Spørgsmål fra læserne
● Mattæus 5:22 siger: „Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: Raka! er skyldig for det store råd; og den, som siger: du dåre! er skyldig til helvedes ild.“ Hvori består de tre ting, overtræderne her advares imod? — T. C., Pennsylvania.
New World Translation viser, at „domstolen“ og „det store råd“ hentyder til menneskelige domstole, og „helvedes ild“ betegner Hinnoms dal eller Gehenna: „Enhver, der fortsat er vred på sin broder, vil være skyldig for retfærdighedens domstol; men enhver, der tiltaler sin broder med et skældsord, der ikke tåler gengivelse, vil være skyldig for højesteretten; hvorimod enhver, der siger „du foragtelige dåre!“, vil blive udsat for Gehennas ild.“ Forseelsernes størrelse forøges i den rækkefølge, hvori de er nævnt, og de instanser, ind for hvilke overtræderne er skyldige, og den straf, de idømmes, stiger ganske logisk proportionalt i myndighed eller strenghed.
Retfærdighedens domstol synes at være den samme som den lokale domstol, der nævnes i Mattæus 10:17 og Markus 13:9, og fodnoten i New World Translation til udtrykket „lokale domstole“ i disse skriftsteder identificerer den som „mindre synedrier (sanhedriner)“. Et synedrium (sanhedrin) er en forsamling eller et råd. Moseloven forordnede lokale domstole, idet kvalificerede mænd overhørte sager ved byernes porte. 5 Mosebog 16:18 befalede: „Dommere og tilsynsmænd skal du indsætte dig overalt inden dine porte, som Jehova din Gud vil give dig, rundt om i dine stammer, og de skal dømme folket på retfærdig vis.“ Disse lokale domstole havde domsmyndighed selv i mordsager og kunne afsige dødsdomme. De blev genoprettet af Ezra efter tilbagekomsten fra det babyloniske fangenskab, og det fremgår af beretningen, at der fortrinsvis blev anvendt levitter til at beklæde tjenesteposterne ved disse domstole. — 5 Mos. 19:12; 21:1, 2; 1 Krøn. 23:4; 26:29; Ezra 7:25, 26.
På Jesu og apostlenes tid var disse lokale domstole eller mindre synedrier stadig i virksomhed, men med stærkt begrænset handlefrihed på grund af det romerske styre over Palæstina. Ifølge rabbinerne bestod disse underretter af 23 dommere i byer, hvor der var 120 repræsentative mænd til at tage sig af de forskellige retslige tjenester og pligter, men i småbyer, hvor det ikke var nødvendigt med så mange til dette, blev der kun brugt tre dommere. Det siges, at Jerusalem havde to domstole med hver 23 dommere plus 390 underretter med hver tre dommere, som tog sig af de mindre anklager. De tal, Josefos angiver, afviger noget herfra, for han siger, at de lokale domstole bestod af syv dommere, som hver havde to levitiske embedsmænd under sig. Sager, der var for vanskelige for disse lokale domstole, henvistes til det store synedrium i Jerusalem. — Josefos’ Antiquities, bog 4, kap. 8, afsnit 14.
Det er det store synedrium, der hentydes til i Mattæus 5:22 med „det store råd“ eller højesteret, hvilket også fremgår af fodnoten i New World Translation. Dette råd betegnes sædvanligvis blot som synedriet. Når Bibelen kæder ypperstepræster, skriftkloge og ældste sammen, opfattes det i almindelighed som hentydende til synedriet, som for eksempel i Mattæus 16:21: „Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og dræbes, men opvækkes på den tredje dag.“ Man har hævdet, at de 71 medlemmer af synedriet fordelte sig på følgende måde: 24 var ypperstepræster eller af ypperstepræstelig slægt, 24 var ældste eller indflydelsesrige mænd, 22 var skriftkloge eller lovkyndige, og ypperstepræsten fuldendte tallet 71. Der blev valgt en præsident og en vicepræsident. Denne jødiske højesteret tog sig kun af sager, som underretterne ikke kunne afgøre, og som af disse blev henvist til den, og sager, der drejede sig om de større lovovertrædelser, og som blev indanket direkte for den. Det gjaldt særlig sager angående gudsbespottelse eller frafald. — Matt. 26:57, 59-68; Joh. 19:7; Ap. G. 5:27-29; 6:11-15; 7:1, 54-60.
