Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal 2 Mosebog 4:24-26 forstås? Og videre: Af 2 Mosebog 4:20 synes det at fremgå, at Moses var vendt tilbage til Ægypten, men næste vers taler om hans tilbagevenden som noget fremtidigt. Hvad er rigtigt?

I 2 Mosebog 4:20 står der: „Så tog Moses sin hustru og sin søn og satte dem på sit æsel og vendte tilbage til Ægypten.“ Vers 21 fortsætter: „Men Jehova sagde til Moses: Når du vender tilbage til Ægypten.“ Det strider mod tanken om, at han allerede skulle være vendt tilbage. Vanskeligheden ligger i oversættelsen af vers 20. Der tales der, som om han var vendt tilbage, mens den hebraiske udsagnsform i virkeligheden betyder, at han var ved at vende tilbage, men ikke var nået tilbage. Andre oversættelser synes at give rum for dette syn på sagen. „Moses tager sin hustru og sine sønner og lader dem ride på æslet og vender tilbage til Ægyptens land.“ (Yg) „Moses tog sin hustru og sine sønner og satte dem på et æsel for at vende tilbage til Ægyptens land.“ (AT) Det er derfor fuldkomment logisk, når vers 21 taler om Moses’ tilbagevenden som noget fremtidigt, da rejsen jo ikke var tilbagelagt.

2 Mosebog 4:24-26 fortæller om en hændelse, der indtraf under denne tilbagerejse: „Men undervejs, i natteherberget, kom Jehova imod ham og ville dræbe ham. Da greb Zippora en skarp sten og afskar sin søns forbud og berørte hans blusel dermed [og kastede den for hans fødder, AS], idet hun sagde: Du er mig en blodbrudgom! Så lod han ham i fred. Ved den lejlighed brugte hun ordet blodbrudgom med hensyn til omskærelsen.“ Det tyder på, at Moses havde været forsømmelig i en vis henseende. Han havde ikke omskåret sin søn og således ikke overholdt loven om omskærelse, som Jehova havde givet hans stamfader Abraham. (1 Mos. 17:9-14) Gennem sin repræsentant kom Jehova imod Moses undervejs og ville dræbe hans uomskårne dreng. Moses’ hustru Zippora forstod, hvad der var nødvendigt for at bringe sagen i orden. Hun tog en skarp sten, et almindeligt skæreredskab i de dage, og afskar sin søns forhud og kastede den for fødderne af Jehovas engel, ikke for fødderne af Moses. Ved opfyldelsen af dette krav mildnedes Jehovas vrede, og barnet blev skånet.

Derpå sagde Zippora til Jehova, der var repræsenteret ved sin engel: „Du er mig en blodbrudgom.“ Ved at opfylde de krav, der var gældende med hensyn til pagten om omskærelse, anerkendte og indgik Zippora et pagtsfællesskab med Jehova, og Jehova blev hende som en ægtemand og hun ham som en hustru. At et sådant pagtsfællesskab med Jehova kan sætte ham i samme stilling som en ægtemand, der er gift med den anden parthaver i pagten, vises ved Lovpagten, som han sluttede med Israel. Med henblik på denne pagt siger Jehova om israelitterne: „Jeg var dem en ægtemand.“ (Jer. 31:32, KJ) Efter denne omskærelseshandling sagde Zippora til Jehova, der var repræsenteret ved sin engel: „Du er mig en blodbrudgom.“ Eller: „En blodig ægtemand er du mig“ (KJ), „en blodig ægtemand er du“. (AS) På grund af Zipporas ufortøvede handling „lod han ham i fred“, det vil sige: Jehovas engel lod drengen i fred og dræbte ham ikke, hvad han ellers ville have gjort. (1 Mos. 17:14) I henhold til jødernes overlevering var det Moses’ liv, som var truet på grund af hans forsømmelighed. Moses var ansvarlig for, hvorledes han opdrog og behandlede sin søn. — Se Vagttaarnet, 1. november 1945, side 185, § 38.

