Spørgsmål fra læserne
● Hvad mente Jesus, da han sagde, at de kristne skulle hade deres fader og moder? — C. D., California.
Dette påbud gives i Lukas 14:26: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.“ Disse Jesu ord blev henvendt til hans efterfølgere, der ligesom han ville tage „marterpælen“ op, hvilket vises i det næste vers. (NW) Hadet skulle omfatte vedkommendes egen sjæl eller liv og ikke alene medlemmerne af hans familie. Hvad gør nu Jesu Kristi udvalgte efterfølgere? Hvad gør de med deres menneskelige sjæl for at dø offerdøden sammen med ham? Ved at indvilge i at ofre den, hader de den, gør de ikke? Jesus sagde: „Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.“ (Matt. 10:39) De hader deres sjæl eller liv, de mister den, lader den gå til grunde; de indvilger i at ofre den, og derefter mister de for altid ethvert håb om liv på jorden i den nye verdens paradis. Jesus sagde, at de skulle betragte deres sjæl og deres jordiske slægtninge på samme måde. De må være villige til at miste dem for evigt, forlade jorden og komme i himmelen, og aldrig lade fader, moder, broder, søster, hustru, børn eller selv deres eget jordiske liv gribe forstyrrende ind i deres efterlevelse af Guds ord og vilje. De hader deres jordiske slægtninge og deres eget liv, for så vidt som de er villige til at ofre dem, hvis det er Guds vilje, og aldrig tillade dem eller deres eget liv at hindre dem i trofast at opfylde den pagt, de har sluttet med Jehova Gud. Derfor betyder det ikke, at vi skal hade fader og moder i ordets sædvanlige betydning, lige så lidt som vi skal hade vort eget legeme. Vi elsker os selv; på samme måde skal vi elske vore medmennesker, indbefattet medlemmerne af vor husstand. Men intet må stå i vejen for Kristi salvede efterfølgere, som skal forlade det jordiske plan og alt, hvad der binder dem til jorden, for at komme i himmelen og regere sammen med Kristus.
● Esajas 7:14 forudsiger, at Messias skulle kaldes „Immanuel“, skønt Jesus ikke blev kaldt således. Hvorfor ikke? — J. W., California.
At denne profeti virkelig gik i opfyldelse på Jesus, vises i Mattæus-evangeliet. Hvis den ikke havde fået sin nøjagtige opfyldelse, ville Mattæus ikke have haft grund til særlig at omtale den, sådan som han gør i 1. kapitel, versene 22, 23: „Alt det skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel (det betyder: Gud med os).“ Det, der i den forbindelse var af vigtighed, var, at navnet havde en betydning, og Jesus opfyldte denne betydning. Han var Jehovas repræsentant, Jehovas salvede, Kristus eller Messias. Ved at sende Messias til jøderne viste Gud, at han var med dem og ikke imod dem. Han fortsatte med at være med den jødiske rest, der modtog Jesus som Messias, og han er med dem, der modtager Jesus som den kronede konge nu i tiden.
Der var andre navne, som var forudsagt for Messias. For eksempel siger Esajas 9:6 om ham: „Hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.“ Dog blev alle disse navne ikke brugt som Jesu personlige navne, hvormed han blev kaldt. Han levede op til betydningen af disse navne, og det var i den mening, de profetisk var givet, — for at vise hans kvalifikationer og den gode gerning, han ville udføre for de lydige. På samme måde forholder det sig med navnet Immanuel. Han levede op til dets betydning og opfyldte således den profeti, der anvender det om Messias, om end navnet Jesus og ikke Immanuel blev brugt som hans personlige navn. Navnet Jesus er også meget betydningsfuldt.