Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor ønskede dæmonerne at være i et jordisk legeme, da Jesus gik her på jorden og uddrev dem? Ved en lejlighed bad et par dæmonbesatte mænd for eksempel om, at dæmonerne måtte fare i en svinehjord. Hvorfor? — T. C., Pennsylvania.
Beretningen om disse to dæmonbesatte mænd finder vi i Mattæus 8:28-32. Markus og Lukas fortæller endnu flere detailler, skønt de taler, som om der kun var een dæmonbesat mand, sandsynligvis fordi de fortæller om ham, der samtalede med Jesus på begges vegne. (Mark. 5:1-16; Luk. 8:26-35) Markus siger: „Da han nu på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og skreg med høj røst og sagde: Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig. Jesus havde nemlig lige sagt til ham: Far ud af manden, du urene ånd! Og han spurgte ham: Hvad er dit navn? Han svarede ham: Legion er mit navn; thi vi er mange. Og han bad ham meget om ikke at jage dem bort fra egnen. Nu gik der en stor flok svin på græs der på bjerget. Da bad de ham og sagde: Send os hen til svinene, så vi kan fare i dem. Det tillod han dem. Og de urene ånder fo’r ud og fo’r i svinene; og flokken — der var omtrent to tusinde — styrtede sig ud over brinken og ned i søen og druknede i søen.“ — Mark. 5:6-13.
Hvorfor ønskede denne legion dæmoner eller urene ånder at fare i svinene i stedet for blot at blive uddrevet? At de for i svinene, ville give de tilstedeværende et kraftigere indtryk af deres uddrivelse af mændene, og det ville understrege, hvor forfærdeligt det er for en jordisk skabning at blive besat af dæmoner. Det ville vise de menneskelige iagttagere Jesu magt over dæmonerne og dæmonernes magt over jordiske skabninger. Alt dette tjente Jesu hensigt, og dette forklarer, hvorfor han tillod de urene ånder at fare i svinene, men det forklarer ikke, hvorfor dæmonerne selv ønskede at fare i svinene. De kan ikke have ønsket at fremhæve Jesu magt over dem endnu mere. Hvad kan derfor have været grunden til deres ønske?
Det kan tænkes, at det har givet dem en eller anden form for unaturlig, sadistisk tilfredsstillelse. Det var ikke naturligt for åndeskabninger at tage jordiske legemer i besiddelse, men vi har beviser for, at de tid efter anden har ønsket at gøre det. Før Vandfloden på Noas tid allierede en del oprørske åndeskabninger sig med Satan, materialiserede sig i menneskelegemer og havde omgang med kvinder. Der var her ikke blot tale om en midlertidig materialisation i den hensigt at give menneskene en eller anden åbenbaring, sådan som trofaste engle til tider har gjort, men denne var af mere varig karakter, og de gjorde det for at praktisere noget, som Gud ikke havde skabt dem til. De handlede på en for åndeskabninger unaturlig måde og frembragte bastardafkom, der opførte sig som tyranner og sadister. (1 Mos. 6:1-4.) Jehova Gud satte en stopper for deres ulydige, tøjlesløse levned ved Vandfloden, der tilintetgjorde de menneskelegemer, de havde påtaget sig, og tvang dem til at vende tilbage til det åndelige plan for at undgå døden.
Disse faldne åndeskabninger havde derefter ikke længere evnen til at skabe et jordisk legeme ved en materialisation, men det ser ud til, at de nu gjorde det, der derefter lå nærmest for, og som de stadig havde magt til, nemlig tage bolig i allerede levende mennesker. Disse legemer kunne de besætte og beherske, og derved tilfredsstillede de deres sadistiske, unaturlige lyster. Det var en slags perversitet, ligesom nogle degenererede mænd forfalder til sodomi og har seksuel omgang med andre mænd i stedet for med kvinder eller søger kønslig tilfredsstillelse hos de lavere dyr. Da derfor dæmonerne ikke kunne få lov til at blive i mændene, ønskede de at fare i svinene.
Vi ved ikke bestemt, hvilken form for tilfredsstillelse dette gav dem, men der må have været noget ved en sådan besættelse, der satte dem i stand til at stille deres unaturlige lyster. Det gav dem mulighed for at pine og plage og derved få luft for deres sadistiske lyster, ligesom de fik lejlighed til at slutte sig til en skare fejge ånder, der tog mennesker i besiddelse, idet mange besatte een person, ikke alene i det tilfælde, der omtales i spørgsmålet, men også i andre tilfælde. (Matt. 12:43-45) Mennesker, der er seksuelt abnorme, perverse og sadistiske, opnår en sygelig nydelse ved seksualforbrydelser og andre voldshandlinger, som i tilfældet med levittens medhustru og mændene fra Gibea og i tilfældet med de to engle i Sodoma, som en pøbelsværm søgte at krænke. (1 Mos. 19:4-11; Dom. 19:22-25) Ånderne, der havde forladt deres skaber og besmittet og fornedret sig sammen med oprøreren Satan, opførte sig således unaturligt, når de tog bolig i jordiske skabninger; de blev uden tvivl trælle af deres fornedrelse, og det blev en vane for dem at søge at tilfredsstille deres faldne naturs lyster.