● Burde de indledende ord i Johannes 7:22 (NW) „af denne grund“ ikke have stået i slutningen af Johannes 7:21? Som de står i New World Translation, synes de at være uden mening. Hvad er det for en „grund“, der hentydes til? — A. A., Arkansas.

Nej, ordene burde ikke stå som slutning på vers 21. New World Translation har anbragt dem på rette sted i begyndelsen af vers 22 i overensstemmelse med Westcott og Hort’s græske tekst. De fleste bibeloversættelser har dem i begyndelsen af vers 22. Nogle udelader dem helt (f. eks. den danske oversættelse). Andre har ordene sidst i vers 21, men uden nogen som helst god grund. (AS; ED) Og med hensyn til, hvad ordene betyder, og hvorfor de står, hvor de står, må vi se det af sammenhængen. På sabbatsdagen under en af de jødiske højtider havde Jesus helbredt en mand. (Joh. 5:1-16) Det harmede de religiøse jøder, der holdt stærkt på, at sabbaten skulle holdes hellig, endog langt ud over hvad Gud krævede, og senere under samme højtid søgte de at yppe kiv med Jesus på grund af dette mirakel. De sagde, at Jesus var besat af en dæmon, at han var i dæmoners vold. Derpå siges der i Johannes 7:21: „Jesus svarede og sagde til dem: Een gerning har jeg gjort, og alle undrer I jer over den.“ Og han fortsatte: „Af den grund (NW) har Moses givet jer omskærelsen (ikke at den er fra Moses, men fra fædrene), og I omskærer mennesker også på en sabbat. Når nu et menneske omskæres på en sabbat, for at Mose Lov ikke skal brydes, hvor kan I da vredes på mig, fordi jeg har gjort et helt menneske rask på en sabbat? Døm ikke efter skinnet, men fæld en retfærdig dom!“ — Joh. 7:22-24.

Af hvilken grund helbredte Jesus på sabbaten, når han ved at gøre en sådan gerning tilsyneladende brød Moselovens forskrift om ikke at arbejde på hviledagen? Med henblik på selve denne helbredelseshandling svarede Jesus: „Min fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ (Joh. 5:17) Jesus gjorde ikke verdsligt arbejde på sabbatsdagen. Han gjorde Guds arbejde. De jødiske præster forrettede tempeltjeneste på sabbaten uden at bryde sabbatsloven. (Matt. 12:5) På samme måde kunne også Jesus udføre sin gudgivne tjeneste og opfylde profetierne angående Messias. Jesus helbredte og forkyndte med Jehovas bemyndigelse, og han måtte arbejde, mens det endnu var dag, for snart skulle dødens nat lukke sig om ham. (Joh. 9:4) Grunden til, at Jesus fortsatte sit arbejde selv på sabbaten, var, at Jehova havde givet ham befaling derom.

Af selvsamme grund omskar jøderne drengebørn på sabbaten. Jehova befalede, det skulle gøres, og at gøre det var ikke ensbetydende med at bryde sabbaten, skønt nogle måske i uvidenhed ville påstå, at det var det. I henhold til Moseloven skulle drengebørn omskæres på den ottende dag, også når denne ottende dag efter deres fødsel faldt på en sabbat. At undlade at omskære dem, selv på en sabbat, ville være en overtrædelse af Moseloven. Når Jehova havde befalet et arbejde udført, måtte det udføres, enten det var sabbat eller ej. Af den grund helbredte Jesus på sabbaten, og af den grund omskar jøderne drengebørn på sabbaten; havde de undladt at gøre det, ville de have overtrådt Jehovas befalinger. Jesus helbredte et helt menneske på sabbaten for at gøre ham fuldstændig sund i helbredsmæssig henseende, mens jøderne „helbredte“ et enkelt lem på et drengebarn eller „gjorde det ret i Guds øjne“ ved at omskære det på sabbaten. Det var af denne grund, at begge disse forskellige gerninger med rette kunne udføres på sabbaten, nemlig lydighed mod Jehovas vilje.