Jøderne yndede at tro, at synedriet begyndte med Moses og de 70, han udvalgte til at hjælpe sig med at dømme i Israels sager, mens folket var i ørkenen. (4 Mos. 11:16, 17) Nogle har endog fremholdt den tanke, at Jesus genindførte denne jødiske enhed, da han udsendte 70 disciple til at forkynde, eftersom der med Jesus, deres leder, ville være 71. (Luk. 10:1) Imidlertid viser kendsgerningerne, at synedriet opstod under det græske styre over Judæa. Under det romerske styre afsagde det dom i sager, der drejede sig om liv og død, men det kunne ikke eksekvere sine dødsdomme, men måtte have sine handlinger godkendt af de romerske myndigheder. — Joh. 18:28-40; 19:1-16.
Til sidst taler Mattæus 5:22 om dem, der er skyldige til „helvedes ild“ eller „Gehenna“. Brugen af ordene „helvedes ild“ giver et forkert billede, for i den originale græske tekst står der Gehennas tid; Gehenna er det græske ord for det hebraiske ge’i-Hinnom, der betyder „Hinnoms dal“. Denne dal strakte sig syd og vest for oldtidens Jerusalem. Under de senere konger i Juda blev den brugt til den afguderiske tilbedelse af Molok, og der blev ofret mennesker i ilden til denne gud. (Jos. 15:8; 2 Krøn. 28:3; 33:6; Jer. 7:31, 32; 32:35) For at forhindre, at den igen blev brugt til dette afskyelige religiøse formål, vanhelligede den trofaste kong Josias dalen, og den blev losseplads og forbrændingssted for Jerusalems affald. (2 Kong. 23:10) Døde dyrekroppe blev kastet herned for at blive fortæret af ilden, der brændte i dalen, og som til stadighed blev næret af svovl for at fremme forbrændingsprocessen. Også lig af henrettede forbrydere, som man mente var for slette til at få en opstandelse, blev henkastet her. Hvis ligene ikke faldt helt ned i ilden, men havnede på klippeafsatserne i de dybe kløfter, blev de fortæret af orme. I sin omtale af denne dal siger appendikset i New World Translation, side 767:
„Ingen levende skabning, hverken dyr eller mennesker, blev kastet i Gehenna for at blive brændt levende eller pint. Derfor kan stedet aldrig symbolisere en usynlig sfære, hvor menneskesjæle pines i bogstavelig ild og angribes af udødelige orme i al evighed. (Es. 66:24) Fordi de døde forbrydere, der blev kastet herned, ikke fik en sømmelig begravelse i en mindegrav, hvilket ville symbolisere håbet om en opstandelse, blev Gehenna brugt af Jesus og hans disciple til at betegne den evige udslettelse af Guds univers, den „anden død“, en evig straf. At blive dømt til at få sit lig kastet i Gehenna blev derfor anset for den værste form for straf. Fra det bogstavelige Gehenna og fra det, dalen symboliserede, hentedes betegnelsen „søen, der brænder med ild og svovl“, som bruges i Åbenbaringen 19:20; 20:10, 14, 15; 21:8.“
I det foregående vers (Matt. 5:21) henledte Jesus opmærksomheden på det velkendte forhold, at enhver, der begår et mord, er skyldig for domstolen, og til denne almindelige opfattelse føjer han ordene i vers 22 for at vise, hvor meget mere nøjagtige de forskrifter, han forkyndte, var. Man kan blive vred af en eller anden grund, men at man bevarer denne ophidsede tilstand, kunne give Djævelen lejlighed til at sætte ind, og det kunne føre til, at man synder. (Ef. 4:26, 27) Fortsat vrede mod en broder ville derfor gøre det nødvendigt, at man blev vejledt, hvilket symboliseres ved retfærdighedens domstol. At denne vrede gav sig udtryk i „et skældsord, der ikke tåler gengivelse“, ville være endnu alvorligere og gøre stærkere irettesættelse eller straf nødvendig, symboliseret ved den jødiske højesteret, synedriet. Men at dømme en broder som en „foragtelig dåre“, hvilket ifølge Bibelen er det samme som at beskylde ham for at spotte og fornægte Gud (Sl. 14:1), er yderst alvorligt og ville gøre overtræderen skyldig til evig udslettelse eller med andre ord „til Gehennas ild“. Jesus bruger altså ting, der var jøderne velkendte — retfærdighedens domstol, højesteretten og Gehennas ild for at forklare dem, at synder af tiltagende betydning gengældes med straffe af tiltagende strenghed.