Der er ingen grund til at tro, at de ikke skulle kunne besætte mennesker i vor tid. Det vil ikke sige, at alle, der er mentalt syge, er besatte, for det er ikke tilfældet. Mentalt syge mennesker er imidlertid taknemmelige ofre for deres angreb og besættelse på grund af deres åndelige svækkelse. Nogle synes at være dæmonbesatte, mens andre blot er mentalt syge eller nervenedbrudte. Vi må af al magt søge at være åndeligt stærke, for det er midlet til at forhindre, at dæmonerne tager os i besiddelse, til at holde dem borte fra vort sind og legeme. Vi er beskyttede, hvis vi ifører os „Guds fulde rustning“. — Ef. 6:10-17.
● Galaterne 3:17 viser, at lovpagten blev til 430 år efter Abrahamspagten. 2 Mosebog 12:40 siger, at israelitterne boede i Ægypten i 430 år, og kort tid derefter blev lovpagten sluttet. Dog blev Abrahamspagten sluttet med Abraham århundreder, før hans sønnesøn Jakob eller Israel sammen med sine børn drog til Ægypten for at slå sig ned der. Hvordan kan nu tiden mellem de to pagter være af samme længde som opholdet i Ægypten? — R. D., Maryland.
I „Tabel over betydningsfulde historiske årstal“, der stod i Vagttaarnet for 15. oktober 1951, vil du se, at Bibelen viser, at Abrahamspagten blev sluttet i 1943 f. Kr., og i det år gik Abraham også ind i Kana’an og begyndte sit ophold der. Dette angiver begyndelsen til 430 års-perioden. Tredive år senere, da Isak blev hånet og spottet af Ismael, begyndte de 400 års undertrykkelse. (1 Mos. 15:13; 21:8, 9; Ap. G. 7:6) I 1728 f. Kr. sluttede Jakob og hans familie sig til Josef i Ægypten, og dermed begyndte opholdet i Ægypten, efter at slægten, begyndende med Abraham, havde boet i Kana’an i 215 år. Så fulgte endnu 215 år, inden Israel blev udfriet fra den ægyptiske trældom i 1513 f. Kr., og i det år blev lovpagten også indgået med Israel. Den bibelske støtte for denne kronologi kan findes ved hjælp af ovennævnte tabel.
Det ses altså tydeligt af den bibelske beretning, at fra indgåelsen af Abrahamspagten til oprettelsen af lovpagten hengik der 430 år i overensstemmelse med Galaterne 3:17. Vi ser også af dette, at af de 430 år blev halvdelen tilbragt i Kana’an og halvdelen i Ægypten. Men dette synes at være i modstrid med 2 Mosebog 12:40, som siger (KJ): „Israels børns udlændighed, de, der boede i Ægypten, var fire hundrede og tredive år.“ I virkeligheden er der ikke nogen uoverensstemmelse. Skriftstedet siger ikke, at de boede i Ægypten i 430 år, men at deres udlændighed varede så længe. De boede i Ægypten i den sidste halvdel af denne tidsperiode, men ikke i alle de 430 år. Septuaginta-oversættelsen gengiver skriftstedet sådan, at den nøjagtige tanke kommer frem: „Og Israels børns udlændighed, mens de opholdt sig i Ægyptens land og i Kana’ans land, var fire hundrede og tredive år.“
Septuaginta er en oversættelse fra det andet eller tredje århundrede før Kristus, og den del, der indeholder 2 Mosebog, er uden tvivl blevet fuldført i løbet af det tredje århundrede; oversættelsen er baseret på andre hebraiske manuskripter end den antagne masoretiske tekst. Af den grund er den muligvis mere nøjagtig end den masoretiske tekst. Den Samaritanske Pentateuch, en transskription af den hebraiske tekst til samaritanske skrifttegn, blev udført i det femte århundrede før Kristus, og den kæder også opholdet i Kana’an sammen med opholdet i Ægypten. Det var derfor opholdet i Ægypten og i Kana’an, der tilsammen varede i 430 år, og ikke alene den tid, de tilbragte i Ægypten. Derfor var tiden mellem de to pagter (430 år) ikke af samme længde som opholdet i Ægypten (215 år), og der er ingen uoverensstemmelse mellem Galaterne 3:17 og 2 Mosebog 12:40, når blot vi opfatter sidstnævnte skriftsted på den rette måde.