man kommer op af skyttegraven og vender hjem? Er der flere og bedre kristne i verden efter en krig? Er det ikke snarere et tilfælde, der ligner det med den druknende, der griber efter et halmstrå? Han har ikke tiltro til strået, men i desperation griber han efter det, fordi der ikke er anden hjælp.

Soldater, der hele deres liv igennem — både mens de var civile, og i den tid de har været i uniform — kun har tænkt lidt på Gud, kan ikke siges at udvise tro, når de beder Gud om hjælp, fordi de udsættes for fjendens ild. Det er derfor, man ikke finder noget bevis for, at Gud besvarer bønner, der bedes under sådanne omstændigheder. For at bruge en anden illustration, Jehova Gud bestemte ikke, at troen skulle være som en slags bekvemt redningsmateriale ved ildebrand, der bruges, når der ikke er andre måder at redde sig på.

I virkeligheden fastslår Gud gang på gang, at han ikke kan antage en sådan tro. Da israelitterne faldt fra og derfor blev ført i fangenskab med Guds tilladelse, bad de Gud om udfrielse. De var så at sige i en skyttegrav. Men satte han pris på, at de påkaldte ham på det tidspunkt? Slet ikke! Hør, hvad han sagde til dem gennem sin profet: „Gå hen og råb til de guder, I udvalgte jer, og lad dem frelse jer i jeres nød!“ (Dom. 10:14) Det samme bekræfter vismanden i Ordsprogene 1:28-30.

Det er en afgjort sag, at den tro, der vinder Guds godkendelse, er ikke en tror der blot viser sig i vanskelige tider. Det gælder ikke blot om at være kristen, når man er i vanskeligheder, eller når man ønsker at få noget fra Gud. Vi viser vor tro i vore gerninger, ikke blot i vore ord, og bønner er i bedste fald kun ord. Vi må udføre gerninger, der er i overensstemmelse med Guds retfærdige krav, f. eks. at vi skal forny vor personlighed ved hjælp af sandheden og holde os adskilt fra verden. (Ef. 4:22; Jak. 4:4) Og ganske særlig må vi som kristne udføre det arbejde, som var den væsentligste grund til, at Jesus kom til jorden, nemlig at ære Jehovas navn og vidne om sandheden, hvilket nu i tiden betyder at forkynde det gode budskab om Guds oprettede rige. — Joh. 17:4; 18:37; Matt. 24:14.