Kristne udsat for vold på Filipinerne
ET af de tegn, Jesus sagde skulle afmærke hans anden nærværelse og afslutningen på denne tingenes ordning, var, at hans efterfølgere ville blive hadet og dræbt for hans navns skyld. (Matt. 24:3, 9) Et slående eksempel på opfyldelsen af denne profeti fandt sted søndag aften, den 20. april 1952, da Jehovas vidner var samlet til et zonestævne i Solana, Cagayan, på Filipinerne. Eet vidne blev dræbt og 32 såret af skud og knivstik, da embedsmænd fra byen bred ind i deres forsamling og overfaldt dem.
Vanskelighederne begyndte hen imod afslutningen på stævnets sidste foredrag, da en af de angribende, med den klage som begrundelse, at hans lille dreng var blevet slået af en af konventadeltagerne, greb en af de unge tilstedeværende og forsøgte at hale ham med sig bort fra det private område, hvor stævnet blev holdt. Andre deltagere greb ind, og angriberen trak nu en revolver frem, som det lykkedes deltagerne at fratage ham med magt, dog ikke før han havde skudt en af dem i skulderen. Da han så sig omringet, løb han sin vej for at hente hjælp. Kort derefter samlede der sig en pøbelsværm, som både begyndte at kaste sten og affyre skud på må og få mod de forsamlede vidner. Som et resultat heraf opstod der halvvejs panik i forsamlingen, hvor kvinder skreg højt, og man forsøgte at komme ind i et stort hus, der lå på stævnets grund. Skydningen fortsatte, og angriberne blev ved med at rykke nærmere. Et af vidnerne undslap gennem den sluttede række og løb til rådhuset efter hjælp. Da han der identificerede sig som et af Jehovas vidner, blev han eftertrykkeligt pryglet, og da han forsøgte at slippe bort, blev han skudt ned foran rådhuset.
I mellemtiden havde angriberne, hvis forsyning af kugler nu var brugt op, trukket bajonetter og knive. En del af vidnerne undslap gennem spærrelinien, men de fleste af dem søgte ly i det store hus, i kælderen eller på taget. Angriberne rykkede dem ind på livet og huggede ned til højre og venstre. Den ordenshavende (dørvogteren) blev stukket til døde gennem hjertet. Andre fik mange sår; et vidne på 65 år fik således 5 stiksår. Fire af de kvindelige vidner blev også såret.
En gileadit, der fungerede som zonetjener, løb 8 km og svømmede over den af krokodiller hjemsøgte Cagayanflod for at tilkalde hjælp fra den filipinske politistyrke. Hvis det ikke havde været, fordi disse soldater ankom så betids, er det sandsynligt, at mange flere af vidnerne ville være blevet dræbt. Soldaterne afvæbnede straks angriberne og genoprettede ro og orden. Ved hjælp af en militærlastvogn og en beslaglagt ambulance foretog de seks ture til kommunehospitalet. De gjorde faktisk alt, hvad de kunne, for vidnerne. Nationalforsvarets sekretær blev interviewet af en talsmand for vidnerne og personlig takket for den virkningsfulde indsats, Tuguegarao P. C.-kommandoen havde gjort i denne sag.
Som et udtryk for den frygt, angriberne havde indgivet de der forsamlede mennesker, fandt politistyrken det nødvendigt at lade ni vagtposter eskortere vidnernes sagfører, da denne rejste til Solana for at rejse anklager mod de embedsmænd, der var ansvarlige for angrebet. Politistyrken tilbød at huse og beværte hovedvidnerne i deres barakker, til sagen skulle for retten, for at de ikke skulle gå rundt i stadig frygt. Der var ingen af dem, der tog imod tilbudet, men de takkede naturligvis politistaben for det.
Ved det myrdede vidnes begravelse blev hans overlevende medarbejdere opmuntret til trofast at fortsætte i tjenesten. De var tillidsfulde, og ikke en eneste af dem var mismodig eller forknyt. Selv de sårede på hospitalet glædede sig. Den broder, der løb til de kommunale myndigheder efter hjælp, og som blev slået og beskudt, måtte føres til Manila for at få sit ben, der var brækket ved skuddet, behandlet. Han blev opereret og kommer sig nu storartet. Alle de andre, der blev såret, er ligeledes godt på vej mod helbredelse.
Jehovas vidner på Filipinerne gav udtryk for, at de var Jehova taknemmelige, at hele tildragelsen ikke kom til at stå dem dyrere, hvad liv og lidelser angår. Fjernt fra at have ladet sig skræmme ved den, glæder de sig over, at den resulterede i, at der blev aflagt et vældigt vidnesbyrd. Der bliver nu taget skridt til at bringe de skyldige for retten.