Jehovas vidner i Albanien

FORAN os ligger et brev, skrevet af en broder, som undslap fra Albanien for ca. to år siden, hvori denne fortæller om forholdene i de sidste ti år, før han slap derfra. Brevet følger her.

„I 1939 overtog fascisterne magten og forbød ved stedlige love Jehovas vidners arbejde. Arbejdet fortsatte imidlertid uden videre hindringer til juni 1940, da et ministerielt dekret forbød Jehovas vidner og konfiskerede deres litteratur. I alt blev der konfiskeret femten tusind bøger, småbøger og andet materiale. Ni blev arresteret og idømt fængselsstraffe fra eet til tre år. I 1944 var der blevet arresteret seks andre, og to af dem blev interneret i Tyskland, hvor den ene døde. (Fra 1946 til 1949 blev der yderligere arresteret tyve, hvoraf nogle blev idømt fem års fængsel.) I denne tid fortsatte arbejdet under jorden ved hjælp af maskinskrevne ark og de få småbøger, man havde været i stand til at skjule for regeringen. Disse blev lånt ud til interesserede, som man lod forstå skulle levere dem tilbage.

I 1945 blev der gjort forsøg på at genoplive arbejdet, men på grund af manglende trykkematerialer var det ikke meget, der kunne gøres. Det år havde kommunisterne alt for travlt til at bekymre sig om Jehovas vidner. Men i 1946 blev al den litteratur, som man havde skjult for fascisterne og nazisterne, beslaglagt af kommunisterne, der også tog al vort udstyr, idet de påstod, at „det materiale, I har, tilhører os“. Brødrene gik gentagne gange til regeringen for at få papir til at trykke Rigets budskab på. Til sidst blev de sat ud med magt og truet med vold, dersom de kom igen med deres anmodning. Broderen svarede dem: „Jehova vor Gud pålagde os det ansvar at oplyse det albanske folk om hans guddommelige hensigter, som mennesker skal høre om i vor tid. Men I udelukker os fra at udføre dette arbejde ved at nægte os papir og tilladelse til at vidne om sandheden, sådan som Jehovas vidner gør det overalt på jorden. Nu må I tage ansvaret!“

De svarede: „Her i Albanien er vi landets herrer; vi vil ikke tillade jer at arbejde for jeres Teokrati, sådan som jeres fæller gør i andre lande. Dersom I ønsker frihed til at udføre dette arbejde, så rejs, om I kan, til de lande, hvor I frit kan arbejde sammen med jeres fæller. Hvad os angår, så giver vi jer hverken tilladelse eller papir til at trykke; vi ønsker ikke at plage vore hoveder med jer og Jehova, jeres Gud, som vi ikke kender!“

I 1946 blev der vedtaget en lov om, at al litteratur, som ikke var præget af den kommunistiske ånd, skulle overgives til regeringen, og dette indbefattede Bibelen såvel som alle Vagttaarnets publikationer. Samme år forbød en parlamentarisk lov alle Jehovas vidners møder, deres kommen sammen flere end to eller tre, og deres offentlige forkyndelse.

I 1947 var brødrene optaget af en kampagne med Bibelen alene. De blev øjeblikkelig arresteret, deres bibler revet i stykker, og efter at være blevet underkastet megen tortur blev de omsider løsladt, men nægtet retten til at rejse langt bort fra deres hjem uden polititilladelse. Denne restriktion blev snart sat i kraft mod alle Jehovas vidner.

I 1949 brød politiet forstyrrende ind i et af Jehovas vidners møder, der blev holdt for at fejre Herrens aftensmåltid, og mishandlede vennerne. Nogle få uger senere arresterede de den broder, der havde været mødets ordstyrer, og efter at have torteret ham i mange timer spurgte politimesteren ham: „Hvorfor overtrådte I statens lov ved at komme sammen?“ Broderen svarede: „Vi er kristne . . . Kristus befalede os at mindes hans død. Vi kan ikke sætte statens lov over Guds lov.“ Ved dette gav embedsmanden broderen en lussing og skulle til at gennemprygle ham, da han opdagede, at broderen havde vendt den anden kind til. Han spurgte så: „Hvorfor har du vendt den anden kind til?“ Broderen svarede: „Jeg fortalte dig, at vi er kristne, og Kristus Jesus befalede os at gøre således.“ På dette svarede politimesteren: „Siden din herre har befalet det, vil jeg ikke adlyde ham ved at slå dig mere. Skrub af! Jeg ønsker ikke at se dig her igen!“

I 1948 kom en soldat i Tirana til kundskab om sandheden og nedlagde sine våben. Da en officer spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han: „Indtil i dag har jeg været fri til at bære dem, men fra nu af står jeg på Jehova Guds side, som forbyder mig at bære og tilbede sådanne ting. . . .“ Efter mange pinsler blev han idømt fem år. Gennem alt dette stod broderen fast.

I 1940 var der 50 Jehovas vidner i Albanien; i 1949 71. Fire af disse var muhammedanere, to romersk-katolske og resten græsk-katolske. I sammenligning med dette lands befolkning er det et meget lille antal og også sammenlignet med tallet på retsindige mennesker. De tre fremherskende religioner er: den muhammedanske, 700.000; den græsk-ortodokse, 300.000; den romersk-katolske, 200.000. Cirka 20.000 taler det græske sprog. Den romersk-katolske gejstlighed er den mest bitre af de religiøse fjender, dernæst kommer den græsk-ortodokse gejstlighed. Muhammedanerne er venligere end de andre. Når Jehovas vidner taler til dem, modtager de dem med et smil. Nogle siger: „Vi albanere er een race, og vi har alle eet sprog. Hvorfor skulle religion adskille os og forårsage fjendskab imellem os? Gud har sikkert ikke befalet, at der skulle være så mange slags religioner. Der burde kun være een sandhedens vej.“

Der er tvungen valgdeltagelse, og da vennerne har nægtet at stemme, er de ofte blevet slået og fængslet. Den økonomiske situation er meget dårlig, og mennesker er derfor ude af stand til at rejse, selv når det er nødvendigt for dem. Politistyrken er meget stor og stærk; den holder kontrol med alt, hvad man siger og gør. Der siges, at de, der opholder sig i fængsler og koncentrationslejre, tæller 50.000, og at den behandling, de får, til tider endog er værre end den, Gestapo anvendte. Mere end 90% sympatiserer ikke med kommunisterne.

Det hænder ofte, at kommunisterne samler folk fra samme område sammen til et møde, hvor en taler fortæller dem om de røde sejre. Folk må så råbe: „Længe leve . . .“ Mange gange bliver Jehovas vidner med magt bragt til disse møder. Mens mængden råber og klapper, står de blot ret og siger intet, hvilket får mange til at undre sig over, hvad slags mennesker, de er, og hvor de tør vove at indtage en sådan holdning. Så vil taleren eller en af hans følgesvende svare: „Lad dem være, for det er dem fra Jehova; mænd, i hvis sind Bibelens gamle kultur er dybt rodfæstet!“

Der hersker en meget streng censur i landet. Vennerne har sendt detaillerede rapporter til hovedkontoret i Brooklyn; men de må være blevet holdt tilbage af censuren. De er meget nidkære og vidner, efter som lejlighederne tilbyder sig, mens de ser frem til den tid, da Jehova igen vil åbne vejen for dem, sådan at de kan bringe budskabet ud til folket før Harmagedon.“