Det forsvar, der sejrer

DET gamle Ægypten samlede sig et beredskab af heste og vogne, den tids mest effektive krigsredskaber. Militær dygtighed gjorde det til historiens første verdensmagt og fik det i den grad til at bryste sig over sin magt, at en hovmodig farao behandlede selve de interesser, der angik Skaberen og hans udvalgte folk, som da var i ægyptisk trældom, med ringeagt. „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde ham og lade israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til Jehova, og jeg vil heller ikke lade israelitterne rejse!“ (2 Mos. 5:2) Men på bekostning af deres tropper og hersker, der led oversvømmelse i det Røde Hav, lærte både farao og hele Ægypten, hvem Jehova er. — 2 Mos. 14:15-31.

Assyrien efterfulgte Ægypten som en hård, ubarmhjertig og blodig erobrer. Dets militære damptromle udslettede al modstand, indtil den særlig aggressive kong Sankerib anvendte den mod Guds pagtsfolk, der da havde slået sig ned i det lovede land. På een nat udslettede Jehovas engel 185.000 af Assyriens stolte sønner og adsplittede de slagne rester af hæren i et forvirret tilbagetog. — Esajas, kapitlerne 36, 37.

Senere opnåede det mægtige Babylon den uforlignelige titel „rigernes herskerinde“. Dets hovedstad var omgivet af mure, der var 100 meter høje og 25 meter tykke, en indre mur, voldgrave og 25 bronzeporte på hver side. Den havde ord for at være absolut uindtagelig! Alligevel blev den drukne by i nattens mørke overrasket og indtaget af mederne og perserne, mens den berygtede Belsazzar gudsbespotteligt drak sine afguders skål af de kar, der var stjålet fra Jehovas tempel. — Daniel, kapitel 5.

Disse verdensmagter og deres vasalstater har i rækkefølge behersket menneskelige anliggender, idet de har underbygget deres magt med vældige militærstyrker. Det er sværdet, der har hersket, men det har aldrig formået at virke afskrækkende på væbnede konflikter. Det er en regel, der har vist sig at være sand lige op til vore dage. Til trods for benævnelsen „hjernealder“ insisterer nationerne stadig på at ty til fysisk styrke, når uoverensstemmelser skal afgøres; der er således intet, der har forandret sig, når undtages krigenes omfang, der er blevet meget større.

Kristus Jesus advarede mod de slette følger af at stole på kødelige våben. Han havde sikkert kendskab til Ægyptens, Assyriens, Babylons og andre lignende magters tragiske historie og så uden tvivl i Rom endnu en nation, der styrede mod samme skæbne. I hvert fald advarede han engang en alt for ivrig discipel: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ — Matt. 26:52.

Jesus fastholdt, at hans efterfølgere skulle undervise og formane med Guds ord, ikke at de skulle angribe med tanks, hære og artilleri. De skulle gøre disciple af „alle slags mennesker“, ikke selv påtage sig rollen som dommere og håndhævere af Guds straffedomme. Jesus selv, der i sandhed ikke var nogen pacifist, er allerede blevet udnævnt til at lede Jehovas ødelæggende styrker i Harmagedon. Indtil da er det hans jordiske efterfølgeres velsignede lod at forkynde og lade advarselen lyde, en gerning, der somme tider vanskeliggøres på grund af modstandernes forfølgelser og uberettigede had. Derfor siger han til os: „Vedbliv med at elske jeres fjender og bede for dem, som forfølger jer.“

Til trods for det nuværende rustningskapløb, der er historiens største, har nogle tænkende mænd af høj intelligens, og som beklæder fremtrædende stillinger, klart udtrykt sig om deres ringe tro på, at det kan virke som et sundt forsvar for freden. I 1949 kaldte John Foster Dulles denne kurs for „farlig“; og i modsætning til økonomisk og militær magt, der, som han sagde, „kan udvikles under tilskyndelse fra love og bevillinger, udledes moralsk magt ikke af nogen parlamentsakt. Den afhænger af et folks forhold til deres Gud“.

I en ledende artikel i U. S. News & World Report, den 26. maj 1950, beklagede redaktøren David Lawrence den pessimistiske opfattelse, at der „ikke findes nogen udvej, undtagen gennem trusler og modtrusler — og at krig kun kan forhindres ved at skræmme russerne til at tro, at de vil blive slået i en krig“. Han spurgte: „Hvorfor må den filosofi, som Jesus lærte, fejes til side som „upraktisk“ og „idealistisk“ i international politik? . . . Er kristendom blot noget, vi tjener med læberne i vore kirker, men som vi nægter at anerkende som en rettesnor for opførsel, når vi har at gøre med en såkaldt fjende? Tager vi intet hensyn til den udfordring, at et helt folk muligvis kunne nås, ved at der blev lagt kristen ydmyghed og overbærenhed for dagen? Tør vi forsøge en sand kristen tilnærmelse til det russiske folk? Og dersom vi forsøger, kan vi så betale den pris, der kræves for at nå det større mål?“

Jesus arbejdede for evig fred i en kommende endeløs verden, hvor „retfærdighed bor“. (2 Pet. 3:13) Hvor dåragtigt er det så ikke at sætte sin lid til vogne, kavalleri, infanteri eller massive mure — der varer en kort stund i militær pomp og pragt, men efterfølges af en evigheds vanære i livløst støv. Og hvorledes skulle et sådant nyt verdenssamfund kunne nære håb om at bevare freden, hvis det var omgivet af had og strid? Nej, den gamle verdens tid er forbi. Med henblik på den nye tingenes ordning lærte Jesus: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv. På disse to bud hviler hele Loven og Profeterne.“ — Matt. 22:37-40.

Skulle vi da afvente den nye verden, før vi praktiserer disse principper, og i mellemtiden gengælde det had og den vold, der nu udøves mod kristne med mere af samme slags, idet vi giver lige for lige og lægger kristendommen for dagen med løftet knytnæve og et lager af atomvåben, der får en til at gispe efter vejret? Er det på den måde, man beviser sig at være en søn af Faderen, som er i himlene? Dersom der skulle være nogen tvivl med hensyn til resultatet af en sådan handlemåde, så kast et blik på den sørgelige, skrækslagne, „praktiske“, moderne verden, som har prøvet det. Kristne ved bedre. De ved, at det ikke er nødvendigt at tilpasse sig denne verdens lave standard eller bringe sig selv i dens ynkværdige tilstand for at kunne forkynde for dem, der gerne vil høre. Tværtimod praktiserer de ting, som vil overleve Harmagedon, og som kendetegner den nye verdens samfund: „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed,“ altsammen bestanddele af det forsvar, der sejrer. — Gal. 5:22, 23.