Deres egne ord dømmer dem

VED et af mine ugentlige bibelstudier spurgte fruen i huset, om jeg ville komme igen næste formiddag, da hendes præst så skulle komme og velsigne „vievandet“, og hun ønskede, at jeg i deres nærværelse skulle diskutere Bibelen med ham. Jeg samtykkede, og den næste morgen var jeg der og ventede, til han kom med sin taske, der indeholdt korset, præstekjolen, røgelsen o.s.v. Efter „velsignelsen“ præsenterede hun mig for ham og sagde, at hun gerne ville høre en diskussion om Bibelen. Han svarede, at han ikke havde tid den dag, men måske senere. Hun sagde da, at han havde jo tid til at komme og stænke „vievand“, så hvorfor ikke sidde ned et øjeblik og lære hende noget fra Guds ord?

I løbet af vor samtale bemærkede han: „I vidner ærer ikke jomfru Maria,“ hvortil jeg svarede: „Vi giver hende den ære, som tilkommer enhver pligtopfyldende moder, men da Jesus er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, kan vi ikke rette vore bønner til hende.“ „Ja, De har ret,“ indrømmede han. „Men hun havde ikke, som De påstår, flere børn, men forblev altid jomfru,“ tilføjede han. Da han blev bedt om at bevise det ud fra Bibelen, måtte han indrømme, at det ikke fandtes i den. Til sidst bekendte han: „I Jehovas vidner har ret og forkynder virkelig Bibelen; vi har svigtet vor opgave, idet vi har praktiseret et ydre formvæsen for at have noget at vise folket.“ På spørgsmålet om, hvorfor han blev ved med at forkynde disse ting, når han vidste, hvad Guds ord lærer, sagde han, at dersom han ændrede sin forkyndelse, ville patriarkatet bekæmpe ham, og han ville miste sin stilling. Derpå tog han hastigt afsked, og deltagerne i mit bibelstudium erklærede med glæde, at de fra nu af ville være Jehovas vidner. — J. T., Tyrkiet.